OBS: Klik på billederne for at læse billedteksterne.

 

Af Jytte Lemkow

 

Da de Olympiske Lege takket være schweizeren Pierre de Coubertin genopstod i en moderne form i 1896 i Athen, var ridesporten endnu ikke med. Det kom den først efter ihærdig svensk indsats i 1912, hvor legene fandt sted i Stockholm. 

 

Der var – dengang som nu - tale om military, springning og dressur, men for den sidstnævnte disciplins vedkommende var kravene meget anderledes end i dag. Dressuren, som hed ”prisridning”, var langt mere en militær lydighedsprøve, end det vi forbinder med dressur i dag. Det forholdte sig også sådan, at en del af hestene også deltog i spring- eller militarykonkurrencen, og amerikanerne fx startede samme hest i alle tre discipliner!

 

I dressuren var i alt seks deltagere pr. nation tilladt. I alt deltog 21 ryttere fra syv nationer: Sverige, Tyskland, Rusland, Frankrig, Amerika, Norge, Danmark og Belgien. For Danmark red Premierløjtnant R.J.G Keyper på Kinley Princess (placering 16) og Ritmester C.H. Saunte på Streg (placering 18), som han også havde startet i militarykonkurrencen, men var udgået i terrænet. Bedømmelsen af dem lød sådan: De to danske ryttere var til en sådan opgave ikke ”kunstfulde” nok. R.J.G Keypers hoppe Kinley Princess gik med for dårlig holdning og uden selvbæring. Ikke i nogle af øvelserne udgjorde de en særlig god figur, og hesten var i de svære øvelser konstant forkert stillet! C.H. Saunte på fuksen Streg viste et ridt, som ikke var til godkendelse. Rytteren forholdte hesten og trak den alt for meget sammen fortil. 

 

Altså ikke nogen strålende dansk OL-debut i dressur – godt det sidenhen blev betydeligt bedre. Her tænkes især på Lis Hartels fantastiske indsats med to sølvmedaljer på Jubilee i henholdsvis Helsingfors 1952 (første gang kvindelige ryttere overhovedet måtte deltage) og Stockholm 1956, og Anne Grethe Jensen (Tørnblads) individuelle sølvmedalje i Los Angeles i 1984. I tankerne er selvfølgelig også Nathalie zu Sayn Wittgensteins, Anne van Olsts og Andreas Helgstrands holdbronze i Hong Kong 2008 på henholdsvis Digby, Clearwater og Don Schufro. 

 

Der blev i Stockholm 1912 redet på en 20x40 bane, og rytterne have 10 minutter til rådighed til at vise de forlangte øvelser i den rækkefølge, de selv foretrak. Dog begyndende med skridt, så trav og derefter galop, som hver skulle vises mindst en gang rundt på hele banen, og i såvel i kort som frit tempo (der blev ikke redet på diagonaler). Alle øvelser som volter, ottetal, volter tilbage m.m. skulle have en diameter på 8 meter og skulle vises til begge sider. Passage, piaffe og spansk trav var ikke tilladt, til gengæld skulle der mindst én gang vises fire changementer for hvert fjerde spring. En anden pligtøvelse var fx fri galop, bagpartsvending, fri galop eller et ottetal med 8 meter i diamater både i retvendt og i kontragalop. Desuden blev der givet ekstra point, hvis man red størstedelen af programmet med én hånd, og dobbelt så mange point, hvis det var tilfældet i galop.

 

Men hvad, der især adskilte sig fra i dag, var, at der direkte efter gennemridningen af dressurprogrammet skulle springes fem forhindringer: en på 80 cm, tre på 1 meter, og én på 1,10 meter. Desuden et længdespring på tre meter. Men ikke nok med det, hest og rytter blev også udsat for en lydighedsprøve, hvor der i skridt skulle rides hen til, over, eller igennem en genstand, som i første omgang havde gjort hesten forskrækket!

 

Selv om alle deltagerne var officerer, var civile (mænd) tilladt. Vel at mærke hvis de havde status som amatører. Militærpersoner var pr. definition amatører (også selv om de red fra morgen til aften!).

 

Sverige besatte såvel guld, sølv og bronze individuelt (og yderligere 5.-, 6.- og 8.-pladserne). Der var endnu ingen holdkonkurrence. 

 

De planlagte Olympiske Lege i Berlin i 1916 blev aflyst pga. Første Verdenskrig. I denne mistede ca. 6.000.000 heste livet. Alene Amerika sendte knap en million heste til Europa og medbragte selv 182.000, da de indtrådte i krigen. Og de skulle alle sejles hertil! Det er tal og forhold, vi slet ikke kan forholde os til i dag. Det er grusomme tal. Hvor har heste dog lidt i menneskets tjeneste.

