< Tilbage

Dufour var ny testrytter i Herning14-03-2023 - 20:42

Cathrine Laudrup-Dufour var testrytter i Blue Hors Unghestechampionatet i dressur.

Af Jytte Lemkow

Klik på billederne for at læse fototeksterne.

 

Man har som tilskuer lov til at have sine favoritter – sådan langt inde i hjertet. Når det gælder dressursporten, har de kombinationer, hvor både rytter og ikke mindst hest udstråler harmoni, veltilpashed og arbejdslyst kombineret med super evner, altid haft en forkærlighed hos mig. Og netop disse egenskaber har betegnet Cathrine Laudrup-Dufour og hendes heste, fra første gang jeg så hende, hvad enten det var på Atterupgaards Cassidy, Vamos Amigos eller Bohemian. 

 

Jeg føler det derfor som et reelt tab, ikke kun for min personlige nydelse, men også for sporten, at begge sidstnævnte heste er ude af Cathrine Laudrup-Dufours hænder, og at Cassidy er blevet pensioneret. Jeg ved, Cathrine Laudrup-Dufour kommer tilbage i sporten på topplan, men det er ikke sikkert, at jeg når at opleve det – i hvert tilfælde næppe ”live”.

 

Blandt de mange attraktioner og udbud hingstekåringerne i Herning byder på, var Cathrine som testrytter af de femårige fremtidige dressurhåb i år derfor af særlig interesse, og gav det afgørende input til endnu engang at tage turen til Herning.

 

Daniel Bachmann Andersen har jo de seneste to gange i 2020 og 2022 testet de femårige dressurheste på fremragende og instruktiv vis. Derudover står det år, hvor det var lykkedes at få datidens bedste dressurrytter, Charlotte Dujardin fra England, til at afprøve de danske ungheste klokkeklart i min erindring. Det var året, hvor tvillingeembryosøstrene Fiontini og Fiontina blev henholdsvis nr. et og to, og hvor Charlotte Duhardin nærmest ikke var til at stoppe, da hun red Fiontini. Hun ignorerede totalt, at de ti tilladte minutter, som testrytterne har til deres rådighed, var gået, og red bare videre. 

 

Fiontini endte jo også med at vinde verdensmesterskaberne for unge dressurheste såvel som fem, seks og syv årig, og endte sin karriere som international Grand Prix-hest. 

 

Det er bare så interessant både at se og at høre, hvad testrytterne føler og siger. Og deres tilgang til de unge heste er så velgørende og positiv, og her var Cathrine ingen undtagelse. Bortset fra en enkelt hest, hoppen Lille Kjærgårds Cisco DWB, som startede førstedagen af de to testdage, hvor Cathrines skrattende hovedmikrofon påvirkede den meget negativt, så den skumsvedende underkastede sig sin skæbne, fik man som tilskuer den oplevelse, at alle unghesten befandt sig endog aldeles vel under Cathrine. Hovedtelefonen blev øjeblikkeligt udskiftet, og førnævnte hoppe fik heldigvis lov at starte igen på andendagen af afprøvningen, hvor den efter sigende var faldet helt anderledes til ro, og ovenikøbet sluttede på en samlet niendeplads af de i alt 47 startende fem års heste. En fair og hestevenlig beslutning at lade den starte igen. 

 

Som Daniel Bachmann Andersen var Cathrine Laudrup-Dufour også en super god formidler, og det er vildt interessant, for ikke at sige ”fedt” for at blive i de unges sprog, at se hvorledes testrytteren øjeblikkeligt føle sig ind på hver enkelt hest. Nogle gange kan man tydeligt se en ændring til det bedre, og andre gange kan det være sværere at se det, rytteren føler, men Cathrine var som Daniel super god til at forklare, hvad hun følte, og hvorledes hun ville rette det, hvis det var negativt. 

 

Mange af de unge heste, som kommer med i finalen blandt de 24 bedste af de oprindeligt 45 startende, er også trænet professionelt, og der er tilsyneladende ikke de store udfordringer for testrytteren. Dog var der nogle heste, bl.a. Zenon efter Blue Hors Zackery, som var af en anden størrelse, end Cathrine er vant til at ride, men også det klarede hun med bravour. Men der skal god kondition til, den ene dag at ride 10 helt ukendte heste, og den anden dag 14. 

 

Efter de to fremvisninger med egen rytter lå hoppen Valerie B e. Revolution x Blue Hors Zack som nr. et (begge disse hingste er aktive Grand Prix-heste i dag) redet af Anne-Mette Strandby, opdrættet af Karin og Peer Guldbrandsen og ejet af Helgstrand Dressage (selvfølgelig, fristes man til at sige).

 

Men Cathrines berettigede begejstring for den store meget velgående og velredne røde hoppe Quinn G, redet af Betina Jæger e. Quaterhit x Fassbinder, opdrættet af Helene Geervliet, og igen ejet af Helgstrand Dressage ApS løb med den endelig sejr efter at have fået det optimale 10-tal af Cathrine såvel i ridelighed som kapacitet. Det var også en dejlig smidig hest, som man let kan se for sig indtage de internationale dressurbaner med tre flotte og korrekte gangarter. De opnåede samlet 973 point. Valerie B fik samlet 948 point.

 

På tredjepladsen fulgte hingsten Alkaline redet af Merita Hagen e. Secret x Zalmiak Firfod opdrættet af Anette Blangsted og ejet- ja gæt engang! – af Helgstrand Dressage ApS. De opnåede 900 point.

 

I alt var Helgstrand Dressage ApS ejer eller i et enkelt tilfælde medejer af 

af fem af de ti højest placerede femårsheste – imponerende.  Man ved godt deroppe i det nordjydske, hvad kvalitet og muligheder er i en dressurhest!

 

TAK til Cathrine for en super fin oplevelse, og tak til alle finalisterne for de i de fleste tilfælde velredne, velplejede og velfungerende unge heste. 

< Tilbage