<

KOOR vinder 1. jyske kvalifikation af Dressurens Venner - Cup11-05-2015 - 20:52

Kjellerup og Omegns Rideklubs (KOOR) hold, som bestod af Stinna Foldberg Nielsen, Karen Marie Bruun, Marie Witt Poulsen og Katrine Rosa Bjørklund, vandt årets første jyske kvalifikation i Dressurens Venner Cup. Cuppen blev afholdt af Hjørring Rideklub og 10 toptunede hold var til start. Karen Marie Bruun var godt tilfreds med sejren, og fortæller, at KOOR selvfølgelig også er klar til at løbe med sejren i finalen til september

Glad og optimistisk vinder
”Det er altid dejligt at vinde. Sidste år blev vi slået lige på stregen med et mulehår, og blev nummer to i kvalifikationen. Det var træls, når det kun er vinderholdet, der går med videre til finalen. Hver rytter må kun ride en kvalifikation. I KOOR er der god opbakning til cuppen, og vi har redet den i tre år,” fortæller Karen, der synes cuppen er et rigtig godt koncept:

”Jeg synes, at det er et rigtig rigtig godt koncept, hvor man som amatørrytter kan ride noget sjovt. Udelukkelseskravene er, at man ikke må have redet sværhedsgrad 4 og derover. Det gælder både hest og rytter. Så man kan ikke bare låne en god hest og starte, for den må heller ikke have gået det. Det er rigtigt godt, fordi man så rider på lige vilkår.”

”Hjørring Rideklub havde et fint arrangement, og der var fin tilslutning med 10 hold - det var godt. Desværre var banerne lidt tunge. Vi ser nu frem til finalen i september på Middelfart Ridecenter, hvor vi er klar til vinde – selvfølgelig,” griner Karen.

Resultater – Dressurens Venner Cup i Hjørring Rideklub
Brønderslev Rideklubs hold 1 blev nummer to i cuppen, mens Sportsrideklubben Aalborgs hold 2 blev nummer tre.

Om Dressurens Venner – Cup
Dressurens Venner – Cup er en konkurrence i dressur for klubhold, der afvikles over seks kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne fordeles således, der afholdes to runder på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland. De seks kvalifikationer afvikles som udgangspunkt over en dag, og afvikles i LA2, mens finalen afvikles over to dage. Ved finalen rider to af holdets rytter LA2 og to ryttere rider LA5. Holdene skal bestå af tre ryttere på tre heste eller fire ryttere på fire heste, hvoraf de tre bedste tæller.

Flotte præmier
Ved hver af kvalifikationsrunderne er der 4.000,- kr. i 1. præmie, 2.000,- kr. til 2. pladsen og 1.000,- kr. til 3. pladsen. I finalen er der 10.000,- kr. til vinderholdet, 6.000,- kr. til 2. pladsen og 4.000,- kr. til 3. pladsen. Vinderholdet får også et klubforedrag om "Hestens og Rytterens Præstation ift. Sadlen med Ingdams, som også giver vinderholdet dækkener, æresbånd samt gavekort på kr. 2.000 til hver rytter. Herudover sponsorerer Ingdams rosetter til de tre placerede hold samt underlag til det vindende hold i både kvalifikationerne og finalen. 

 

Kilde: Dansk Ride Forbund

<