< Tilbage

Pyt med småfejl12-05-2012 - 20:28

Dressurdommere skal fokusere på ekvipagens stærke sider, lyder det fra en af landets travleste dressurdommere.

Af Maria Evald

- Nå, Mille. Er du klar til at blive grillet?, lyder det drilsk fra dommer Hans Christian Matthiesen, da juniorrytter Mille Warncke Larsen foran 100 tilskuere entrerer ridehallen på familien Kasprzak's sølvmedaljehoppe Langkærgaard's Donna Fetti.

Fra midten af banen følger den internationale dressurdommer Hans Christian Matthiesen opmærksomt med. Ved siden af ham står Ridehestens redaktør Britt Carlsen med mikrofonen, klar til at stille opfølgende spørgsmål under den timelange dressurclinic om dommerbedømmelser på Middelfart Ridecenter, arrangeret af Dressurens Venner.

Donna Fetti har vundet 1. afdeling af Ecco Cup med Mille Warncke Larsen i sadlen, og for nylig blev de placeret som nummer to ved det internationale stævne Stadl Paura i Østrig.

Præsenter din hest inden indridningen

Hans Christian Matthiesen påpeger, at det er muligt for rytteren at imponere dommeren allerede inden starten går.

- Allerede inden man rider op ad midterlinjen for at nikke til dommeren, har man mulighed for at præsentere sin hest fra den bedste side. Derfor er det godt at have gjort sig nogle tanker om, hvordan vil man præsentere sin hest rundt om banen. Er man rigtig cool og har en hest, der er god til skridt, så skridter man bare rundt om banen, lyder det fra dommeren, der i daglig tale blot kaldes for H.C.

Kvalitetskontrollører frem for fejlfindere

Ifølge H.C. skal dommerne ikke falde i fejlfinder-grøften.

- I gamle dage fik dressurdommere skyld for at være fejlfindere. I dag er vi blevet kvalitetskontrollører. Det nemmeste i verden er at være fejlfinder. Når jeg bliver spugt af mine dommerkollegaer, om jeg ikke så den og den fejl, så plejer jeg at svare: Var der ellers noget? Jeg kigger hellere efter hvad der er godt, fremfor hvad der er mindre godt, siger Hans Christian Matthiesen, der sagtens kan give lave karakterer - hvis det er på sin plads.

- Hvis jeg kan se, at rytteren sparker til sin hest i hjørnet, fordi hun tror, at jeg ikke ser det, trækker det ned. Hvis jeg derimod ser, at rytteren forsøger at få det bedste ud af det og forstår at bruge hjørnerne, tæller det på plussiden.

Den rødbrune hoppe galloperer uanfægtet af de mange tilskuere, der hænger ind over rakværket i den lange ridehal.

- Her var et flot og gennemsprunget galopchangement med en god bagbensaktion. Galop og changementer er ellers nogle af de sværeste øvelser at få på plads, bemærker Matthiesen.

Selvom dressur er subjektivt, er der alligevel nogle klare kriterier, som dommerne deler karakterer ud fra. Ensartethed i gangarten og den gode kontakt fra rytter til hest, er nogle af de ting dommerne kigger efter. 

- Jeg fokuserer på den gode kontakt uden den store modstand. Vi ser på, hvor afslappet hesten er. Om den tager imod hjælpen. Om der er modstand. Om den er spændt til den ene side. Hvor ligeudrettet hesten er. Og at den ikke svinger fra den ene side til den anden side.

Alder ukendt for dommeren

22-årige Anna Kasprzak er næste rytter i hallen. Hun rider på 8-års hoppen Lady Lou, som hun har ejet i et år. Hesten har gået enkelte distriktsstævner på M-niveau og har et frisk temperament, fortæller Britt Carlsen.

Den unge dressurhoppe tager pænt imod sin rytters anvisninger, bemærker dommeren. Det får Britt Carlsen til at spørger, om dommerne normalvis kender til hestens alder.

- Nej. Slet ikke. Når man dømmer en klasse som er åben for alle, kender man ikke hestens alder. Derfor tager vi heller ikke hensyn til det, fortæller Hans Christian Matthiesen. Han er en af Danmarks mest brugte internationale dressurdommere. Derudover er han landsholdsdyrlæge, ansat som dyrlæge i Hørsholm Hestepraksis og selv en aktiv dressurrytter.

Dommeruenighed

Når Matthiesen dømmer i Prix St. George-klasser kan der være op mod 30-40 procents dommeruenighed. Procentudsvingene skal ofte findes i de øvelser, der tæller dobbelt på karakterarket.

- Piruetter og serier er noget af det sværeste i lille tur-programmet, bemærker Hans Christian Matthiesen. Ifølge ham skal dressur se legende let ud, selvom det i virkeligheden er svært.

- Dressur handler om den lille korrektion og de små hjælpere.

Sidste rytter på banen i aftenens dressurclinic er berider Maria Andersen. Hun er ansat hos stutteri Blue Hors i Randbøl mellem Billund og Vejle. På stutteriets tidligere fløjhingst, Blue Hors Leredo, demonstrer Maria Andersen hestens Grand Prix-kvaliteter. Ekvipagen debuterede i år i Grand Prix ved landsstævnet i Hjallerup og regner med at starte ved DM på Broholm om tre uger.

Svær GP

- Det er rigtig svært at ride Grand Prix. En ting er øvelserne derhjemme, en anden er, når man rider foran publikum og dommere. Men når man kan gå Grand Prix-niveau, er der ikke flere undskyldninger for ikke at gøre det ordentligt, siger Hans Christian Matthiesen og tilføjer, at i Grand Prix er det de små detaljer, dommeren lægger mærke til.

- Jeg ser efter, om der er god mekanik, god aktivitet og god ensartethed. Derudover er det vigtigt, at man i serierne får vist mindst 12-14 trin.

Rytterens visitkort

Især indridnings- og afslutningsparaden er en de øvelser, hvor dommeren får et godt indtryk af ekvipagen, forklarer Hans Christian Matthiesen.

- Der er tusinde ting, der kan gå galt i indridning- eller afslutningsparaden. Men som dommer får du her et fantastisk indtryk af ekviagen.

Afslutningsvis spørger Britt Carlsen dressurdommeren, om han nogensinde bliver begejstret over en dygtig ekvipage.

- Ja, det kan jeg godt, svarer dommeren, inden han gentager sit budskab.

- Som dommer er det super vigtigt, at vi ser bort fra småfejl, såfremt de ikke optræder igen og igen. Jeg er fortaler for, at vi som dommere skal være kvalitetskontrollører og ikke fejlfindere.

< Tilbage