OBS: Klik på billederne for at læse billedteksterne.

Af Jytte Lemkov

Det er selvfølgelig Cathrine Dufours hest Atterupgårds Cassidy, overskriften refererer til. Det er bare så utroligt, at en hest i den alder stadig er så fit, som Cassidy er. Det må være et resultat af gode gener, super træningsmetoder, super management, og et unikt sind og samarbejdsvilje hos hesten, og så selvfølgelig Cathrine Dufours eminente evner som rytter. 

Her har dyreværnsforkæmperne ikke noget at komme efter. Intensiv træning af en hest kan også være bevarende for dens helbred og dens ydeevne. Det er der en del eksempler på i den internationale dressursport. Vi behøver ikke at gå længere end her til lands. En af spidskandidaterne til en plads på det danske OL-hold, Blue Hors Zack, er 17 år, og nr. to ved det danske mesterskab for seniorer, Atterupgaards Orthilia, er 16 år. Tænk engang, to heste i front som er opdrættet på Atterupgaard. 

Selvfølgelig har Cassidy mistet lidt af sin ungdommelige spændstighed. Fx i piafferne som ikke helt var med det udtryk og den energi, de engang havde, men det samspil og den harmoni, der er imellem hest og rytter, er stadigvæk så velgørende at se på. Og skulle nogen være i tvivl om, hvorledes en hest i Grand Prix skal være placeret fortil, så se på Cassidy: punktet mellem ørene som det højeste og næseryggen ganske let foran det lodrette plan, og i det lodrette plan i de mest samlede øvelser. Og med en ganske let forbindelse til hestens mund ikke at forglemme. At Cassidy, som vandt Grand Prix med 77,920%, måske ikke var helt ”på dupperne” i den klasse, forklarede Cathrine Dufour i et interview med, at når der ikke var noget publikum, mente han, at så behøvede han ikke at gøre sig umage!

I Kür-programmet, som var den gode gamle svære koreografi til den gode gamle musik, som blev fulgt på sekundet, fik man ligesom i Grand Prix’en den fornemmelse, at Catrine Dufour ”kæler” for hver enkelt øvelse – intet er overladt til tilfældighederne. I begge starter var der lidt småfejl i changementerne for hvert andet galopspring – ingen eller intet er fuldkomment. 

Ligesom Cathrine Dufour er Nanna Skodborg Merrald en gave for dansk dressursport. Hun er chefberider på Blue Hors og har dermed adgang til et kæmpe hestemateriale. I Hagen så vi, hvor fint hun har fundet sammen med Blue Hors Zack, den hingst Daniel Bachmann Andersen har opnået så flotte resultater på. Og ved DM kunne man også se, at det samme var lykkedes med Atterupgaards Orthilia. Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Dufour har samme evne til altid at være i balance med deres heste, til at indvirke diskret, og til at få hestene til at føle sig tilpas. Agnete Kirk Thinggaard, som er ejer af Orthilia, havde koreograferet den svære Kür, som blev ledsaget af smuk musik, som Nanna fulgte på sekundet. Orthilia  har en enorm skulderfrihed i fri trav og i sidetraversaden, ligesom piafferne er aktive og på stedet, og passagen er klassisk med stort udtryk og flot profil. Desuden indeholdt Küren alt det svære, fra helpirouetter i piaffe, sidetraversader i passage, dobbelte galoppirouetter samt mange svære øvelseskombinationer. Kun den samlede skridt og en stor fejl i ni changementer for hvert andet spring talte negativt i den ellers flotte præstation. At hoppen arbejder med lidt åben mund skyldes bestemt ikke en for hård rytterhånd, en for stram skumkæde, eller at rytteren har for meget fat i stangtøjlen. Måske er det bare et udtryk for en sart hoppesjæl?