 

OL Antwerpen 1920

Da Tyskland var den store taber af første verdenskrig og havde et kavaleri, der var brudt helt sammen, deltog ingen tysk rytter ved OL i Antwerpen (Belgien) i 1920. Det fremgår, at allerede der begynder kampen for at bevare ridekonkurrencerne olympiske, da stadig flere sportsgrene trængte sig på. Så de tilsvarende problemer man har i dag, er altså ikke af nyere dato, men måske af dimension. 

 

Denne gang rides der på en 20x50 bane. Hvert land må igen stille med seks ryttere, men kun følgende fem nationer er repræsenteret: Sverige (5), Frankrig (6), Belgien (2) Norge (1) og USA (3), som blev allersidst. I alt 17 deltagere. Mange heste og ryttere var døde i krigen, og nogle af de involverede lande have endnu ikke fået tid til at uddanne dressurheste på olympisk niveau. Sverige besætter de fire første pladser, og havde det ikke været, fordi sølvmedaljevinderen fra Stockholm nu Oberst v. Boltenstern, som af uvidenhed havde redet på den olympiske bane, inden konkurrencen gik i gang, hvilket var forbudt, og derfor blev diskvalificeret, ville det have været fem svenskere i spidsen, og en bronzemedalje til Boldtenstern. 

 

Programmet indeholdte 26 øvelser med forskellige koefficienter alt efter øvelserne sværhedsgrad, som blev bedømt med en karakterskala fra 0-10. Programmet indeholdt galoptraversader og både changementserier for hvert og hvert andet spring. Hvis to eller flere deltagere lå lige, var det det samlede indtryk med hensyn til ridtets korrekthed, der afgjorde placeringerne. Hvis dommerne ikke var enige her, kunne de bede de involverede ryttere om at ride dele af programmet igen! Der blev ikke længere forlangt spring efter dressuren. 

 

Paris 1924

Forholdene for ridesporten i den franske hovedstad var angiveligt under al kritik. Hestene skulle fx rides 2,5 time gennem Paris’ trafik for at komme til konkurrencepladsen, og kun meget få tilskuere overværede de tre ridediscipliner. Til dressuren var tribunerne nærmest tomme.

 

Dressuren blev, som det siden har været brugt, redet på en 20x60 meter bane med de bogstaver, vi kender i dag, og som ingen rigtig ved, hvor stammer fra. I alt startede ni nationer: Sverige (4), Frankrig (4), Tjekkoslovakiet (4), Schweiz (4), Belgien (3), Østrig (2), Holland (1), Bulgarien (1), Jugoslavien (1). I alt 24 ekvipager. Man vil bemærke, at Tyskland stadig ikke var blandt de deltagende nationer, og det var Danmark heller ikke. 

 

Programmet, der skulle rides, var fastlagt, og rytterne have 10 minutter til rådighed. Der blev trukket fra for hver øvelse, rytterne eventuelt ikke nåede at vise, og igen; hvis to havde opnået nøjagtig samme point, ville de blive bedt om at ride nogle øvelser igen. For første gang trådte den regel i kraft, at overdommerne efter hver endt ridt skulle have de andre dommeres dommerlister til gennemsyn, og hvis en dommer afveg markant, skulle det begrundes. Dommerne sad samlet ved et langt bord på kortsiden ved C. 

 

Man fristes til at skrive “og igen var det Sverige, der tog sig af guld- og sølvmedaljen og yderligere besatte 4.- og 6.-pladsen”. Kun Kaptajn Le Sage fra Frankrig med Plumarol klemte sig ind på en bronzemedaljeplads. Guldmedaljevinderen var den pensionerede General Von Linder, altså en civil person, som red trakeneren Piccolomini, som var blevet uddannet i Tyskland, så lidt tysk var der over sejren. Sølvmedaljen gik til Løjtnant Sandström på Sabel.

 

Amsterdam 1928

For første gang blev der ved OL i Amsterdam udskrevet både en individuel og en holdkonkurrence i dressur. Og denne gang havde rytterne 13 minutter til deres rådighed. Programmet var fastlagt, og det indeholdt stadig ikke piaffe, passage og galoppirouetter, men som øvelsesskitserne viser, krævedes der stor lydighed og smidighed af hesten: Fx 9 travtraversader fordelt omkring midterlinje, den første og den sidste på tre trin, de øvrige syv på seks trin. Fx skulle alt galoparbejde foregå to meter inden for hovslaget. En anden meget svær øvelse var en slangelinje med ti buer (stadig placeret 2 meter inden for hovslaget) - se øvelsesskitserne. Slutteligt skulle der igen på langsiderne indenfor hovslaget rides først: fire changementer for hvert fjerde spring, derefter seks galopspring for hvert tredje, otte galopspring for hvert andet, og til sidst 15 galopspring for hvert spring. Så meget anderledes end i dag, sluttede ridtet af med, at rytteren vendte ad midterlinjen og overgik til skridt for lange tøjler, inden de hilste af ved X. 

