Hver adventssøndag i december skriver Jytte Lemkow en dressurklumme på vores hjemmeside. Dette er den første ud af fire i alt.

Tekst, illustrationer og fotos: Jytte Lemkow

Se og læs om alle eksemplerne ved at klikke her.

Jeg er jo ingen årsunge længere, og tanken slog mig forleden, at når jeg har lagt pennen for sidste gang, er der måske meget få her i Danmark, der kender eller bevidst tænker over, hvilket samspil der er og bør være mellem hestens holdning og dens måde at bevæge sig på, alt efter samlingsgrad og tempi. 

Titelbilledet står på mit skrivebord, fordi det er sjældent at have fotos af en hest, der bliver redet, hvor hesten ikke har hovedtøj på, og derfor placerer sit hoved, lige netop der, hvor den rent balancemæssigt har brug for det. Om dette nu også er tilfældet, kan man hos såvel den fritløbende som den redne hest altid kontrollere, hvis man trækker en imaginær linje langs hestens næseryg og forlænger den ned til det forben, der er i luften længst fremme. Så må forbenet ikke være længere fremme end den forlængede linje!

Det gælder både i trav, galop, passage og piaffe. Og det gælder fra unghest til Grand Prix. Men mere relevant er det nok at sige, at hestens næseryg aldrig må være længere tilbage end den usynlige linje ned til det ledende forben, for det er som regel her, ”skoen trykker”. Mange heste rides simpelthen for snævert, og det gør de som regel, fordi det giver mere kontrol, men måske fordi de ikke er tilstrækkeligt samlet og derfor mangler styrken til den korrekte holdning. 

Dette med den imaginære linje er en god gammel regel, som bestemt ikke er blevet lettere at overholde, i takt med at mange dressurheste i dag avles med enormt gangartspotentiale. Men også disse heste skulle gerne bevare balancen på en naturlig måde, når de bliver samlet, og det kan lade sig gøre, både i de samlede og frie gangarter, men også når vi taler om passage og piaffe. Det er et spørgsmål, om hesten er tilstrækkeligt samlet bagfra, dvs. gennem korrekt træning, har forøget bøjning af bagbenenes led: hofte, knæ og haser, så vægten forelægges bagud og forparten aflastes tilsvarende. Det resulterer også i en let hvælvet ryg i stedet for en ryg, der bliver trykket ned (svajrygget), så bagbenene er for langt bagud og ikke kan komme ind og tage forøget vægt.

Men også i trav fx, som jo er en totaktet bevægelse og derfor for beskueren er den nemmeste gangart at følge med i rent bevægelsesmæssigt, sker benskiftet fra den ene diagonal til den anden gennem et svævningsmoment, som er større, jo hurtigere hesten bevæger sig, og mindre jo langsommere. Kun i piaffe, som jo stadig er en meget afkortet trav, forsvinder svævningsmomentet helt, idet benskiftet fra den ene diagonal til den anden finder sted på et splitsekund med alle fire ben i jorden (jo mere fart, jo længere tid til et benskifte og visa-versa). 

Nu tænker de ældre i blandt jer, åh nu begynder hun med sine gangarter igen! Og ja, det gør jeg, omend det er i forbindelse med hestens holdning og måske for sidste gang. De rentaktede naturlige gangarter er stadig fundamentet i hele dressursporten, selv om hestematerialet er blevet så kolosalt forbedret i de over 65 år, jeg har fulgt dressursporten tæt. Det er sket gennem min egen mangeårige ridning, gennem mit virke som dansk og international dressurdommer i over 30 år, men især ud over at have dømt over store dele af verdenen, også at have set så megen dressur både ved flere olympiske lege (det første i 1960!), verdensmesterskaber, europamesterskaber og et utal af andre både nationale men især internationale store dressurstævner, så ja, jeg føler mig kompetent til at udtale mig netop på grund af min alder!

Både dommere og tilskuer bedømmer et ridt visuelt – rytterne derimod føler det kun, hvis de ikke lige netop har et spejl til rådighed. Men både det man føler og ser skulle gerne hænge sammen, så et ridt kommer dressursportens regler og krav nærmest muligt. Hver gangart og hver øvelse er nøje beskrevet i både det danske og det internationale dressurreglement, men alt skal visualiseres. Det er imidlertid det sete der bestemmer resultaterne, og det er derfor rytterne især bliver vejledt fra jorden. Og her skader det ikke at kende de imaginære linjer, ikke kun om holdning og samlingsgrad er i overensstemmelse, men så sandelig også om fx i trav, passage og piaffe, det diagonale benpar arbejder synkront og parallelt. Og om det benpar, der i galoppen arbejder samtidigt, nu også er parallelt. Ja, der findes mange imaginære linjer hos en dressurhest, som det skolede øje bevidst eller ubevidst gør brug af.