< Tilbage

Danmarksmester uddeler autografer12-10-2011 - 14:50

Der er eksamen på skolebænken og ikke på dressurbanen for Lisbet Seierskilde, nykåret danmarksmester og kommende OL-rytter i dressur. Derfor deltager hun ikke i weekendens store World Cup-stævne i Odense. Til gengæld lægger rytteren vejen forbi stævnepladsen uden hest søndag formiddag for at skrive autografer.

Af Maria Evald

Sideløbende med ridekarrieren er Lisbet Seierskilde i gang med sit 3. semester på Copenhagen Business School (CBS) i København. Hun er fire fag og et speciale fra at kunne kalde sig cand. merc. HRM. Noget, hun håber på at kunne kalde sig inden for halvandet års tid.

Så i stedet for at terpe travøgninger og galopchangementer på Raneur terper Lisbet Seierskilde i øjeblikket ehvervsøkonomiske fag med titler som 'motivation og ledelse af højtspecialiserede medarbejdere' og 'strategisk forandringsledelse.'

-Eksamen i de omtalte fag ligger ugen efter JBK i Odense, hvorfor jeg ikke deltager i dette stævne. Derimod har jeg planlagt to store CDI-stævner i november måned med Raneur, skriver Lisbet Seierskilde på sin hjemmeside. 

Den travle studine og nykårede danmarksmester har dog alligevel afsat tid til at kigge forbi Odense Neergaard Areana uden hest søndag den 23. oktober kl. 10 for at skrive autografer.

< Tilbage