< Tilbage

Hans-Christian Matthiesen: “Det bliver spændende at se, hvordan rytterne har kunne håndtere nedlukningen”12-07-2021 - 10:52

Med mindre end 14 dage til de olympiske lege i Tokyo nærmer vi os nu endelig et af dressursportens absolutte højdepunkter.

Af Louise Wium Gotthardt

 

Tilbage i foråret 2019 fik Hans-Christian Matthiesen den glædelige besked: Han var blevet udvalgt som en af de få, der skulle dømme dressur til OL i Tokyo i 2020.

 

Men meget nåede som bekendt at ændre sig siden, og nu to år senere ser Hans-Christian Matthiesen fortsat frem til at skulle dømme dressur til OL – som blev flyttet et år frem i kalenderen på grund af Covid-19 – og som bliver et noget anderledes arrangement end først forventet.

 

“Vi dommere plejer at lave lidt sjov med det og sige, at det kan godt være, vi er dem, der har været udpeget til at skulle til OL i allerlængst tid, men vi er også dem, der har haft den dårligste forberedelse. På grund af corona har hele optakten til OL, som skulle have være afholdt sidste år, været usikker, og for mig rent personligt vil jeg jo gerne være super skarp, når jeg skal dømme, og det kræver jo, at man øver sig. Jeg prøver så godt jeg kan at være med over det hele for at være så skarp som muligt til OL,” siger Hans-Christian Matthiesen, der til dagligt er dyrlæge og som også sidder i Dressurens Venners bestyrelse.

 

Dressurkonkurrencerne under OL i Tokyo afholdes mellem den 24. og 28. juli, og med begrundelse i, at dressur skal “ligne” de andre sportsgrene mere, er strukturen for konkurrencen lavet om til dette OL. Således kan man denne gang kvalificere sig direkte fra Grand Prix til finalen som individuel, mens holdkonkurrencen afgøres i Grand Prix Special. Den individuelle konkurrence afgøres i Grand Prix Freestyle. Til spørgsmålet om hvorvidt Hans-Christian Matthiesen har haft de rette betingelser for at forberede sig til opgaven som OL-dommer, er konklusionen, at forholdene kunne have været bedre, men at de kriterier, øvelserne bedømmes på, heldigvis ikke har ændret sig.

 

“Det har ikke været muligt at rejse, ikke været muligt at se hestene eller nye kombinationer mellem heste og ryttere, og det er nogle af de ting, jeg savner. I bund og grund burde det ikke gøre den store forskel, for når konkurrencen begynder, så sætter man sig ned i dommertårnet og så dømmer man det, der sker. Men øjet skal være i skarp træning for at få øje på eventuelle fejl. Det er ikke et spørgsmål om at være forudindtaget, men et spørgsmål om at være skarp rent mentalt. Jeg har jo allerede dømt til nogle af de store mesterskaber, hvor der er rigtig meget på spil og der også er pres på for dommerne. Og for mig er det vigtigt at være skarp, hvis jeg skal undgå at føle mig alt for nervøs og uforberedt, selvom jeg nu også godt kan lide, når det risler ned af ryggen af spænding, fordi det er så spændende,” siger han.

 

Han tænker ligeledes på rytterne og hestene, for fælles for alle i ridesporten er, at Covid-19-pandemien er kommet godt og grundigt i vejen for alles planer i forhold til at skulle forberede sig så godt som muligt op til en stor konkurrence som OL.

 

“Det er på ingen måde blevet den optakt, jeg havde håbet, selvom jeg også er klar over, at det er et “lille” problem i forhold til atleterne. Rytterne er helt klart dem, der har trukket det korteste strå i alt det her. Det føles lidt som et kapløb nu, og når man taler med de andre i sporten, så har alle lande lavet deres sportsplaner meget om. Og hvis man nu ligger på kanten af at kvalificere sig, kan det godt blive hårdt for hestene hvis man skal ud og jagte en kvalifikation, mens man egentlig hellere ville blive derhjemme og pudse formen af. Og samtidig er der nogle heste, der har brug for at mærke presset.” 

 

Hans-Christian Matthiesen har selv haft noget at skulle indhente efter en lang periode uden stævner, men heldigvis har foråret været rig på stævner, der har bekræftet ham i, at øjnene stadig kan få øje på fejlene, selvom de har været ude af træning.

 

“Jeg har dømt i Hagen og Mannheim og det har været fantastisk at komme i gang igen. Jeg kunne ellers tage mig selv i at tænke, om jeg overhovedet kunne finde ud af at dømme dressur på det niveau stadigvæk, men det har været bekræftende at komme i gang igen,” siger han med et grin.

 

Han glæder sig til at se, hvordan rytterne har grebet træningen an under corona, og tror bestemt, at det kan have haft positiv effekt for nogen, som har haft ekstra god tid til at blive bedre.

 

“Det bliver spændende at se, hvordan de forskellige ryttere har kunne håndtere nedlukningen, for nogen har måske haft rigtig godt af en pause, hvor man har kunne pudse øvelser af og har trivedes godt med roen, og det kan jo gøre konkurrencen endnu mere interessant. Omvendt har vi med levende dyr at gøre, så selvom man kan træne til perfektion derhjemme, kan det være svært at stå for presset, når man er ude.”

 

Selv rejser han til Tokyo en lille uges tid før OL begynder. Og selvom man kunne fristes til at tro, at der foruden dommerhvervet også venter andre store oplevelser i Japan, så er det langt fra tilfældet.

 

“Oplevelsen i Tokyo bliver meget anderledes, og jeg vil sige det sådan, at jeg er glad for, at jeg har været i Tokyo før, for vi må slet ikke færdes blandt andre og kommer til at køre i busser direkte fra hotellet til stævnepladsen, og vi må kun spise på hotellet. Så på den måde bliver OL et stævne som alle mulige andre,” siger Hans-Christian Matthiesen.

 

Der rides dressur over fire dage til OL i Tokyo: Grand prix rides 24. og 25. juli, Grand Prix Special d. 27. juli og Grand Prix Freestyle d. 28 juli.

< Tilbage