 

Tyskland var tilbage, og med fornyet styrke og dygtighed. Guldmedaljevinderen var den legendariske C.F. Freiherr v. Langen på Draufgänger. Igen en civil rytter, der dog ligesom guldvinderen i 1920 havde en fortid i kavaleriet. Sølvmedaljen gik til kommandør Marion på Linon fra Frankrig og på bronzemedaljepladen fulgte igen en civil rytter: Ragnar Olson på Günstling fra Sverige. I holdkonkurrencen blev det Tyskland, Sverige og Holland.

 

I alt startede 29 ryttere fra 10 forskellge nationer, heriblandt Ritmester H.M.A. Fog fra Danmark på Mistinguette. De blev nr. 16 og deres præstation fik følgende kommentar: “En solid gennemarbejdet hest med rygsving og som giver efter og med behagelig fjedrende led. Hoppen klæber lidt i bagpartsvendingen i skridt. Traven er lidt mat, men regelmæssig og taktfast. Galoparbejdet er med rummelige regelmæssige spring, og hesten er konstant korrekt stillet. Changementerne for hvert fjerde, hvert tredje og hvert andet galopspring er korrekte, men i changementerne for hvert galopspring indløber der flere fejl, hvilket er årsagen til, at den ellers fortrinligt redet hest rykker ned i placeringerne”. Senere Oberst Fogh var fra 1943 til 1955 chef for Gardehusarregimentet. (og jeg kan huske ham som dansk dressurdommer – uha uha alderen trykker). Som eneste oversøiske land var Japan repræsenteret med to ryttere: Kaptajn K. Okada på Takushu (nr. 20) og Oberst K. Yusa på Sakigaké (nr. 28). De har næppe som nutidens japanere og mange andre oversøiske nationer trænet i Europa.

 

Los Angeles 1932

Få nationer begav sig ud på den lange og kostbare rejse med hestene til USA. Dels var der en verdensomspændende økonomisk depression, og alle heste fra Europa skulle sejles over Atlanten (6-8 dage) og derefter med tog transporteres tværs over Amerika fra New York til Los Angeles. Så i dressuren startede der kun ti ryttere fra følgende fire nationer: Frankrig, USA, Sverige og en enkelt fra Mexico. Epokegørende blev det, at der ved disse lege for første gang blev forlangt piaffe og passage, og, må man formode, også 1/1 galoppirouetter. Guldmedaljen i Grand Prix’en blev vundet af Xavier Lesage fra Frankrig på Taine, sølvet gik til landsmanden Charles Marion/Limon, mens Hiram Tuttle fra Sverige med Olympic tog sig af bronzemedaljen. Det berettes, at der til dressurkonkurrencen var 25.000 tilskuere. 

 

Berlin 1936

De olympiske Lege i Berlin blev et kæmpe propagandashow for det nye Nazityskland, og de tyske ryttere tog grådigt for sig af medaljerne. De vandt guld i samtlige tre discipliner såvel individuelt som for hold. 

 

Set med nutidens øjne var dressurprogrammet lige så meget en udholdenhedsprøve, som en prøve i den svære dressurs allersværeste øvelser. Rytterne havde 17 min til deres rådighed. I alt bestod programmet af 23 øvelseskombinationer og der blev givet 38 karakterer + en afsluttende for rytterens opstilling og indvirkning. 

 

Piaffe og passage og disses overgange vægtede ikke så tungt, som det gør i dag, hvor de næsten udgør 30 procent af hele Grand Prix-programmet. De skulle kun vises to gange, og piaffen var fra 10-20 trin. Både i trav og galop skulle der i middeltempoet rides med én hånd, og i traven var det tilmed i letridning.

 

Der skulle både vises halve og hele galoppirouetter, de sidstnævnte på midterlinjen som i dag. Programmet indeholdt også changementer for hvert fjerde, hvert tredje, hvert andet og for hvert galopspring. De to førstnævnte på langsiderne, og de to sidstnævnte på diagonaler. Den svære slangegang med ti buer i henholdsvis retvendt som kontragalop, som vist på skitsen, var stadig med i programmet. 

 

I alt startede 29 ryttere fra følgende 10 nationer: Tyskland, Frankrig, Østrig, Schweiz, Danmark, Holland, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Norge, og USA.

