Af Jytte Lemkow

Så er spændingen udløst. Efter to dages Grand Prix med i alt 59 deltagere står det nu klart hvilke 18 ryttere, der har kvalificeret sig til den individuelle medaljekamp, og hvilke otte hold, hvert bestående af tre par, der kommer til start, når der skal kæmpes om guld, sølv og bronze.

Og den helt store glade nyhed er, at Danmark har kvalificeret sig med alle tre ryttere til begge finaler. Som hold, med tredjebedste samlet sum, hvilket ikke tæller i selve holdkonkurrence, men rent moralsk kan stive rytterne gevaldigt af. Individuelt opnåede Cathrine Dufour samme flotte placering. Det er simpelthen fantastisk.

Da Cathrine Dufour på førstedagen red ud af banen efter et meget, meget smukt og vellykket ridt, og landstræneren Nathalie zu Sayn-Wittgenstein brød hulkende sammen af glæde og lettelse, udløstes den spænding og den tvivl, der måtte havet været hos mange, efter Bohemian ved det 5* stævne i Compeigne nægtede at gå ind på banen og sprængte det danske hold der. En reaktion der aldrig før er set hos hesten og som pludselig satte et spørgsmålstegn ved dens deltagelse i Tokyo. Deres fantastiske indsats i Grand Prix’en viste imidlertid, at det havde været det rigtige valg at tage den med til Tokyo. Man havde satset rigtig. Cathrine levede op til de store forventninger, og viste endnu engang sin eminente kunnen og gode nerver. Nu kunne De Olympiske Lege for alvor begynde.

Det internationale rideforbund FEI (Federation Equestre Internationale) har defineret, hvorledes en dressurhest skal være trænet for at opfylde de krav som selve dressursporten består af, og det lyder som følger i en lidt fri oversættelse for dem, der måske ikke kender dem i forvejen:

Dressurens mål er, gennem at træne en hest på den rette måde, at udvikle den til at blive ”a happy athlete” – en veltilpas sportsudøver. Det viser sig ved, at den er afslappet, smidig og i stand til at blive stillet i nakken og bøjet i halsen og kroppen, og at den arbejder med tillid, opmærksomhed og iver, for derigennem at opnå et perfekt samarbejde med sin rytter. Gangarterne skal være løsgjorte og regelmæssige (dvs. med det korrekte bevægelsesmønster). Øvelserne skal udføres korrekt, ubesværet og harmonisk. Hestens forpart skal være frigjort som følge af en sænket bagpart med bagben, som er indundergribende, og med optimalt afskub og energi. Hesten skal acceptere biddet med total eftergivenhed og ligge let i hånden.

Alle disse krav er selve grundlaget for hver eneste øvelse og gangart, der vises i ethvert dressurprogram, og som dommerne automatisk lægger til grund for hver eneste øvelse og gangart de bedømmer. Dertil kommer så den enkelte øvelses specifikke krav. Det er komplekst, og det kræver stor rutine at få alle elementerne med, når man vil vurdere et ridt.

På førstedagen fik jeg, og sikkert mange med mig, hos hele tre heste og ryttere en feel good-oplevelse af de sjældne. Man var vidne til et harmonisk og smukt samarbejde heste og ryttere imellem. Grand Prix’en var delt op over to dage – 30 heste om dagen i tre grupper af ti, svage og stærke par blandet efter et bestemt system, som skulle gøre konkurrencen mere spændende, men som frem for alt må have gjort dommernes arbejde sværere.

Det første feel good-ridt stod Cathrine og Bohemian for som allerede nævnt ovenfor. Ikke at det var perfekt, men tæt på, men hest og rytter var en symbiose – en harmoni og en fryd for øjet, og efter at have set en del ekvipager fra lande uden dressurkultur og som var langt fra at opfylde de stillede krav, var det virkelig velgørende, og efterlod det indtryk: ja, sådan skal dressur se ud! De blev da også belønnet med 81,056%, som skulle vise sig at blive tredjebedste resultat overhovedet. Men Grand Prix’en havde kun en kvalificerende funktion.

Det andet par var helt ukendt for os her i Europa, nemlig tyskfødte og uddannet berider i Tyskland, men nu amerikansk statborger Sabine Schut-Kery, som red den store atletiske og ekstremt velgående Sanceo. Deres præstation med rummelige gangarter, flotte øgninger, super piaffer-passager og overgangene derimellem, super changementserier, flotte pirouetter, ja man kunne blive ved, var imponerende. Og så stod hesten så flot fortil, og rytteren sad smukt og korrekt. Set på skærmen, som de fleste af os jo ved dette OL er henvist til, var den mere værd end de opnåede 78,416% og ikke mindst sammenlignet med Edward Gal og Total US fra Holland.

Denne smukke Totilas-søn, som kun er ni år, har et kæmpe potentiale, men det ville være synd at sige, at den var afslappet og at den kunne defineres som ”a happy athelete”. Der var al for megen spænding i hesten og der indløb uregelmæssigheder af samme grund. De opnåede 78,634%, hvilket var bedste hollandske resultat.

