< Tilbage

En ildsjæl med stor kunnen og kæmpe erfaring30-09-2019 - 10:00

Jytte Lemkow skriver om Hasse Hoffmanns clinic ved Hillerød Horseshow d. 28. september.

Af Jytte Lemkow

 

Når Hasse Hoffmann indleder sin clinic med ordene: ”Vi skal ikke ride hestene på hestenes præmisser, for det er de for dumme til”, så studser man lidt, men bliver straks formildet, når han tilføjer: "Men efter dens evner!" Og i de følgende 2½ time bliver indledningsordene uddybet med forklaringer, med Hasses egne atletiske efterligninger af det hestene gør eller burde gøre, og sidst men ikke mindst med live-eksempler af fire heste og deres ryttere, som skal demonstrere, hvad Hasse mener, og hvorfor han mener, som han gør. Det har mange fagfolk ud i dressur ment før ham, det er der mange, der stadig mener, og forhåbentlig også vil mene ud i fremtiden. Men for dem, der ikke kender til det, er Hasses budskaber vigtig viden, ja, absolut nødvendig viden, hvis man vil bevare sin hests sundhed og dens arbejdsglæde, og ikke mindst hvis man vil ride dressur.  

 

Hasse havde til aftenen opfundet et meget moderne men i dressursammenhæng nyt ord: bæredygtighed. Ment var holdbarhed, og den måde at ride en hest på, så den kan holde i mange år. Den opfattelse er ikke ny, den går helt tilbage til oldtidens ryttere, for havde eller har man en god hest, ville og vil man også gerne, at den er anvendelig i rigtig mange år. At bruge hesten lige meget til hvad, så den er bæredygtig, er det der i hestesammenhæng ligger Hasses hjerte allernærmest, og som aftenens clinic gik ud på.

 

Hasse kan i det hele taget godt lide ordet bæring. Han taler meget om, at hesten skal gå i bæring. Men ordet bæring er i sig selv ikke særlig illustrerende, hvis man ikke ved, hvad der ligger bag, med mindre man mener, at hesten bærer rytteren, og det er ikke det, der menes. Hasse mener, at hesten bliver bragt i en situation, så den kan bære rytteren på en for den selv mest behagelig måde, så den gangartsmæssigt kan udfolde sig maksimalt – kan arbejde ubesværet og selv gå med den holdning, som situationen kræver. Er disse krav opfyldt, slider hesten også mindst muligt på sin krop, den bliver bæredygtig, altså holdbar i rigtig mange år. Egentlig menes, at den har genfundet sin naturlige balance, at rytteren ved (med sæde og schenkler) at drive den frem til en først anholdende og derefter, når hesten har givet efter, en eftergivende tøjle, kan sidde helt afslappet og nyde hestens bevægelser.

 

Det er jo sådan, at rytteren på grund af hestens kropsbygning sidder på det dybeste sted på hestens ryg lige bag mankepartiet. Det betyder også, at to tredjedele af rytterens vægt er placeret på hestens forpart, som i forvejen på grund af hestens hals og hoved er mere belastet end bagparten. Vil man – og det er det, man vil med god dressur – ændre på denne lidt ulige vægtfordeling for at hesten gradvis kan blive i stand til at udføre de øvelser dressursporten forlanger, gøres det ved at ride øvelser, som animerer hesten til at træde længere ind under sig med bagbenene. Og jo sværere dressur, jo mere vægtforlægning bagud kræves der, og jo mere skal bagparten styrkes. Hasse gør rigtig meget ud af ønsket om bedre indundergriben af bagbenene, som man også kalder det. Det gør hesten faktisk hvad det indvendige bagben angår helt naturligt i hver drejning, den foretager sig. Fx hver gang et hjørne gennemrides, og der blev redet mange hjørner i aftenens løb, for ridebanen i Frederiksborghallen er meget lille. Næppe er rytterne ude af det ene hjørne, så kommer det næste.

 

Det blev aftenen igennem igen og igen betonet og illustreret, at hesten kun træder længere ind under sig med indvendigt bagben, hvis hele hestens krop nøje følger den bue, der bliver redet på, men buens størrelse skal tilpasses hestens træningsgrad. Den mindste volte, og et hjørne er jo en kvart volte, en almindelig stor hest kan bevæge sig på, hvor for- og bagben følger nøjagtigt det samme spor, har en diameter på 6 meter. Som Hasse citerede: "Den, der rider et hjørne rigtigt, får halvdelen af langsiden foræret!"

 

Et andet meget vigtigt budskab, Hasse giver, og som mange ryttere, dygtige som mindre dygtige kan skrive sig bag øret, er; lad være med at ride en øvelse i al evighed, det slider både unødigt på hestens krop og på dens humør. Changerer den fx villigt og fejlfrit i serier, så lad være med hele tiden at forlange  masser af changement igen og igen. Gør i det hele taget ikke hjælperne grovere, end der er behov for. Stop når hesten har udført noget godt, hvad enten det er nogle piaffetrin, galoppirouetter eller bare sidebevægelser fra schenkelvigning til traversader. Når hesten går imod rytterens hjælper og ikke udfører det, den skulle, så straf den ikke. Grunden er som regel, at den ikke har forstået den impuls, den har fået, måske er for træt til at kunne udføre den, eller endnu ikke er i stand til at gøre det, rytteren forlanger. Bliver hesten bange for noget, gælder det samme. Staf den endelig ikke, så forværres den skræk kun yderligere.

 

Apropos impulser, altså rytterens hjælper eller indvirkning, så gav Hasse udtryk for, at spore kun skulle bruges til at ”straffe” en hest med, hvis det var nødvendigt. Mon ikke mange ryttere bruger sporene som et endnu mere diskret indvirkningsmiddel end en schenkel eller hælehjælp ville være?

 

Det, der er så dejligt ved Hasses clinics, er ikke kun hans enorme energi og engagement. Den høje flotte mand har trods alt rundet de 67 og springer rundt som en gazelle og taler non stop, men det er hans kamp for, at hestene skal behandles bedre gennem at ride dem bedre. Det er også dybtgående at forstå deres psyke og fysiske muligheder bedre. En hest skal bruges men ikke misbruges. Sæt dig som rytter først nogle simple mål, og byg derfra både hesten psyke og fysik op. Rid ikke med kraft, men med teknik! Hasse betoner også, at gennem gymnasticerende øvelser gøres hesten stærk, og at det grundlæggende stadig skal trænes, selv om hesten er kommet langt i sin uddannelse.

 

Jo mere man ved om dressur, jo færre nyheder er der i en sådan clinic. Men interessant er det altid at høre og se virkningen af de råd, Hasse giver de ryttere, der stiller sig til rådighed for en sådan aften. Det er altid godt at få opfrisket og ajourført sin viden, og det er især berigende at få bekræftet, at der stadig er trænere, der kæmper for hestenes velfærd, der kæmper for den rette forståelse af, hvad dressursporten egentlig går ud på, og som beder tilhørerne huske: Man kommer hurtigere til målet ved at gøre det langsomt!

< Tilbage