< Tilbage

Hvad sker der lige i Tyskland?09-07-2022 - 17:33

Jytte Lemkow vurderer de tyske VM-chancer forud for Herning 2022.

Tekst og fotos: Jytte Lemkow

SE ALLE BILLEDER VED AT KLIKKE HER.


Om noget sted er Aachen det stævne, hvor Tyskland har brilleret på dressurstadionet siden tidernes morgen. Det er både som nation og individuelt regerende olympiske mestre, verdensmestre, europamestre og individuel World Cup-vinder. Så hvad er det lige, der sker her og nu, når det tyske flag kun gik til tops ved sejrsceremonierne i CDIO og CDI Grand Prix-klasserne én eneste gang? Og det i en klasse hvor Cathrine Dufour ikke startede! Ja, lige netop, der er en eminent dansk rytter, der hedder Cathrine-Laudrup Dufour, som har hele to heste, som er i topform. Hun især blev tyskernes banemand i år.

 

Derudover er den individuelle olympiske og europamester og World Cup-vinder Jessica von Bredow-Werndl ”i lykkelige omstændigheder” og uden mulighed for at forsøge at hente sig den sidste store titel – verdensmesterskabet 2022. Dernæst blev Dorothee Schneiders hest Showtime, medlem af det OL-guldvindende hold i Tokyo 2021, i Aachen trukket inden konkurrencerne, da den ikke var helt i orden. Og uden start i Aachen – intet VM i Herning. Verdens mest vindende dressurrytter Isabell Werth har ikke fundet en hel værdig afløser til Weihegold, som officielt takkede af ved World Cup-stævnet i Leipzig i foråret. Eller en afløser for Bella Rose, hendes særlige liebling, som officielt gik sin sidste klasse ved OL i Tokyo i 2021. Den fik også sin afskedsfejring i Aachen, og det var der sat megen tid af til fredag aften! 

 

Isabell Werth har i den 12 årige Quantas ikke helt den afløser, som man måske kunne forvente, så selv om hun helt sikkert er at finde på det tyske hold til VM i Herning, er hun næppe kandidat til en individuel medalje af guldkarat. I hvert tilfælde ikke efter deres indsats i Aachen at dømme.

 

Tyskernes nye håb, som ikke er så ny endda, hedder Frederic Wandres – kæmpe høj rytter som startede to heste: Bluetooth med hvilken han vandt den 4* Grand Prix Special, hvor Cathrine ikke startede, og i alle tre 5* Grand Prix-klasser som Cathrine jo som bekendt overlegent vandt, blev han nr. to – i pæn afstand, men alligevel også foran Isabell Werth i Grand Prixen. Frederic er repræsentant for god solid tysk dressur. Men i de indledende klasser red han så forsigtigt, at de frie traver kun var middeltrav, og hesten Duke of Britain næsten ikke fik baghovene op af sandet i piaffe og passage. Det var bare så charmeforladt. Men ret skal være ret. I Küren – ”Grosse Preise von Aachen” – red han helt anderledes satsende i et program, der indeholdt alle de svære elementer og kun havde én lille skønhedsfejl i changementer for hvert andet galopspring. Det var flot ridning. De opnåede 83,880%. 

 

Benjamin Werndl, bror til Jessica von Bredow-Werndl, rider som sin søster, smukt, sidder smukt, men hans hest Famoso har ikke helt den gangartskvalitet, som eventuelt kan bringe ham helt i front. I Aachen besatte han dog en sjetteplads i den 5* Kür med 82,730%, så han er helt sikkert at finde på det tyske hold i Herning.

 

Fjerde tyske rytter, og den reserve, der fik chancen for at ride de 5* klasser, da Dorothee Schneiders Showtime blev trukket tilbage, var Ingrid Klimke. Hun er jo mest kendt som militarytter, en disciplin hun har startet fem gange i ved de olympiske lege. Hun er datter af for længst afdøde Reiner Klimke, der selv red military, men især blev kendt for sine meritter på dressurbanerne. Nogle vil endnu huske, at han på Mehmed vandt VM i København i 1974! Han og Anne Grethe Törnblad med Marzog var datidens to store dressurstjerner – og konkurrenter. 

 

Ingrid startede både i dressur og military i Aachen. Lørdag hvor den 5*GP Special fandt sted, startede hun i den tidligt om formiddagen, og red så i terrænet til military lidt senere på dagen! – det er helt vildt. Det gik nu ikke specielt godt i nogle af starterne. Ingrid Klimke rider den 14-årige hingst Franziskus, en hest som i mange øvelser ikke rigtig hænger sammen. Bagbenene er ikke altid tilstrækkeligt antrukne, og den bliver ofte lidt åben fortil. Det blev til en 14. plads med 72,404%.

 

Det tyske hold blev nr. to til Danmark med 454,903% mod danskernes 459,421%, vel at mærke uden Isabel Werth på holdet. Så det er stadig et hold, man skal have stor respekt for.

 

Det bliver efter al sandsynlighed disse fire tyske ryttere og heste, vi får at se i Herning. Kun én synes for alvor at kunne byde Cathrine kamp til stregen – Frederic Wandres men han var i Aachen på intet tidspunkt pointmæssigt tæt på Cathrine Dufour, så skal vi ikke knytte tommelfingre for, at det også vil blive tilfældet i Herning? Dressursporten er jo desforuden også en sportsgren, hvor det bestemt ikke skader at være storfavorit, som Cathrine er!

< Tilbage