Førstedagens sidste feel good-præstation og sidste ridt var tyske Jessica von Bredow-Werndl på den lidt lavstammede hoppe Dalera, som ikke blev redet med optimal energi, men som gik absolut fejlfrit og ubesværet og som opnåede 84,379%. Det skulle vise sig at blive Grand Prix’ens bedste resultat.

For os danskere var Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Dancieras præstation på Grand Prix’ens andendag af særlig interesse. Holdets kvalifikation skulle gerne gennem deres præstation cementeres, og de skulle også meget gerne kvalificere sig direkte til den individuelle finale, som Cathrine og Bohemian allerede havde gjort. Nanna Skodborg Merrald og Zack (navne, der angiver ejer- eller sponsorforhold, er ikke tilladt ved OL) red allerede som nr. to på førstedagen og da piafferne ikke lykkedes optimalt, og der indløb et par småfejl, skulle de med deres opnåede 73,168% afvente, at hele klassen var færdig, for at se om disse point rakte til en start i den individuelle medaljekamp i Grand Prix Kür blandt de 18 bedste fra Grand Prix. Og det gjorde den lige netop - heldigvis!

Få heste i feltet er så yndige som ”Danse”, som hoppen kaldes, og dens frie trav samt dens passager er helt bedårende. Travtraversaderne var ligeledes med stor rummelighed og ynde, der indløb ingen deciderede fejl, og changementserierne var fejlfrie. Men det er for tidligt at omstille hesten og ride lige ud efter fire galopspring i zig zag, når der skal være seks, og piafferne kan også blive bedre på stedet. De opnåede flotte og fortjente 76,667%.

I næstsidste afdeling var det tyske Dorothee Schneider og Showtime, der som forventet bidrog med endnu et feel good-præstation med sædvanlig kvalitet og overlegenhed, og selv om de mistede energien lidt til sidst og hesten blev for snæver i sidste piaffe, opnåede de 78,820%.

De helt store navne skulle man vente længst på.

Den regerende olympiske mester Charlotte Dujardin fra Storbritannien har for længst pensioneret legendariske Valegro. Hun har så redet Mount St. John Freestyle op som sit nye håb, men har alligevel valgt at tage den meget urutinerede kun tiårige hollandskfødte Gio med til Tokyo. Angiveligt fordi hun mente, den kunne klare sig bedre i varmen. Den må imidlertid hører til blandt feltets mindste heste. Med hvad den mangler i størrelse, har den i kapacitet. Hold da op nogle frie traver, travtraversader, passager (med antrukne bagben, hvilket ikke alle kan udvise), zig-zag galoptraversader, galopchangementserier – ja, dem for hvert andet spring må man betegne som perfekte. Kun blev den momentvis lidt for ivrig og løftede bagbenene lidt for højt i piafferne.

Fornemmelsen af, at dommerne var lidt mere tilbageholdne med deres karakterer på anden dagen, ”ramte” også Gio, som ”kun” fik 80,963% og en sikker plads blandt de 18 par, der går videre til den individuelle medaljekamp.

Tyskfødte, men for længst amerikanske statsborger, nu 56-årige Steffen Peters med store og stortgående Suppenkasper er altid eksponent for smuk og stilfuld ridning. Hver øvelse bliver omhyggeligt forberedt, og hele ridtet bar præg af stor kvalitet med de frie traver, changementserier, og zig-zag galoptraversader som absolutte højdepunkter. Passagerne er lidt mere beskedne, og de aktive piaffer er lidt fremadgående. I alt opnåede parret 76,196%.

Som sidste rytter i klassen startede verdensetteren Isabell Werth med sin førstehest Bella Rose, der med sine 17 år går sit sidste store mesterskab. Sammenlignet med så mange af de bedste heste er den en lidt lang hest og bliver også redet med en ret åben holdning. Man kunne godt efterlyse, at den var lidt mere lukket. Fri trav er ikke dens glansøvelse, det er til gengæld travtraversaderne, passagen og især piafferne, som er taktfaste og udtryksfulde, ligesom zig-zag i galop var super. Men, der er et stort men, den har nærmest klassens dårligste skridt. Man siger ellers, at det er på skridten, at man kan bedømme om en hest er velredet! Her må Bella Rose være en undtagelse. Der er slet ikke tale om firtakt hverken i den frie eller i den samlede skridt, og de fortjener ikke at blive godkendt, men det bliver de selvfølgelig, ellers kunne det samlede resultat ikke, som det var tilfældet, komme op på 82,500% – næstbedste resultat blandt de 59 startende heste.

Tirsdag rides så holdkonkurrencen Grand Prix Special til egen musik, som dog ikke som i Kür bliver bedømt. Der starter én rytter i hver af de tre grupper på otte heste.

Onsdag er det Grand Prix Kür, som afslutter dressurrytternes indsats i Tokyo, og her har vi igen alle tre ryttere med – det er fantastisk.

Begge dage sendes direkte fra Tokyo om formiddagen på DR1.

Man kan ikke lade være med at tænke på sangen om Jens Vejmand. Hvem sidder der bag skærmen… Det gør desværre langt de fleste af os, men herligt at DR1 og DR2 sender al dressuren.