< Tilbage

53.095 til hestefest12-03-2013 - 16:58

Igen i år trak Dansk Varmblods hingstekåring i Herning fulde huse. 

Af Maria Evald

Siden 1980 har Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning været et trækplaster for hesteinteresserede fra nær og fjern. I år var ingen undtagelse. I alt 53.095 mennesker gæstede Nordens største hestearrangement i dagene fra den 6.-10. marts 2013, skriver MCH Messecenter Herning i en pressemeddelelse. Enkelte gæster kom sågar helt fra USA og Hawai-øen Maui.  

Hestesalg for 2,2 mio. 
Alene det store gallashow fredag og lørdag aften blev overværet af næsten 15.000 publikummer, deriblandt H.K.H. Prinsesse Benedikte og Prinsesse Nathalie. Stort fremmøde var der ligeledes til den traditionsrige forårsauktion, hvor syv hingste i år var under hammeren. Den nykårede præmiehingst Svalebo’s Cellestin e. Chellys Z / A-Dur opnåede auktionens højeste hammerslag på 400.000 kroner. Sammenlagt blev der solgt heste for over 2,2 mio. kroner.

262 udstillere
Tusindvis af gæster var gennem de tre haller, der tilsammen udgjorde messen Hest & Rytter. Her var 262 udstillere repræsenteret med et bredt udvalg inden for bl.a. udstyr, beklædning og foder, og ifølge arrangørerne var der både travlhed og et pænt salg på standene.

Varmblodspris til gallashow-ildsjæl
Årets Varmblodspris blev uddelt lørdag aften og gik til Bjarne Johansen, der opnåede hæderen for sin indsats gennem 20 år som koordinator for Gallashowet. Prisen blev overrakt af formand for Dansk Varmblod, Jan Pedersen, og MCH's administrerende direktør Georg Sørensen.

Gang i den igen om fem måneder
Næste udgave af Hingstekåringen finder sted 6.-9. marts 2014 i MCH Messecenter Herning. Men allerede til august vil MCH igen summe af hestevrinsk og liv. Det sker, når danmarkshistoriens hidtil største hestesportsbegivenhed, ECCO FEI Europamesterskaberne i dressur og spring, finder sted fra den 20.-25. august 2013 netop her.

Kilde: Pressemeddelelse.

Læs meget mere om hingstekåringen på Dansk Varmblods/Ridehestens officielle hingstekåringssite.

 

< Tilbage