< Tilbage

Dressurens Venner Cup: “Turneringen skaber et særligt fællesskab”03-05-2023 - 10:59

Dressurens Venner Cup 2022 blev vundet af et hold fra Hornum-Ulstrup Rideklub. Rytterne på holdet fortæller om at vinde turneringen.

Igen i år afholdes Dressurens Venner i et samarbejde med Ingdam’s og Dansk Ride Forbund. Dressurens Venner Cup er en landsdækkende holdturnering, som afvikles over seks kvalifikationsrunder med en finale til sidst. Kvalifikationerne rides i LA2-A, og i finalen rider to ryttere LA2-A og to ryttere rider LA5-A.

 

Som optakt til Dressurens Venner Cup 2023 har vi talt med sidste års vindere, nemlig holdet fra Hornum-Ulstrup Rideklub, der ligger ved Aars i Himmerland. De red sig til sejren foran Ertebjerggaard Sports Rideklub på andenpladsen, Rideklubben Falken på tredjepladsen og Vældgård Sportsrideklub som nummer fire. De fremhæver fællesskabet og de hyggelige rammer, når man spørger dem om, hvad der var godt ved at deltage i turneringen.

 

“Vores hold fra Hornum-Ulstrup Rideklub stod opstaldet i en mindre stald på Vallensbæk Ridecenter, som arrangerede finalen. Den var placeret tættest på stævnebanerne og campingområdet, og der var plads til begge de heste, jeg havde med til landsstævnet, resten af holdet samt en anden nordjysk naboklub. Alt dette var med til at skabe en rigtig hyggelig stemning omkring holdet, hvor vi både spiste og var sociale sammen. Derfor er det min største anbefaling at deltage i holdturneringer over flere dage, da det skaber et særligt fællesskab,” siger Kamilla J. Larsen, der var en del af vinderholdet 2022.

 

Det vindende hold bestod af fire ekvipager: June Kelberg Smith og Minos, Sarah Groth og Zuzette, Kamilla J. Larsen og Cici samt Caroline Sanggaard og Caramba. De tre bedste resultater tæller med i den samlede score, og resultatet fra finalen 2022 kan ses her

 

En turnering for fællesskabet

Dressurens Venner Cup er opstået ud fra et ønske om at skabe en holdturnering, der styrker sammenholdet blandt rytterne, og det kan sidste års vindere i den grad bekræfte, at deres deltagelse i turneringen har gjort.

 

“Det gav en dejlig fællesskabsfølelse at ‘gøre noget sammen’,” siger June Kelberg Smith om at være med i turneringen, og hendes holdkammerater stemmer i:

 

“Holdkonkurrencen i Dressurens Venner Cup er fed, da det får fællesskabsfølelsen til at vokse mere ude til stævnerne. Det har stor betydning i en sport, hvor det tit bliver den enkelte ekvipage, der kommer i fokus, i stedet for støtte op om klubkammeraterne. Det at være sammen så meget tid betyder meget, da det giver os mulighed for at hjælpe hinanden med alt fra træning af programmet, klargøring af hestene og hjælpe med at holde styr på nerverne,” lyder det fra Kamilla J. Larsen.

 

“Dressurens Venner Cup adskiller sig fra andre stævner ved at man lærer en masse nye mennesker at kende og kommer tættere på dem, man kender i forvejen,” siger Sarah Groth, der med sin hest Zuzette leverede finalens bedste individuelle resultat med 71,092 %.

 

Dressurens Venner Cup er åben for heste, der ikke har startet højere end MB0 til A-, B- eller C-stævner i kvalifikationsperioden. og for ryttere, der ikke har startet højere end sværhedsgrad 3 til A-, B- eller C-stævner i kvalifikationsperioden.

 

Alting er muligt

Sidste år var holdet fra Hornum-Ulstrup Rideklub faktisk ikke kvalificeret til finalen, da de ikke havde vundet deres kvalifikation – men da flere af de kvalificerede hold stødte ind i udfordringer op mod finalestævnet, fik ​​Hornum-Ulstrup Rideklub en plads i finalen alligevel, og endte altså med at vinde hele turneringen.

 

“Det var en utrolig fed oplevelse at vinde Dressurens Venner Cup, hvor man får et ekstra boost til de næste stævner, og Dressurens Venner har fået gode sponsorater til konkurrencen, som giver fede præmier at ride om,” siger Sarah Groth om sejren.

 

“Det var en overraskende og fed følelse at vinde Dressurens Venner Cup 2022, da vi kom som et underlegent hold, da holdet ikke på forhånd var kvalificeret til at deltage. Så sejren viste, at alting er muligt! Og med de mange rosetter og bånd i forruden på vejen hjem, som alle har et særligt minde, var turen fra Østsjælland til Nordjylland en del kortere,” siger Kamilla J. Larsen om turen hjem fra finalen, der blev afholdt i Vallensbæk sidste år.

 

Skal du og dine klubkammerater nå at være med i Dressurens Venner Cup 2023? I år afholdes den første kvalifikationsrunde i maj, og det er stadig muligt at være med. Tilmelding sker på rideforbund.dk og datoerne for kvalifikationerne findes her, mens bestemmelserne for turneringen kan læses her.

 

 

< Tilbage