<

Tinglev Rideklub vandt sidste kvalifikation af Dressurens Venner Cup 12-08-2019 - 19:24

 

Det blev holdet fra Tinglev Rideklub, der kom på førstepladsen i den sidste kvalifikation af Dressurens Venner Cup, som blev afviklet ved Allerupgaard Rideklubs distriktsstævne.

 

Med tre ryttere i top 4 blev det til en flot sejr til Tinglev Rideklub i søndagens Dressurens Venner Cup-kvalifikation på Fyn. 
Vinderholdet bestod af Camilla Rudolph på Miss Midina Højgård, Cecilie Iwang Søndergård på Go2 Agadir, Nina Broders på D'Asti og Janni Christiansen på Donovan M, og da tre af rytterne red over 69%, blev det til sammen til 207.845 point i klassen, som afvikles i LA2.

–Vi har haft fire ganske udmærkede ture, fortæller Cecilie Iwang. –Vores første rytter, Nina, havde en sikker tur – lidt forsigtig, men uden fejl. Anden rytter, Janni, havde nogle fejl i galoppen, men ellers gik det også rigtig godt. Camilla rider på en pony. Det er en ret sej pony, og vi syntes dommerne var lidt fedtede med den, men det er selvfølgelig svært at være pony i det her selskab. Jeg red sidst. Min er en 5-års, så den mangler lidt styrke og rutine, og der kom nogle unghestefejl undervejs, for eksempel ville han ikke stå stille i paraderne. Men alt i alt havde vi nogle fine ture med småfejl her og der, og nu glæder vi os til at gå hjem og øve os, så vi forhåbentlig kan give den gas til finalen i Vallensbæk, lyder det fra Cecilie, som også roser Dressurens Venner Cups koncept og de gode faciliteter hos Allerupgaard Rideklub.

Andenpladsen gik til Hovgaard Rideklub med 203.879 point med Julie Dam Jensen og Dam's Flying Melody som individuelt bedste ekvipage med 69.655%.
 

Den sidste kvalifikation i Dressurens Venner Cup er nu afholdt, og nu mangler der kun finalen, hvor alle vinderhold samles hos Sportsrideklubben Vallensbæk den 6.-8. september.

 

Kilde: DRF

<