< Tilbage

Dressurlandshold forventer OL-billet31-07-2011 - 20:25

Fire dygtige dressurryttere blev under DM-finalen på Broholm udtaget til det landshold, der skal forsøge at kvalificere Danmark til OL i 2012.

Af Maria Evald

- Vi vil være blandt de seks bedste, og det skulle heller ikke blive noget problem.

Det er udmeldingen fra dressurlandsrytter Anne Van Olst forud for EM-mesterskaberne den 17. august.

En 6. plads rækker

Bliver det nye dressurlandshold placeret som en af de seks bedste hold i konkurrencen, så vil adgangsbilletten til OL i London i 2012 være i hus. 

Egentlig er det kun de tre bedste hold, der kvalificerer sig til OL, men da Tyskland, Holland og England er forhåndskvalificeret, vil det være muligt at kvalificere sig til OL med en top 6-placering.

- Vi går klart efter en OL-kvalifikation ved EM, og jeg er sikker på, at dette landshold kan gøre det. Danmark er en stærk dressurnation, hvilket vi beviste ved seneste OL, hvor vi red en bronzemedalje for hold i hus, siger Rudolf Zeilinger, der er landstræner for dressurlandsholdet.

Debutant til EM

Landsholdet udgøres af de erfarne mesterskabs-ekvipager, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein på Digby, samt Anne van Olst på Exquis Clearwater. Derudover tæller holdet Sune Hansen på Blue Hors Romanov og EM-debutanten Lisbeth Seierskilde på Jonstrupgårdens Raneur. 

Lisbet og Raneur er nyslåede Danmarksmestre, og landstræner Rudolf Zeilinger er sikker på, at ekvipagen kan gøre det igen: 

- Lisbet har vist særdeles stærke takter i denne sæson, hvor det er blevet til meget stabile resultater på omkring 70 procent ved stævner som First Horse International CDI3* i København, CDI3* i Lingen og nu også her ved DM. Lisbeth har gennem hele sin karriere fra pony- til seniorrytter leveret flotte resultater ved internationale stævner og mesterskaber, så her er virkelig en rytter med stort potentiale, siger landstræneren.

U25-hold også klar til Rotterdam

Danmark stiller også med et landshold til de U25-klasser, der afvikles parallelt med EM for seniorer i Rotterdam. Det er Anna Kasprzak, Daniel Bachmann Andersen og Sofie Jeppesen, der skal til Rotterdam og forsvare de danske farver. 

Lisbet Seierskilde har tidligere været med på U25-holdet. Hun er stolt over nu at være kommet med på det "voksne" hold.

- Det er en stor ære, og noget jeg har drømt om, siger hun.

EM i dressur rides i Rotterdam i Holland den 17. – 21. august. 

< Tilbage