< Tilbage

Formandens beretning 201327-05-2014 - 17:53

På generalforsamlingen den 26. maj 2014 aflagde Dressurens Venners formand, HKH Prinsesse Benedikte, beretning

Jeg ønsker alle velkommen til Dressurens Venners generalforsamling her på Bregnerødgård. En stor tak rettes til familien Zibrandtsen, som har stillet deres smukke ridecenter til rådighed, samt for det gode samarbejde omkring gennemførelsen af arrangementet.

Det ligger Dressurens Venner meget på sinde, at dressurhesten uddannes på god og korrekt vis således, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå hesten omgås og behandles. Den seneste tids negative omtale er uheldig for dressursporten og medfører utvivlsomt problemer med at fastholde og tilføre sponsormidler til en videreudvikling af dressuren. Det er derfor vigtigt, at rytterne og ikke mindst eliterytterne udviser den største påpasselighed i omgang med deres heste og dermed foregår med et godt eksempel. Der må ikke herske tvivl om, at hestens velfærd altid skal prioriteres og være i fokus.

Dansk dressursport har altid haft en positiv international omtale. Denne omtale ønsker vi alle at være med til at bevare.

På medlemssiden har vi i 2013 haft en lille tilbagegang sammenlignet med rekordåret 2012. Jeg vil opfordre alle til at hjælpe med, at vi får øget medlemstallet i år.

I 2013 introducerede vi en ny sponsorstrategi. Hovedvægten lægges på hovedsponsorer med henblik på at sikre det økonomiske fundament til at opfylde foreningens formål: At fremme en visionær udvikling af dansk dressursport med henblik på at højne kendskabet og det faglige niveau.

Som det vil fremgå af årsregnskabet, er dette projekt lykkedes.  Vi har fået flere større firmaet interesseret i dressursporten og deres økonomiske støtte til vor foreningen har sikret kontinuiteten i vort fremtidige arbejde.

Sportslig har dressursporten budt på flere begivenheder af den helt store kaliber på dansk grund

Europamesterskaberne, der blev afholdt i Herning 20-26 august 2013, blev en stor succes.  Aldrig har der i Danmark været så mange tilskuere, der overværede et dressurarrangement. De danske landshold i paradressur og seniorer kæmpede hårdt og fair om medaljerne.

Danmark opnåede en fornem 4. plads for hold, som bestod af Anna Kasprzak, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Lone Bang Larsen og Andreas Helgstrand.

I paradressur opnåede det danske landshold bestående Line Thorning Jørgensen, Line Kongensgaard, Stinna Tange og Caroline Cecilie Nielsen en flot bronzemedalje, samt flere individuelle medaljer.

Danmarkmesterskaberne i dressur, herunder senior - U25 dressur - samt paradressur blev igen i 2013 afholdt på Broholm under fine forhold og i smukkeste omgivelser.

Danmarksmester i dressur blev Anna Kasprzak på Donnperignon, med  Nathalie zu Sayn-Wittgenstein på Digby på anden plads, mens tredje pladsen gik til Lone Bang Larsen på Fitou L.

Danmarksmester i U-25 klassen blev Nanna Skodborg Merrald på Millibar, andenpladsen gik til Daniel Bachmann Andersen på Donna Silver og tredje pladsen til Sofie Jeppesen på Hedebo`s First As.

Danmarksmester for paradressur blev:

Grad 2 - Caroline Cecilie Nielsen på Leon (som kommer her senere i dag og giver opvisning).

Grad 4 - Line Thorning Jørgensen på Di Caprio.

Grad I B - Stinna Tange på Steffi Graf (som vi også har den fornøjelse at se her senere i dag).

Ved Danmarksmesterskaberne på Broholm blev Lis Hartel`s mindepris uddelt til Vibeke Degn Andersen, som anerkendelse for hendes store arbejde og entusiasme for de danske ponyryttere.

Årets 3. store begivenhed var JBK World Cup-stævnet som blev afviklet for 7. gang i Odense. Det var en hestesportsbegivenhed i verdensklasse, med dressur på højt niveau. Om søndagen gik Dannebrog til tops for den samlede vinder Anna Kasprzak og Donnperignon. Det var første gang det lykkedes en dansk rytter at vinde kvalifikationen i World Cup i Odense, så et stor tillykke herfra til Anna og hendes fantastiske hest.

Det skal også nævnes at Cathrine Dufour i 2013 gentog successen fra sidste år ved at blive Europamester for Young Riders på Atterupgårds Cassidy i Frankrig.

I 2013 indstiftedes Dressurens Venner-Cup i samarbejde med Ingdam`s, med det formål at støtte klubhold på LA2 og LA5 niveau.

Turneringen består af 6 kvalifikationsrunder, fordelt over hele landet, samt en finale. Finalen blev afholdt i Holte Rideklub. Det vindende hold blev hjemmebaneholdet fra Holte Rideklub.

Dressurens Venner har støttet Dansk Rideforbund med udviklingen af en ny Dressur App, som vil blive præsenteret ved Danmarksmesterskaberne på Broholm i næste måned. Vi håber at denne vil blive til glæde og gavn for alle dressurinteresserede.

I 2013har vi med glæde støttet større projekter som:

Danmarksmesterskaberne i dressur på Broholm

Europamesterskaberne i dressur Herning

Jakker til landsholdene, med foreningens logo

JBK Horseshow i Odense

Dressurens Venner-Cup

Dansk Ride Forbunds nye Dressur-App

Lis Hartels Mindepris

I vort sekretariat er der i foråret sket den ændring, at Tove Højergaard efter 7 år har ønsket at fratræde som foreningens sekretær.  Tove har været med til at starte foreningen og vi takker alle for det store arbejdet hun loyalt har udført for os.

Som ny sekretær har vi ansat Lone Dichmann, som vi ønsker varmt velkommen, og vi ser frem til et godt samarbejde.

En stor tak til alle vore frivillige hjælpere, som så velvilligt bruger deres fritid på at hjælpe foreningen, det være sig ved løsning af særlige opgaver samt assistance på vor stand. Har man lyst til at give en hånd med, så kontakt vort sekretariat.

Jeg vil endvidere benytte lejligheden til at takke alle vore sponsorer og medlemmer, som muliggør foreningens fortsatte arbejde. Også en stor tak til Dansk Ride Forbund for det gode samarbejde.

Denne beretning skal også indeholde en varm tak til bestyrelsen for et god og konstruktiv indsats til gavn for vor sport.

Fra bestyrelsens side vil vi bestræbe os på fortsat at udbrede kendskabet til Dressurens Venner, fremme den brede forståelse for dressursporten, samt støtte den gode og korrekte uddannelse af dressurhesten.


København, maj 2014

H.K.H. Prinsesse Benedikte

< Tilbage