 

Guldmedaljen blev vundet af den kun 28-årige tyske oberstløjtnant Heinz Pollay på den otteårige østpreussiske Kronos, som han ikke selv havde uddannet. Måske verdens mest førende hippolog, og manden, der både reddede hestesporten og hesteavlen i Tyskland efter Anden Verdenskrig, Gustav Rau, skriver følgende om parrets præstation: “Ridtet viste hestens optimale formåen gennem hele programmet, og det var en fremragende taktisk præstation. Den måde, hesten arbejder på, med affjedrende, rummelige, smidige og regelmæssige bevægelser, var betagende. Man kan vel her, uden at overdrive, tale om et fuldendt ridt. Takten, evnen til at bære sig og gangarterne, som til stadighed udfoldede sig, kom herligt til udtryk. Rytteren red med en utrolig koncentration hen imod det, der skulle blive en olympisk sejr. Hesten var fjerlet på biddet, og på intet tidspunkt mistede den balancen, hvilket gjorde dens fremtoning så let og yndefuld. Kun de to galoppirouetter skæmmede ridtet en smule, idet rytteren i et forsøg på at udføre dem med den største præcision, i forberedelsen til dem begge afkortede tempoet så meget, at hesten i et moment mistede energien. Det resulterede i, at Kronos i begge pirouetter med bagbenene lavede et travtrin i stedet for et galopspring. I de mange øvrige øvelser forekom der intet, som kunne betegnes som en fejl.”

 

Sølvmedaljen gik ligeledes til Tyskland til Major Fridrich Gerhard på Absinth, og bronzemedaljen til Major Alois Podhajsky på Nero fra Østrig – den senere så berømte leder af Den Spanske Hofrideskole i Wien, som i den kommende anden verdenskrig med hjælp af den amerikanske General Patton, på dramatisk vis reddede de berømte Lipizzanere og dermed skolens fremtid. 

 

Men der var også dansk deltagelse: Ritmester Peter Jensen, som med den 11-årige herlige fuldblodsvallak His Ex, hørte til blandt datidens bedste ekvipager. Om deres præstation, som blev til en syvendeplads, skriver Gustav Rau bl.a: “His Ex, som er drømmen af en hest, var fremragende hvad harmoni mellem hest rytter angik. Helhedsindtrykket og deres fremtoning levede fuldt og helt op til olympisk niveau.”

 

Mange fagfolk havde forventet dem bedre placeret end den syvendeplads, de opnåede. Men i galoppen var bagbenene til stadighed lidt matte, og der indløb nogle fejl i flere øvelser, som kostede. Så følger der en opremsning af flere større eller mindre fejl og mangler, blandt andet at i den anden piaffe viste de ikke de mindst ti forlangte trin, og at der i changementerne for hvert galopspring indløb to fejl. Til gengæld var andre ting betagende smukke, som fx den første trav og begge bagpartsvendinger fra og til trav. Passagen betegnes som god, selv om alle fire ben kunne være løftet bedre. Til gengæld blev begge galoppirouetter rost for at være præcist redet og med den største omhyggelighed. Bortset fra fejlene i changementerne for hvert, blev changementserierne betegnet som meget smukke og regelmæssige. 

 

Ingen tvivl om det – dressursporten har udviklet sig enormt siden 1936, hvor man ikke troede, det kunne blive bedre, men udviklingen er ikke kun til det bedre. Her tænkes især på Rollkurens indtog, og hvad heste har måtte døje – for ikke at skrive lide – i dens udførsel. Det, der efter Anden Verdenskrig var en ren amatørsport – det militære islæt forsvinder mere og mere, for nu at være helt væk, er i dag helt og holdent professionelt, når vi taler om den absolutte top. Og det, der dengang var en ren mandesport, har siden 1952 stille og roligt udviklet sig til en kvindesport, heldigvis stadig med et maskulint islæt. 

 

Det bliver ofte diskuteret, om nutidens dressurryttere er bedre end datidens. Jeg har fulgt intenst med i international dressur siden 1958 og har bortset fra Charlotte Dujardins Mount St. John Freestyle siden set samtlige af verdens bedste dressurheste ”live”. 

 

Jeg er overbevist om, at datidens topryttere var mindst lige så gode som nutidens, men hestematerialet er bare blevet så meget bedre, så meget mere specialiseret, og så meget mere ensformigt. Og der er en langt større bredde i topdressursporten, end der var engang, hvilket antallet af startende ved OL også bekræfter. I Tokyo vil der være 60 ryttere til start. Men dressurbedømmelserne må i denne sammenligning ikke glemmes. Efterkrigstidens dommere havde/har ikke nødvendigvis samme ridemæssige baggrund som dem, der dømte før Anden Verdenskrig, men der er langt mindre nationale præferencer, end der engang var, og det er en meget positiv udvikling.