< Tilbage

Dressurens Venner søger nye sponsorer13-09-2011 - 19:16

Flere sponsorer står højt på ønskelisten hos Dressurens Venner, der som den eneste forening i Danmark arbejder for at fremme dansk dressursport.

Af Maria Evald

Under EM 2011 i Rotterdam sponsorerede Dressurens Venner en middag til det danske dressurlandshold for seniorer og U25 samt deres hjælpere. Landsholdet havde netop kvalificeret sig til OL 2012, og stemningen var derfor høj.

- Det var en fantastisk sponsorgave, for det giver et godt sammenhold og en super stemning i den danske lejr, skriver landsholdsrytter Lisbet Seierskilde på sin hjemmeside. Middagen var blot en af mange initiativer, som Dressurens Venner støtter. 

Støtter internationalt

Takket være gode, faste sponsorer er det muligt at yde en bred støtte til at fremme dansk dressursport. 
F.eks. støtter Dressurens Venner hvert år flere unge, lovende juniorer eller young riders med et beløb. Pengene kan rytterne bruge på træning, transport og deltagelse i internationale stævner.

Foreningen yder støtte således, at der kan tilknyttes en international dommer ved DM i dressur. Endvidere gives støtte til større, internationale stævner på dansk jord såsom JBK Horse Show (World Cup) samt internationalt dressurstævne i Bernstorffparken. 

Støtter bredt

- Det er vigtigt med en bred støtte, selvom vi også støtter de enkelte dressurryttere, siger Tove Højergaard, der er sekretariatsleder for Dressurens Venner. 

Hun tilføjer, at foreningen godt kunne bruge flere sponsorer.

- Vi er den eneste forening, der arbejder for at fremme dansk dressursport. Og jo flere penge, vi får ind, des mere kan vi give ud, siger hun.

Tove Højergaard opfordrer derfor medlemmerne til at henvende sig, hvis de kender nogle, der vil være sponsor. 
Øverst på denne side er der informationer om, hvordan man kan blive sponsor eller få del i støttekronerne.

< Tilbage