< Tilbage

Jessica von Bredow-Werndl var suveræn – og Cathrine Dufour red optimalt29-07-2021 - 14:25

Jytte Lemkow skriver om Grand Prix Kür ved OL i Tokyo.

OBS: Klik på billederne for at forstørre og læse billedteksterne.

 

Af Jytte Lemkow

 

Var der nogen, der troede, at dressur ikke kunne være spændende?

 

Den sidste dressurklasse ved disse Olympiske Lege, Grand Prix Kür til musik, blev en ren gyser. Ikke mindst for Danmark, da Cathrine Dufour, som startede i den sidste og bedste gruppe med seks ryttere, red totalt fejlfrit i en nyt komponeret program med stor sværhedsgrad. Det er ikke muligt at bedømme linjeføringen præcist set fra en fjernsynsskærm, da der ustandseligt skiftes kameravinkel, men til gengæld ses de fleste øvelser fra optimalt perspektiv. Programmet indeholdt alt, et svært Kür-program skal, og mere til: 1,5 galoppirouetter, changementer på buet spor, pirouette i piaffe, og passage som sidetraversader. Alle øvelser lykkedes fejlfrit og med stor kvalitet, og den samlede sum for den tekniske og den kunstneriske værdi blev så flot som 87,507. Absolut verdensklasse. 

 

Hvor er Cathrine mentalt stærk, efter skuffelsen i holdkonkurrencen dagen inden igen at være så fokuseret og præstere så optimalt. Det eneste lille men, hvis der overhovedet var noget, var, at Bohemians næseryg for ofte var bag det lodrette plan. Ja, intet er fuldkomment. Det skulle da lige være guldvinderens ridt, men det vender vi tilbage til.  

 

Inden Cathrine Dufour havde amerikanske Sabine Schut-Kery – legenes store overraskelse – med den herlige hingst Sanceo opnået 84,300%. Og lige efter hende startede Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera, der som alle tre danskere forbedrede sig dag for dag. Også hun havde en rigtig svært anlagt Kür, og alt, også en pirouette i piaffe, lykkedes fint. Kun Carina Cassøe Krüth og Cathrine Dufour turde som de eneste vise changementer for hvert andet galopspring direkte fulgt af changementer for hvert eller vice versa. Både hun og Cathrine Dufour sluttede deres ridt af i passage med én hånd. Carina Cassøe Krüths flotte præstation  blev honoreret med 83,329%.

 

Apropos at ride med en hånd, den eneste portugiser, der nåede til finalen, Rodrigo Torres på den imposante Lusitanoskimmel Fogoso, nøjedes ikke med at slutte af i passage med at ride med én hånd, det gjorde han også, da han viste 15 fejlfrie changementer for hvert galopspring!

 

Nanna Skodborg Merrald på Zack red allerede som nr. to i klassen i den første gruppe. Og hvor er de imponerende. Nanna Skodborg Merrald, som er relativ ny i international topsport for seniorer, og 17-årige Zack, en gammel ræv i faget, og tilmed blind på det ene øje. Alligevel forbedrede de sig tydeligt fra klasse til klasse. Også Nanna Skodborg Merrald havde alle de svære øvelser på programmet og vovede endda at slutte sit ridt af med en hel pirouette i piaffe. De opnåede 80,893% og sluttede på en 11. plads. 

 

Men efter Cathrine Dufour havde redet, ventede endnu fem ryttere, og det var ikke hvem som helst: Jessica von Bredow-Werndl med Dalera fra Tyskland, der havde ligget som nr. et både i Grand Prix og Grand Prix Special, hvilket jo ikke gav individuelle medaljer, men holdguldet. Den tidligere tredobbelte verdensmester fra Holland, Edward Gal, dengang på Totilas og nu på hans kun niårige søn Total US, verdensetteren Isabell Werth, der aftenen inden i holdkonkurrencen havde vundet sin syvende olympiske guldmedalje, dobbelte OL-guldvinder og verdensrekordholder, og lige netop endnu regerende olympisk mester på famøse Valegro, Charlotte Dujardin, som her i Tokyo red på den nye tiårige Gio. Dorothee Schneider på Showtime fra Tyskland sluttede rækken af prominente konkurrenter af. Så kampen om medaljerne var kun lige begyndt. 

