< Tilbage

Dansk 12. og 18. plads i kür-finale09-08-2012 - 16:25

Danskerne tog desværre ingen individuelle medaljer med hjem fra OL. 

Af Maria Evald

To af landsholdets tre ryttere var til start i dag, hvor de individuelle medaljer i kür blev fordelt på dessursportens sidste dag ved OL i London. Nathalie sluttede som nummer 12, og nåede dermed ikke sit mål om at komme i top ti. Anna Kasprzak sluttede på 18. pladsen. Storfavoritten Charlotte Dujardin fra England kunne træde op på guldmedaljeskamlen efter rekordhøj score.

Dans nu
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein's nye kür-program, 'Dansez Maintenant', betyder oversat til dansk 'dans nu'. Med OL-ringe friseret på bagdelen dansede Digby sig til 79.018 procent, hvilket placerer ekvipagen på 12. pladsen i finalefeltet bestående af 18 startende ekvipager.

Både Nathalie og Anna Kasprzak præsenterede OL-dommerne og et stopfyldt stadium for helt nykoreograferede kür-programmer ved torsdagens sidste afdeling af OL i dressur, nemlig den individuelle freestylefinale. 

50'er stemning
Til stemningsfuld fransk 50'er-musik red Nathalie og Digby et flydende program, der blandt andet bød på flotte dobbeltpiruetter helt ude ved barrierekanten og changement på buet spor. Desværre indløb et par fejl i et'er og to'er-changementerne, hvilke forhindrede ekvipagen i at nå de magiske 80-procent.

- Det var ærgerlige fejl, men pyt med det. Jeg er overordnet tilfreds, for det er ret flot at komme i finalen, sagde den 37-årige prinsesse efterfølgende til DR1's live-kommentator Birgitte Borch. 

Nathalie's nye olympiske kür stod sin generalprøve under verdens største ridestævne CHIO Aachen i juli og er produceret af den kendte hollandske kürproducent Cees Slings. Efter fire år med sin gamle West Side Story-kür trængte ekvipagen til fornyelse.

- Vi har forsøgt at finde på noget, der passede perfekt til Digby, og det synes jeg vi har fundet, siger hun.

Fantastisk trods dyr fejl
Også Anna og Donnperignon har kun redet deres nye kürprogram i konkurrence en gang før. I dagens finale fik de 76.482 procent, hvilket placerede dem på en 18. plads. Programmet bød bl.a. på en indridning i passage, galoppiruetter og traversade i passage til Phil Collins-inspireret musik. Desværre indløb der ligesom for landsfællen et par kiks undervejs.

- Han faldt i trav for mig efter piruetten, og det kostede dyrt. Derudover var jeg en smule foran musikken i starten. Men jeg er rigtig glad for, at serie-changementerne lykkedes, for de er svære, fortalte Anna Kasprzak til DR og brugte ord som "fantastisk og vildt stort" om sin OL-debut, ovenikøbet på en hest, hun har redet i kun ni måneder.

OL-rekord
Klassens sidste rytter, storfavoritten Charlotte Dujardin/Valegro fra England, kom igen op forrest på pointtavlen og vandt guld med 90.089 procent. Det er den højeste score nogensinde givet ved en OL-kürfinale. Det er hjemmebanerytterens anden guldmedalje ved dette års OL, da hun både vandt teamkonkurrencen og den individuelle i dag. I øvrigt scorede den 27-årige rytter de højeste point i både Grand Prix'en, Grand Prix Special'en og kür-klassen. Sølvmedaljen gik til hollænderen Adelinde Cornelissen/Parzival med karakteren 88.250 procent, mens endnu en englænder, Laura Bechtolsheimer og den danske varmblodshest Mistral Højris tog bronzen med resultatet 84.339 procent.

Klassens 18 placeringer kan ses her.

< Tilbage