< Tilbage

Hvorfor var OL-hestene ikke til DM?28-05-2021 - 11:59

Ridesporten kæmper bravt for at forblive olympisk. 

Af Jytte Lemkow

 

Hesten er i dag i den civiliserede del af verdenen fjern fra dagligdagens menneske. For 100 år siden, havde hesten samme betydning, som motorkøretøjer har i dag, og mange havde på en eller anden måde et forhold til dette dejlig dyr. 

 

De tre ridediscipliner military, springning og dressur, har været på det olympiske program siden 1912 og tiltrak sig tusindvis af tilskuere. Så sent som godt op i 1900-tallet fandt kampen om de individuelle medaljer i ridebanespringning sted på det olympiske hovedstadion umiddelbart inden afslutningsceremonien. 

 

Men færre og færre har forbindelse til heste, og heller næppe de afgørende instanser inden for den Olympiske Komite. Ridesportens repræsentanter har en kamp, hver gang der skal fastlægges discipliner til de fremtidige Olympiske Lege for at forblive olympiske. Modstandernes argumenter er bl.a., at ridesporten ikke repræsenterer nok flag (nationer). I den sammenhæng tænker jeg fx på bobslædekørsel ved vinterlegene og fægtning ved sommerlegene, bare for at nævne et par eksempler som heller ikke forekommer mig globale. Et andet argument fra modstandernes side er, at det er meget dyrt at bygge ridefaciliteterne – baner, stalde, ridehus, hestehospital m.m., og det er svært at modargumentere. Historien viser også, at afholdes legene i mere eksotiske lande, hvor ridesport nærmest ikke eksisterer, bliver ridefaciliteterne efterfølgende ikke brugt og forfalder. 

 

Selv for ikke indviede synes military måske at være spændende, selv om man som tilskuer ingen forkundskaber har, og det samme gælder for ridebanespringningen. Men dressur – det er en sportsgren, der kræver kendskab og forståelse, og har man ikke det, er den bare sååå kedelig.

 

Da kvoterne er strengt fastlagte, må der kun starte 60 dressurheste i Tokyo. Da den Olympiske Komité absolut vil have flere nationer til start – hvilket vi indviede ved, betyder forringet kvalitet – består holdene denne gang kun af tre, og ikke som tidligere af fire, hvor svageste ridt ikke talte med i slutresulatet. Men var der tale om medaljer, fik de en alle fire.

 

At der ikke længere er et stregresultat, men at alle tre mand, eller rettere sagt kvinder, tæller med i det samlede holdresultat, har gjort holdene mere sårbare. Apropos kvinder, så er der en utrolig udvikling i dressursporten, fra dengang de for første gang måtte starte ved et OL i Helsingfors i 1952, og til i dag, hvor dressursporten er blevet kvindedomineret både i antal deltagere og i præstationer. 

 

I et krampagtigt forsøg på at gøre dressursporten mere spændende, har man gjort reglerne i Tokyo så komplicerede, at man tror, det er løgn. En af dem er, at det er FEIs verdensrangliste, der er afgørende for den ranking rytterne får i de seks grupper, de fordeles i hvad startrækkefølgen i Grand Prix angår. Den kvalificerer både til finalen i Grand Prix Kür og holdkonkurrencen i Grand Prix Special. Rytterne samler kun point til denne liste ved officielle FEI-mesterskaber, World Cup eller ved 5* FEI-konkurrencer. Og nu er vi ved sagens kerne! 

 

Hvorfor mon man i Herning i 2020 kæmpede sådan for at få tildelt et 5* dressurstævne – og fik det? Det var en klog beslutning og en klog taktik, hvor kabalen kom mere end til at gå op. Der kom nemlig ingen højtplacerede udenlandske rytter til start. Det betød, at de danske ryttere tog sig af samtlige sejre og høje placeringer og hentede sig nogle værdifulde point på verdensranglisten og dermed til det kommende OL-holds forbedrede starttidspunkt. 

 

Da de ryttere, der er favoritter til OL-holdet, startede ved det kun 4* stævne for nyligt i Hagen, var det for at give dem stævnerutine igen, og sikkert også for at få deres præstationer vurderet op imod et udsnit af de bedste udenlandske ryttere og af udenlandske dommere – men det gav ikke ranglistepoint. Stævnet i Compiègne, Frankrig er 5*, og derfor har de ansvarlige besluttet, at de ryttere, der for alvor er i spil i olympisk sammenhæng på deres bedste heste, skal den lange tur til Compiègne. Det betød afrejse knap to dage efter DM, og det ville være for anstrengende for hestene at deltage i begge stævner. Cathrine Dufour ligger med Bohemian pt. som nr. seks, og Carina Cassøe Krüth med Heiline’s Danciera som nr. 32. Nanna Skodborg Merrald, Charlotte Heering og Andreas Helgstrand har ingen verdensranglistepoint, og dem skulle de gerne hente sig nogle af i Compiègne. 

 

Det er endnu et 5* stævne i Rotterdam i begyndelsen af juli, men det ligger for tæt på OL, har de ansvarlige vurderet for sammensætningen og forberedelserne af det danske hold, med mindre to ryttere ligger meget tæt og har brug for endnu en vurdering.

 

Det var en lang historie kun for at uddybe, at alt har en årsag!

< Tilbage