< Tilbage

Spænding i toppen ved Gorrissen Federspiel DM i dressur06-06-2013 - 10:16

Spændingen bliver bevaret til det sidste i kampen om DM-titlen i dressur.

Anna Kasprzak og Donnperignon leverede lørdag dagens bedste præstation og er dermed favorit til guldet. Spændingen er endnu større omkring sølv og bronze, hvor Lone Bang Larsen og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har byttet plads i medaljestillingen, og hvor Andreas Helgstrand også blander sig i toppen, skriver Dansk Ride Forbund i en pressemeddelelse.

Sejrede i Grand Prix Special
Lørdag leverede ekvipagen igen dagens bedste præstation, da 2. afdeling af Gorissen Federspiel DM i dressur blev afviklet i Grand Prix Special. Donnperignon havde godt afskub og stort stræk i øgningerne og virkelig gode overgange mellem passage og fri trav. Passagen blev leveret med stort løft og blev også belønnet med karakteren 9. Det blev også til 9 for både smukt leverede etter-changementer og centrerede galoppiruetter med god energi og løft. Programmet blev belønnet med 77,50 %, og med samlet 153,18 point er ekvipagen favorit til at snuppe DM-titlen.

Det skriver Dansk Ride Forbund i en pressemeddelelse.
 
Lone Bang Larsen rykker op på 2. pladsen
Lone Bang Larsen og Fitou L viser også særdeles stærke takter ved DM. Fredag sluttede ekvipagen på 3. pladsen, men med dagens næstbedste Grand Prix Special, der blev bedømt til 76,35 %, er ekvipagen nu på sølvkurs med samlet 151,24 point. Lone og Fitou viste publikum et roligt og harmonisk program, med rigtig gode toer-changementer og en piaffe, der udløste et 9-tal. Programmet var også præget af rigtig gode overgange og stort overblik.
 
Helgstrand blander sig i topstriden 
Andreas Helgstrand og Akeem Foldager fandt formen i 2. afdeling af DM og leverede et flot program til 75,88 %, hvilket udløste 3. pladsen i dagens klasse og en samlet 4. plads i mesterskabskampen. Akeem Foldager viste en udtryksfuld og dynamisk passage, gode overgange i piaffe og passage og traversader med stort løft og overtrædning.
 
Sikkert program fra Nathalie og Digby 
Det er altid en fornøjelse at se den forsvarende mesterekvipage, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby, og lørdag fik publikum også et sikkert program i høj klasse at se. Overgangene i piaffe og passage var vanligt gode, og især changementsserierne var i særklasse og udløste bl.a. et 9-tal. Programmet udløste karakteren 74,77 % og en 4. plads i dagens klasse. Samlet ligger ekvipagen på en foreløbig 3. plads med 149,82 %.

Afvikles over tre afdelinger
DM i dressur for seniorer rides over tre sammenhængene konkurrencedage, hvor 1. afdeling rides i Grand Prix. De bedste 24 ekvipager går videre til 2. afdeling, som rides i Grand Prix Special. Herefter lægges resultaterne fra 1. og 2. afdeling sammen, og de 15 bedste ekvipager går videre til 3. afdeling, som rides i kür. Rytterne må kun starte en hest i 3. afdeling. Mesterskabet afgøres ved sammenlægning af resultaterne fra alle tre afdelinger.

Kilde: Dansk Ride Forbund.

< Tilbage