< Tilbage

Anne Grethe Törnblad hædret31-07-2011 - 21:02

Dressurrytter Anne Grethe Törnblad æret med vandrepræmie fra familien Hartel-Siesbye og en donation på kr. 25.000 fra Dressurens Venner under weekendens Danmarksmesterskab i dressur for seniorer på Broholm.

Af Maria Evald

En af Danmarks gennem tiderne mest vindende dressurryttere, Anne Grethe Törnblad, fik flotte ord med på vejen fra H.K.H. Prinsesse Benedikte ved DM på Broholm.

- Det er med stor glæde, at familien Hartel Siesbye og Dressurens Venner i dag kan overrække Lis Hartels Mindepris 2011 til en person, der gennem årtier har været en af de mest respekterede ryttere indenfor dansk dressursport – Anne Grethe Törnblad," lød det fra formanden for Dressurens Venner, H.K.H. Prinsesse Benedikte under prisoverrækkelsen i pausen under kür-finalen.

En særlig indsats

- Anne Grethe blev eksponent for den moderne dressurridning gennem hendes smukke opstilling og hendes elegante stil. Hun blev et forbillede, også udenfor Danmarks grænser. Det internationale gennembrud i 1980’erne blev gyldne år for dansk dressursport og skelsættende for dansk avl," begrundede H.K.H. Prinsesse Benedikte i sin tale på dressurbanen.

Danmarksmester ti gange

Med sine to danske varmblodsheste, Ravel, og den legendariske Marzog, har Anne Grethe Törnblad vundet  Danmarksmesterskabet ikke færre end ti gange fra 1981-92, hvilket er rekord.
I dag er Anne Grethe stadig aktiv. Hun uddanner unge heste op til Grand Prix-niveau og træner unge ryttere på sit ridested i Nordsjælland. 

Flere topryttere end tidligere

- Den nye generation af seniorryttere på vej frem gør det rigtig godt. Der er flere ryttere med i toppen af dressursport, end der tidligere var, siger Anne Grethe Törnblad.

Lis Hartel

Prisen er indstiftet til minde om Lis Hartel og hendes ukuelige indsats som dressurrytter, der til trods for sit svære handicap opnåede mange flotte medaljer, bl.a. sølvmedaljen ved de Olympiske Lege i 1952 og i 1956.  

Lis Hartel blev en rollemodel for alle polioramte mennesker ved at vise, hvor langt man kan komme med jernvilje.
Sidste års prismodtager var Kjeld Kirk Kristiansen fra stutteri Blue Hors.

Læs mere om den legendariske dressurhest Marzog her

< Tilbage