< Tilbage

Herning Rideklub klar til finale i Dressurens Venner Cup08-09-2016 - 19:33

Det bliver en festlig weekend i dressurens tegn, når Herning Rideklub afvikler DRF-mesterskaberne i dressur for klubhold og finalen i Dressurens Venner Cup. Hele 22 hold er klar til start i mesterskabet, så der bliver hård kamp om medaljerne. Alle seks kvalificerede hold - heriblandt hjemmeholdet fra Herning Rideklub - er også klar til finalen i Dressurens Venner Cup, så der er god grund til at tage et smut forbi Herning Rideklub og opleve dansk holddressur i særklasse. Søndagens finaleklasser kan også ses direkte på Zibra Sport.

Det bliver stort

"Wow - det bliver fedt. Det er første gang, at vi har budt ind på så stort et stævne, og vi glæder os helt vildt. Vi ser det som en mulighed for at give klubben, vores medlemmer og alle de tilrejsende deltagere en oplevelse i særklasse. Holdkonkurrencer er noget ganske særligt, for her oplever rytterne, at de ikke bare skal ride for sig selv, men samarbejde og præstere for holdet, og det er rigtig god læring. Vi har selv både et hold med i DRF-mesterskabet og i finalen i Dressurens Venner Cup, og de har lovet at ride "røven ud af bukserne", så der skal rigtig heppes fra sidelinjen", fortæller Nina Kjer, stævneansvarlig i Herning Rideklub.

 

Om Dressurens Venner Cup

Dressurens Venner Cup er en landsdækkende turnering i dressur for klubhold, der afvikles over seks kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne fordeles således, at der afholdes to runder på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland i perioden april til august. Cuppen er åben for heste og/eller ryttere, der indenfor kvalifikationsperioden ikke har startet højere end sværhedsgrad 3 (MB3) for heste til A-, B- eller C-stævner. På den måde henvender turneringen sig til de fleste dressurryttere rundt omkring i de danske klubber.

 

Kilde: DRF, Rikke Højgaard

< Tilbage