< Tilbage

Hurra, det blev bronze til Cathrine!10-09-2021 - 14:24

"Så super flot, og så velfortjent, så velfortjent."


Tekst og fotos: Jytte Lemkow


Nyheden er for længst nået hjem, at Cathrine Dufour i går aftes sent i Grand Prix Special “endelig” vandt en individuel bronzemedalje - det er bare så super flot, og så velfortjent, så velfortjent.


Hvis nogen tror, dressur er kedeligt, så skulle de have været i Hagen i går aftes. Der var en fortættet spænding, især da de fire var på banen mellem hvem, man vidste, medaljerne skulle fordeles: først Isabell Werth/Weihegold, Charlotte Dujardin/Gio, Cathrine Dufour/Bohemian og som sidste i klassen Jessica von Bredow Wendl med Dalera.


Det var dressur på højeste plan og en gentagelse af medaljekampen i Tokyo.


Jessica synes at have fået patent på at vinde og gjorde det i går igen, endda temmeligt overlegent med 84,271 %, medens kampen om sølv og bronze blev så tæt, som 0,079 % til verdens mest vindende dressurrytter nogensinde, Isabells fordel.


I morges kl. 08.00 tog så de første 27 af U25-rytterne fat på deres indenbyrdes kamp i Grand Prix. De tyske ryttere viste skræmmende styrke. De lå længe som nr: 1, 2, 3, men mod klassens slutning klemte hollandske Jessica Poelman sig lige ind på andenpladsen efter tyske Raphel Netz. Victoria Vallentin og Brooklyn lå længe som den første efter tyskerne. Men imod klassens slutning, rykkede hun ned på en sjetteplads.


I morgen starter så de resterende 26 ryttere hvoriblandt er hele tre danske piger: startende i den rækkefølge de nævnes her. Emma Skov, Josefine Hoffmann og Katrine With Petersen.

< Tilbage