< Tilbage

Hjemmebanesejr til holdet fra Holte Ride-Klub i Dressurens Venner Cup15-09-2013 - 18:06

Hjemmeholdet formåede at holde placeringen fra lørdagens klasser, og kan således kalde sig vindere af Dressurens Venner Cup 2013.

Af Eva Bundgaard

Ved weekendens C-stævne i Holte Rideklub blev finalen i Dressurens Venner Cup 2013 afviklet, og efter at holdene nu har redet både lørdag og søndag blev det klart,  at det blev holdet fra den arrangerende klub, som kan smykke sig med titlen: Vindere af Dressurens Venner Cup 2013.

De seks hold, som kæmpede om titlen var: Holte Rideklub, Kjellerup Og Omegns Rideklub, Sportsrideklubben Aalborg, Hovgaard Rideklub, Nustrup Rideklub og Odsherreds Rideklub. Holdenes fire ryttere red enten LA2 eller LA5 og red både lørdag og søndag.

Lørdag blev det holdet fra Holte Rideklub, bestående af Susie Juhl på Carmens Zefyr, Line Bjarnholt Mune på Prima Ballerina, Nina Thygesen Gjørup på Rosenknabe og Stine Birk på Engvangs Romance, der løb med sejren med en sammenlagt score på 206,291%. Andenpladsen gik til holdet fra Kjellerup og Omegns Rideklub med 203,659, mens tredjepladsen gik til holdet fra Sportsrideklubben Aalborg med 201,258.

Søndagens afdeling gjorde resultatet lidt mere spændende, idet denne afdeling blev vundet af holdet fra Kjellerup og Omegns Rideklub, bestående af Jesper Bisgaard Nielsen på Don Bernardo, Pia Gram-Sørensen på Korporal Hærup, Karen Marie Bruun på Stendalens Mirage og Anne-Sofie Møller på Ferrai med 208,964, mens andenpladsen gik til holdet fra Holte Rideklub med 208,826 og tredjepladsen til holdet fra Sportsrideklubben Aalborg med 208,173.

Det blev dermed til et samlet resultat, hvor vinderen blev holdet fra Holte Rideklub med 207,559, mens andenpladsen gik til holdet fra Kjellerup og Omegns Rideklub med 206,311. På tredjepladsen kom holdt fra Sportsrideklubben Aalborg ind med sammenlagt 204,715.

Til førstepladsen var en præmiesum på 10.000 kr. samt ærespræmier fra Ingdams og Jabra. Til andenpladsen var der 6.000 kr., mens der til tredjepladsen var 4.000 kr.

< Tilbage