< Tilbage

Lis Hartels Mindepris til Bjarne Nielsen20-06-2016 - 13:59

Mindeprisen uddeles en gang om året til en person, der har gjort en ekstraordinær indsats for dressursporten.

Ved DM i dressur på Broholm blev Lis Hartels Mindepris i år meget velfortjent tildelt berider Bjarne Nielsen.

 

Prisen er stiftet af Dressurens Venner i samarbejde med familien Hartel-Siesbye, og blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte og Nicole Hartel-Siesbye.

Om baggrunden for at skænke prisen til Bjarne Nielsen sagde H.K.H. Prinsesse Benedikte:

 

Lis Hartels Mindepris 2016 gives til berider Bjarne Nielsen og det er en stor glæde for Dressurens Venner at overrække vandrepræmien og donationen på 25.000 kr.

Årets modtager er særdeles kendt og respekteret i dressursporten såvel som i ridehesteavlen. Bjarne Nielsen har gennem mange år været en fast del af Dansk Varmblods avlsledelse som specialdommer ved hingstekåringer, dommer ved egnethedstester og unghestechampionater. Et fint samarbejde som har resulteret i større fokus på dressurhestens kapacitet.

Endvidere har Bjarne Nielsen været en afholdt landstræner for pony, juniorer og Young Riders, og herigennem præget de unge rytteres videre vej mod store resultater i international dressursport.

Bjarne Nielsens stemme kendes af mange, som en faglig og kompetent kommentator ved Europamesterskaber og de Olympiske Lege. Vi håber alle, at vi fortsat må høre hans tydelige og forklarende kommentarer ved det kommende OL i Rio i august måned.

Tillykke med Lis Hartels Mindepris.

 

Bjarne sagde efter modtagelsen af mindeprisen:

"Der skal ikke herske tvivl om, at en tætpakket kalender gennem så mange år, sætter sine spor på helbredet, men oplevelserne og arbejdet har været det hele værd. At jeg så ovenikøbet bliver beæret med denne pris, ja det gør mig dybt rørt og meget beæret!

Det har alle dage været vigtigt for mig at skabe et forhold til mine elever. Med en humoristisk, glad og positiv tilgang til undervisningen kan jeg som underviser skubbe lidt til særligt de yngre elever på en god måde, således at jeg får rykket dem lidt, og det betyder i sidste ende, at de bliver bedre som ryttere.

Jeg er meget rørt! Gennem årene har jeg undervist de mange unge mennesker, der er kommet hos mig. Jeg har set, at de har gennemgået en positiv udvikling. Det har i sig selv været en stor belønning at se, at de har været i stand til at omsætte den undervisning jeg har givet dem til fornuftig og god ridning. At få denne pris, er yderligere en bekræftelse på dette, og jeg er meget taknemmelig."

 

< Tilbage