< Tilbage

Dressurens Venner Cup: Herning Rideklub var uovervindelige07-10-2021 - 16:56

Den store i finale i danmarksturneringen Dressurens Venner Cup løb i weekenden af stablen i Solrød Rideklub.

Artiklen udgives i samarbejde med Dansk Ride Forbund og Ridehesten.com

 

Danmarksturneringen i dressur for klubhold, Dressurens Venner Cup, er sponsoreret af Dressurens Venner i samarbejde med Ingdam's. I denne weekend har Solrød Rideklubs C-stævne dannet rammen om dette års finale af Dressurens Venner Cup, hvor 18 hold fra 16 forskellige klubber har været til start. De seks bedste klubhold dystede om vindertitlen i den endelige finale, hvor to ryttere fra hvert hold red LA2 og to red LA5.

 

Herning Rideklubs hold bestående af de fire ryttere, Belinda Elmholt Jeppesen, Ellen Bruun, Line Frahm Pedersen og Mia Lee, vandt konkurrencen lørdag, og søndag viste de, at de var i stand til at holde den høje standard. De kan nu kalde sig vindere af Dressurens Venner Cup 2021.

 

Ekvipagerne fra Herning Rideklub gjorde det igen super godt om søndagen, hvor Belinda Elmholt Jeppesen med Ladavion B e. Apache/San Remo red til 72,816% i LA2 (lørdag 73,218%), og Ellen Bruun med Golden Eye YL e. Grey Flanell/Blue Hors Don Romantic i LA2 opnåede 72,471% (lørdag 72,816%). I LA5 red Line Frahm Pedersen med Langagers Queen of Quality e. Quaterback/ Lauritius (opdr. Charlotte Friberg) til 70,944% (lørdag 73,055%), mens Mia Lee med Jack Sparrow M e. Dundee M/ Ronaldo opnåede 75,111% om søndagen (lørdag 71,500%).

 

De fire rytter fra Herning Rideklubs hold har et særligt tæt forhold, idet de alle har deres daglige gang i Stald Magic ved Ikast.

 

"Mia ejer Stald Magic, hvor Belinda er en del af trænerteamet, og Line og jeg får undervisning af Belinda," fortæller Ellen.

 

"Så vi er ikke specielt sammensat til lejligheden, men har virkelig en daglig relation, de tre af hestene tilhører faktisk Stald Magic og er forholdsvis unge og ret urutinerede heste, men de har bare været super cool og har præsteret stabilt. Det er virkelig fedt at have en turnering som Dressurens Venner Cup, og hele stævnet har virkelig været hyggeligt og med et godt fællesskab. Vi har lejet et sommerhus for weekenden, så vi har også haft det rigtigt sjovt."

 

Det samlede finaleresulat blev:

  1. Herning Rideklub – 439.487
  2. Ertebjerggaard Sports Rideklub – 417,480
  3. Glamsbjerg Rideklub – 415,460
  4. Riisgaard Sportsrideklub – 414,619
  5. Vældgård Sportsrideklub – 397.476
  6. Heslegård Sportsrideklub – 393.221
< Tilbage