Når det gælder Daniel Bachmann Andersen, som blev nr. tre i mesterskabet, så har han en anden ridestil end de to kvindelige kollegaer. Han rider til tider lidt mere aggressivt og  hans præstation på den store kun niårige hingst Marshall-Bell var og er der delte meninger om. Hvis man er i tvivl om en hest går samlet trav, eller om det er passage, som det momentvis sås især i Grand Prix’en, er der for meget spænding i hesten. Hvis bagbenene har overdrevet aktion og spjætter i passagen, og hvis de løftes lige så højt som forbenene eller højere end disse i piafferne, og hesten ikke sænker bagparten, så er det ikke, som reglementet foreskriver. Der skal ikke sås tvivl om Daniel Bachmann Andersens dygtighed, men sammenlignet med de to kvinders ridt, der blev placeret foran ham, manglede hans præstation deres ro, harmoni og korrekthed. Men hingsten er endnu ung, så der er masser af tid til forbedringer.  

Som et nyt koncept, som gerne må forblive permanent, bestod det danske mesterskab for seniorer i den indledende Grand Prix for alle, som var 22 startende, hvoraf flere red to heste, og Grand Prix Kür for de 15 bedste. Sammenlægningen af disse to klasser gav det endelig mesterskabsresultat. For de ikke startberettigede i Küren var der en Grand Prix Special. Her var kun seks ryttere til start, men kun fem fuldførte. At det var de to ryttere, der havde haft to heste til start i Grand Prix’en, som lagde sig i front, var ikke overraskende. 

Hvis nu man holder fast i dette koncept, skulle man så ikke samtidig stramme kravene for deltagelse ved et DM. Der er stadig, som der i mange år har været, en tung ende, som egentlig ikke hører hjemme i et mesterskab. 

Nu da alle OL-aspiranterne ikke var til start, var der særlig fokus på ”who is next”. 

I mine øjne var den mest iøjnefaldende Lone Bang Larsens Thranegaardens Rostov, en stor elegant og letgående hoppe, som heller ikke kan sige sig fri for at vise for megen spænding bagtil i den ellers flotte passage og de flotte frie traver. Det forlød, at hoppen har et vanskeligt sind, men Lone Bang Larsen er en dygtig og dreven dressurrytter. Hun slog i Grand Prix’en med en flot fjerdeplads faktisk sig selv på den mere rutinerede Bakkely’s Onandt, som blev nr. seks. Lone Bang Larsen valgte dog at ride Onandt i Küren, medens Rostov blev redet i Grand Prix Special, hvor den blev nr. to, men virkede lidt træt og lavede en del fejl. 

Også Daniel Bachmann Andersens andenhest, den 11-årige Finalino, gjorde sig positivt bemærket. Det er en meget reel hest med en spændstig trav og galop, og med en fin og udtryksfuld passage. Den tillod Daniel Bachmann Andersen at ride meget mere afslappet og harmonisk end på Marchall-Bell, som den faktisk også slog i Grand Prix’en, hvor den opnåede en flot tredjeplads med 73,44%. Trods det valgte Daniel Bachmann Andersen at satse på Marchall-Bell i mesterskabet, men med Finalino vandt han meget overlegent Grand Prix Special.  

Lone Madsen – feltets nestor – har en dejlig hest i den store elegant og graciøse Heslegård’s Rosmarin. Hoppen har en blakket fortid, men det er lykkedes Lone at finde ind til hesten, og nu går den en fin Grand Prix med rigtig god kvalitet i alle øvelser og gangarter. I mesterskabet manglede der lige den sidste energi for at kunne matche de heste, der lå lidt højere placeret. Samlet opnåede de en 10. plads med 69,60%. 

Nogle nævnt – nogle glemt! 

Covid-19 er skyld i meget, bl.a. at der, uden at det gav mening, ikke måtte være publikum ved dette års danske mesterskaber i Paradressur, U25 og Seniorer, som for fjerde år i træk blev afholdt hos Uggerhalne Sportsrideklub i det nordjydske. At OL-strategi også betød, at man tilsidesatte de krav, som hidtil har været gældende for et dansk mesterskab for seniorer, at ville man gøre sig håb om en plads på det officielle danske hold, så havde man startpligt ved DM. Det gav desværre et noget amputeret starterfeldt. Det, sammenholdt med at også bidende kulde, regn og stærk blæst blev det, vejrguderne kunne divertere med, gør, at DM i dressur 2021 ikke vil gå over i historien som et af de bedste!