 

Om nogen er Jessica von Bredow-Werndl eksponent for ”feel-good”-ridning, og om nogen er den 14-årige  trakehnerhoppe Dalera BB idealet af en ”happy athlete”. Jeg tror ikke, den lavede én eneste fejl i de tre programmer. Alt ser bare så legende let ud. Man kan næsten ikke se, at rytteren indvirker, og alle øvelser er af høj, høj kvalitet. Kun skridten er ikke fremragende. Både piaffe, passage og overgangene mellem disse er nærmest perfekte, og det er den frie trav også. Halen bevæger sig næppe, og holdningen er forbilledlig. Og så står den flot fortil, som man siger. Og alt uden spænding og overdrivelse. I Küren strøede dommerne om sig med 9- og 10-taller, og for den svære og vellykkede Kür opnåede de 91,732%, hvilket dog ikke er verdensrekord, men mageligt rakte til en guldmedalje. 

 

Isabell Werth havde drømt om at slutte Bella Roses karriere af med en individuel guldmedalje, men drømmen gik ikke i opfyldelse. Hun red en velkendt smuk og svær Kür med velkendt dejlig musik, og alt lykkedes fejlfrit og optimalt, men med de svagheder, hoppen nu engang har, og som er beskrevet tidligere, måtte hun tage til takke med en sølvmedalje. Tage sig til takke! Finalens øvrige 16 deltager ville have været lykkelige for at stå på hendes plads på podiet! 

 

Apropos Valegro, så startede Charlotte Dujardin en næsten urutineret hollandskfødt hest Gio på kun 10 år, og den pige må næsten kunne få en ko til at gå dressur. Hun er bare født til at ride. Det er næsten overflødigt at nævne, hvilke svære øvelser hendes Kür indeholdt, for det var tilfældet hos alle toprytterne, men hun vovede dobbelte galoppirouetter og 18 fejlfrie changementer for hvert galopspring på buet spor. 88,543% og en bronzemedalje i hestens første internationale sæson med kun meget få starter. Det lover godt for fremtiden, og skræmmende for konkurrenterne, og i denne konkurrence lige netop foran Cathrine Dufour, som indtil da havde ligget på en bronzemedaljeplads. 

 

Da Edward Gal, som er noget af en kunstner til hest, startede den kun niårige Totilas-søn Total US i Grand Prix’en, var den unge hingst fuld af spændinger og overdrivelser. Men fra klasse til klasse kom der lidt mere ro på, og når den kolossale gangmekanik, som den er udstyret med, bliver lidt mere kultiveret – tro mig, så bliver den fremtidens vinder. Dens passage er betagende, allerede et 10-tal værd, det er travtraversaderne også. Endnu er den ikke sikkert fremme med næsen,  men halen er rolig, og Edward Gal kan noget med en hest, som andre ikke kan gøre ham efter. 84,157% og en sjetteplads. Kun ni år – hvad skal det ikke ende med?! 

 

Det blev desværre, desværre ikke til nogen medalje til de danske dressurryttere – lige netop ikke. 

 

Men at blive nr. 4, 7 og 11 i den individuelle finale af oprindeligt 59 startende, og lige netop i holdkonkurrencen at miste bronzemedaljen, er et super flot resultat og en rigtig god platform at arbejde videre fra, når der i 2022 afholdes VM i blandt andet dressur i Danmark.  

 

Men dressursporten fik en masse opmærksomhed i de danske medier. Alle tre lange klasser blev vist i sin fulde længe på DR, og kompetent, ydmygt og belærende kommenteret af berider Bjarne Nielsen og  Birgitte Borch. Også dagligt har der i DR1 middags og aftenprogram ”Guld til Danmark” været fuld fokus på de danske dressurrytteres præstationer. Så hvad der manglede i medaljer, blev vundet ind ved popularitet og opmærksomhed! 

 

STORT TILLYKKE TIL ”VORES” UNGE, SMUKKE OG SEJE DRESSURPIGER FOR DERES FLOTTE INDSATS VED OL 2020 I TOKYO 2021.

 

Læs Jytte Lemkows klumme om Grand Prix Special her og om Grand Prix her.

< Tilbage