< Tilbage

Digby-dohars skal støtte dansk elitedressur02-05-2022 - 09:49

Der findes 250 dohars i en limiteret udgave, som kan købes nu.

Charlotte Eggert Eggertsen fik idéen, og i tæt samarbejde med Prinsesse Nathalie og Prinsesse Alexandra, og med en hjælpende hånd fra H.K.H. Prinsesse Benedikte, er den limiterede Digby-dohar nu en realitet, som skal være med til at støtte dansk elitedressur.

 

“Jeg ville gerne være med til at støtte de danske elitedressurryttere, men jeg havde ikke midlerne selv til et stort sponsorat. Derfor er jeg utrolig glad for, at Dressurens Venner vil være en del af projektet,” siger Charlotte Eggert Eggertsen, der selv rejste til Jaipur i Indien for at følge produktionen af de 250 dohars, der er håndlavet under ordnede forhold, hvor alle arbejdere er sikret minimumsløn.

 

En dohar er et tæppe syet i 100 procent indisk bomuld, der er håndlavet og åndbart. Den måler 150 x 200 cm, og er med Charlottes ord “rigtig god at putte sig i”. Charlotte Eggert Eggerten har rejst meget, blandt andet i Indien, hvor hun har en veninde, der tilmed er indisk prinsesse. I Indien er hun stødt på doharen – et tæppe i indisk bomuld, som i gamle dage kun var en luksus, de royale måtte benytte sig af, men som i dag kan findes og købes i et væld af farver og design. 

 

“Jeg har altid min egen dohar med, når jeg er gæst hos andre, og på flyrejser i håndbagagen, da den nemt kan foldes sammen og kun vejer ét kilo. Og jeg kan bare sige, at man bliver helt afhængig af sådan en,” siger Charlotte Eggert Eggertsen.

 

Tiårs jubilæum for en smuk ekvipage

Gennem sine kontakter i Indien fik Charlotte Eggert Eggertsen idéen til at designe en dohar til fordel for dansk dressur, og hun var ikke i tvivl om, hvem der skulle pryde den hidtil første i rækken.

 

“Digby havde jo så stor en personlighed, at han næsten havde sit eget CPR-nummer. Den hest var noget helt særligt, ligesom jeg synes, at Nathalie er en særdeles værdi repræsentant for dansk dressur. Hun behandler heste ordentlig, hun er fair, og jeg kan lide hele hendes tilgang til, hvordan man er rytter. De var sådan en smuk ekvipage, og så er det også ti år siden i år, at Prinsesse Nathalie og Digby blev Danmarksmestre, så det kunne ikke være andre end dem,” siger Charlotte Eggert Eggertsen.

 

Selve designet er blevet til med hjælp fra Prinsesse Nathalie, søsteren Prinsesse Alexandra har bidraget med sin gode sans for farver, og Prinsesse Benedikte har stillet et maleri til rådighed for designets udgangspunkt.

 

“Designet er lavet med inspiration fra et maleri, som Prinsesse Benedikte har af Nathalie og Digby. De træblokke, som bruges til at håndtrykke doharen, er lavet ud fra det maleriet med stor hjælp fra Mia Bach. I borten er der hovaftryk som i en passage, som var Digbys stærkeste øvelse, og i hjørnerne er det mælkebøtter, som var Digbys livret. Det hele er trykt i hånden og tørret i solen, så farverne holder bedre,” fortælle Charlotte Eggert Eggertsen, der i høj grad påskønner den store hjælpsomhed fra den kongelige familie.

 

“Det er jo helt fantastisk at få lov til at lade sig inspirere at det maleri og at lave designet i samarbejde med Prinsesse Nathalie.

 

Limiteret udgave øremærket dansk elitedressur

En Digby-dohar koster 800 kr. og hele overskuddet fra salget er øremærket direkte til dansk elitedressur gennem Dressurens Venner. Eer man selv interesseret i en dohar, kan den købes på hjemmesiden myindiantrunk.dk. Desuden vil det være mulighed at se og købe en dohar til Dressurens Venners generalforsamling den 5. maj, til DM i dressur i Uggerhalne og under VM i Herning – såfremt der ikke er udsolgt til den tid. Der er nemlig kun produceret 250 dohars i Digby-udgaven, og når de er solgt, kommer der ikke flere. Det kan dog ikke udelukkes, at Digby-doharen bliver den første i rækken af flere.

 

“Hvis det bliver en succes, så kunne det da være sjovt at lave en ny dohar med en ny hest til næste år,” siger Charlotte Eggert Eggertsen.

< Tilbage