Dansk Varmblods hingstekåring 2025: Unghestechampionat
Tekst og fotos: Jytte Lemkow
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, som er protektor for Dansk Varmblod, er en trofast gæst i Herning, når der er Hingstekåring. Hun er her i selskab med formanden for Hestens Værn, Julie Fjeldborg, som uddeler en særlig ærespræmie til vinderen af Unghestechampionatet 2025, Selina Solberg på vinderhoppen ATTERUPGAARDS DAIMI.
Blue Hors Unghestechampionatet i dressur: En konkurrence, som hvert år bliver fulgt med stor interesse og som trækker mange tilskuere til, er unghestechampionatet i dressur, som begynder med en bedømmelse af de femårige dressurheste under egen rytter allerede fra onsdag, hvor der bliver givet en individuel karakter for skridt, trav og galop.
Af de oprindelig 48 startende 5 års heste, som i løbet af 2024 havde kvalificeret sig til den afsluttende del i Herning, bliver de 25 bedste redet af en professionel rytter, som igen i år var den ene af de tre fra det sølvvindende OL-hold fra Paris i 2024, Daniel Bachmann Andersen. Det er en stor opgave, og som i tidligere år løste han den fremragende med stor indlevelsesformåen og en super evne til at forklare, hvad han føler, og hvorledes han prøver at rette det, som her og nu kunne forbedres. Det tryllebandt Daniel de mange tilskuere med i flere timer både lørdag og søndag, og det var en stor fornøjelse at se, hvor godt samtlige heste befandt sig under ham.
Generelt var det en flok dejlige unge dressurheste, velplejede og tunede til den opgave, som fremmedryttertesten er. Ud over den meget sympatiske måde, Daniel red hestene på, var det interessant at se, hvorledes mange blev ændret til det bedre – slappede af og blev mere rummelige i deres i forvejen flotte bevægelser.
Der var helt klart fire-fem heste, som skilte sig ud og som ikke mindst takket være Daniels kunnen viste endnu dejligere og mere rummelige og smidige gangarter samt stor samarbejdsvilje. Ikke mindst det sidste er ikke uvæsentlig for en fremtidig topdressurhest. Kun én hest var så skræmt, at Daniel besluttede, at den slet ikke skulle udsættes for at få en fremmed rytter på, og den udgik derfor.

Vinder blev hoppen ATTERUPGAARDS DAIMI efter Springbank II (SWB) og hoppen Atterupgaards Delorean, redet af Selina Solberg Vittinghus og ejet af Atterupgaard, som gennem tiderne har avlet mange dejlige heste. Den opnåede 10 i ridelighed og 9,5 i kapacitet, og ”kun” 9,5 fordi Daniel skønnede, at skridten kunne have været en tak bedre. Samlet opnåede den 913 point. Det skal blive spændende at følge denne dejlige hoppe.
Vinderen af Unghestechampionatet, ATTERUPGÅRDS DAIMI, var en ualmindelig velgående og tillidsfuld unghest, som velfortjent fik 10 og 9,5.

På andenpladsen fulgte hingsten SOULMATE ASKEHAVEN efter Secret og hoppen Gucci, opdættet af Lisa Munch Holst, ejet af Helgstrand Dressage og redet af Merita Hagren. En dejlig lidt lavstammet ”gummihest”, dvs. smidig og blød i sin bevægelse inkl. en stor flot skridt. Den opnåede 9 i ridelighed og 10 i kapacitet. Samlet 883 point.
(Foto: RIDEHESTEN.COM)

På tredjepladsen fulgte igen en hingst, den elegante fuks FRYDENSSANGS EYE CHRUSHER, efter Eye Catcher. Opdrættet af Julie Birch Vinge, ejet af Ahlberg/Ringkær ApS og redet af Emma Ahlberg. Hingsten opnåede samlet 861 point.
FRYDENSSANGS EYE CHRUSHER: En dejlig dressurhest som hos Daniel opnåede 8,0 og 8,5. Det er der al mulig grund til at være stolt over.
På fjerdepladsen fulgte den røde hoppe DIZZY efter Hesselhøj Donkey Boy, som blandt andet ejes af Helgstrand Dressage. Den blev redet af Maria Anita Andersen, og samlet opnåede de 857 point.
Det er svært ikke hele tiden bare at skrive: det er en dejlig hest, for det var langt de fleste af de unge dressurhåb, der nåede finalen. Det gælder også Dizzy, som hos Daniel opnåede 8,5 og 8,5.
BLUE HORS STARDUST DWB efter Blue Hors St. Schufro og ejet af Stutteri Runehøj v/ Birgitte Thomsen og Stutteri Ask & Blue Hors, som blev redet af Lea Dyre Jespersen, lignede en færdig muskuløs dressurhest. Den var vinder hos Daniel i den første af de to dages afprøvninger, hvor den opnåede 9,5 og 9,5. Dens samlede resultat blev en femteplads med 853 point.

Betina Jæger præsterede at have hele to heste placeret blandt de første syv, idet hun blev nr. 6 med hingsten FREDENSDALS IMPRESSIVE DWB efter Imposantos, som hun delvist selv er ejer af, og nr. syv med ligeledes en hingst: KIRAN G efter Kremlin MD, som er ejet af Stutteri G v/Helene Geervliet.
Endnu en dejlig dressurmodel: FREDENDALS IMPRESSIV DWB, som samlet opnåede 852 point. Hos Daniel besatte den andenpladsen i søndagens fremvisning, hvor den opnåede 9,0 og 9,0.
Hingsten Kiran G blev nr. tre i fremmedryttertesten om søndagen, hvor den fik 9,0 for ridelighed og 8,5 for kapacitet, Samlet opnåede den 832 point.

Selvom den i slutresultatet ”kun” endte på en niendeplads, skal det da lige nævnes, at Daniel var meget begejstret for den yndige, smidige og velgående sortbrune hoppe Polka Perfection M efter Secret og opdrættet og ejet af Sanne Mathiasen, som han gav 8,5 og 9, hvilket var tredje bedste resultat hos ham.
Yndig og graciøs er hun hoppen Polka Perfection M, som Daniel var meget begejstret for. Den sluttede på en samlet niendeplads med 819 point.
Det er hvert år en stor fornøjelse at følge en ny årgang af unge talentfulde dressurheste, og ikke mindst i fremmedryttertesten at se hvor villigt og godt de lader sig ride af en helt fremmed rytter, der ganske vist ikke er hvem som helst!
STOR ros til Daniel for hans indsat, også i år! Og lige så stor ros til alle avlerne for de smukke og velgående heste, de har avlet.