<

Hans-Christian Matthiesen skal dømme til OL i Tokyo05-04-2019 - 14:25

“Det bliver ikke meget større.”

FEI 5* dressurdommer og bestyrelsesmedlem i Dressurens Venner Hans-Christian Matthiesen er blevet udvalgt til at være en del af den dommergruppe, der skal dømme dressurkonkurrencerne under OL i 2020, der afholdes i Tokyo. Og det var da også med stor stolthed, at Hans-Christian Matthiesen modtog den nyhed.

 

“Jeg er meget stolt og ydmyg, og det bliver ikke meget større som dommer,” siger Hans-Christian Matthiesen.

 

“Det er jo en lang udvælgelsesproces, og det føles som noget, man skal gøre sig fortjent til over mange år, hvor man skal være utrolig aktiv. Efter jeg både har dømt VM i 2018 og EM i 2017, har jeg bevist, at jeg kan fungere i en dommergruppe og tage de rigtige beslutninger selv under pres,” siger Hans-Christian Matthiesen, der har dømt internationale stævner de seneste ti år.

 

Hans-Christian Matthiesen har tidligere været med til OL som dyrlæge, så han har også en klar idé om, hvad der er for et arrangement, han bliver en del af, når OL i Tokyo begynder i juli næste år.

 

“Det er jo et kæmpestort og fascinerende setup, og jeg forstår godt, hvorfor rytterne også siger, at det er det største, man kan opnå,” siger han. Med udvælgelsen melder Hans-Christian Matthiesen sig ind i den lille eksklusive klub af danske dressurdommere, som også tæller Leif Törnblad og Susanne Borup, der har dømt til de olympiske lege.

 

Og hvordan forbereder man sig så på så stor en opgave med knap 500 dage, til det hele går løs?

 

“Nogle kan godt lide at holde sig helt fra at dømme og være “friske fra fad”, når de sætter sig i dommerhuset til OL, mens andre forbereder sig ved at dømme en masse – og jeg er helt sikkert i den sidste kategori. Jeg har behov for at være skarp og komme så meget ud at dømme og være sammen med mine dommerkolleger,” siger Hans-Christian Matthiesen.

 

 

<