< Tilbage

Stærkt DM-felt29-05-2013 - 21:23

Startlisterne til danmarksmesterskabet i dressur 2013 ligger nu klar.

Af Maria Evald

I år er DM-feltet stærkere end nogensinde. Til august er Danmark nemlig vært ved det tredobbelte EM i dressur, springning og paradressur, og DM-stævnet på Broholm er et led i udtagelsen af det dressurlandshold og det paradressurlandshold, der skal forsvare de danske farver på hjemmebane.

- Det er det stærkeste felt, vi nogensinde  har set, siger direktør hos Broholm Gods og Hestecenter Anne Lütken.

10 års jubilæum 

Broholm Gods på Fyn skal for 10. år afholde danmarksmesterskaberne i dressur for seniorer, ungryttere, juniorer og pararyttere i dagene fra den 6.-9. juni 2013. På finaledagen ved DM – søndag den 9. juni – præsenteres de seneste ni års danmarksmestre for publikum.

- Jeg glæder mig til jubilæet. Det bedste ved at arrangere og afholde DM er, når det hele kører som det skal og alt fungerer, siger Anne Lütken, der i 2009 blev tildelt Lis Hartels Mindepris for sit store arbejde med at arrangere DM.

Clinics og prisuddeling
Det er ikke kun Danmarks bedste dressurekvipager, der venter publikum på Broholm. Lørdag giver den internationale dressurdommer Susanne Baarup Christensen og Anne Sofie Aaen en clinic, hvor publikum kan blive klogere på dressursporten. Søndag vil den forsvarende Danmarksmester Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og berider Hasse Hoffmann give en clinic. Søndag er også dagen, hvor Lis Hartels Mindepris tildeles en person, som har gjort en ekstraordinær indsats for dansk dressur.

Fri adgang lørdag
Ligesom sidste år kan personer med et aktivt medlemsskab af Dressurens Venner (grønt medlemsskab) få adgang til DM lørdag den 8. juni. Det gælder også for foreningens sponsorer (blåt medlemsskab), at der er gratis adgang til konkurrencerne, der foregår i smukke rammer i slotsparken ved Broholm Slot ved Gudme på Fyn.

Startliste: DM i dressur

Program og øvrige startlister

DM i dressur 2013

Kilde: Dansk Ride Forbund.

< Tilbage