< Tilbage

Paradressurholdet er klar til PL18-08-2021 - 18:30

Landstræneren for pararytterne Astrid Gemal ser frem mod Tokyo 2020 – de Paralympiske Lege i 2021.

I denne uge rejser paradressurlandsholdet mod Tokyo og de Paralympiske Lege efter det, landstræner Astrid Gemal kalder “en tro kopi” af, hvad seniorlandsholdet gjorde frem mod OL. Nemlig en uges karantæne i Aachen i Tyskland, før hestene flyver fra Liège mod Tokyo og rytterne og hele dressurdelegationen følger med

 

Og det er et veloplagt og forventningsfuldt landshold, der endelig kan boarde flyet ombord til Japan. Som bekendt blev optakten til PL et år længere end planlagt, og det var ikke altid lige nemt at holde humøret højt, fortæller Astrid Gemal.

 

“Først gjorde vi klar til at skulle afsted til PL i 2020 og holdt fanen højt lige indtil, det blev aflyst og udskudt. Og det var selvfølgelig lidt sejt, og der var nogen, der blev rigtig kede af det, for nu skulle det lige have været deres tur. Når det så er sagt, så var rytterne også gode til i stedet for at se aflysningen som noget negativt, i stedet at tænke at man fik et helt år forærende til at blive bedre i, og se på, hvad man kunne bruge et helt år på i træningen, som giver synlige resultater på banen,” fortæller Astrid Gemal.

 

Med et ekstra år at øve sig i kunne rytterne eksperimentere mere med nye metoder, som man ikke ville turde at afprøve med kun få måneder til de Paralympiske Lege. Og det har i den grad givet pote ifølge landstræneren.

 

“Der er så mange ting, der er blevet bedre på grund af rytternes målrettede træning, overblik og deres professionelle tilgang til situationen. Så i bagklogskabens kan man godt sige, at det ikke var så slemt igen, for rytterne har virkelig udnyttet tiden optimalt. Vi har flere nye heste med, som måske slet ikke ville have været klar, hvis PL havde været afholdt i 2020.”

 

Til Tokyo som et hold

Der er udtaget fire ryttere fra Danmark til de Paralympiske Lege – de to PL-debutanter Tobias Thorning Jørgensen (grad III) og Katrine Kristensen (grad II), samt Susanne Jensby Sunesen (grad IV) og Caroline Cecilie Nielsen (grad III), der begge har prøvet det før. Sunesen i London 2012 og Rio 2016 og Caronline Ceciclie Jensen i Beijing 2008, London 2012 og Rio 2016.

 

Det har været rigtig vigtigt for staben, at PL-rytterne forstår det vigtige i, at de skal afsted til Tokyo som et hold og ikke fire individuelle atleter og ekvipager. For jo større fællesskab, jo bedre resultater.

 

“I hele udtagelsesperioden har vi haft stort fokus på, at vi skulle sende et hold afsted til Tokyo, og vi har snakket om, hvor meget holdånd og fællesskab kan gøre for os på præstationssiden. Det har vi fået meget hjælp til af Anders Bendixen, der er sportspsykolog i Team Danmark. Vi har fortsat det arbejde, han har sat i gang, og det gør, at vi kommer afsted som et rigtig godt hold, som har de samme værdier og målsætninger, og det er enigheder på holdet, der bringer os langt på flere planer,” siger Astrid Gemal.

 

De fire PL-ryttere består som nævnt af to debutanter og to garvede ryttere, hvor sidstnævnte til gengæld kommer med de yngste heste. Og den kombination er god ifølge landstræneren.

 

“De to garvede ryttere (Susanne Jensby Sunesen og Caroline Cecilie Nielsen) kommer med de nyeste heste, så på den måde er de ikke mere garvede, end at hestene ikke har været med før. Rytterne kan bidrage med en hel masse viden, mens de to debutanter kommer med ‘horn i panden’, et kæmpe drive og siger “hvor bliver det stort!”, og det er inspirerende for os alle. Så alle bidrager med noget til holdet, men med noget forskelligt.”

 

De andre kan overraske

De paralympiske dressurkonkurrencer rides over fem dage den 26. til 30. august. Der er individuel test for grad II og grad IV den 26. august og grad III den 27. august. Dermed skal to danske ekvipager i ringen den første dag og de to andre den næste. Herefter bliver holdet til holdkonkurrencen bestående af tre ekvipager sat, ligesom der er individuel kvalifikation til küren.

 

Caroline Cecilie Nielsen har en bronzemedalje fra Beijing i 2008, mens Susannne Jensby Sunesen vandt sølv i Rio de Janeiro i 2016, men om der skal danskere på skamlen i dressur denne gang er langt sværere at spå om, end det plejer at være.

 

“Det er svært at sige noget om resultaterne, for vi kender simpelthen ikke de andres niveau, for vi har jo ikke set dem på grund af corona. Jeg ved, at USA har oprustet big time, Japan har også gjort en hel masse, og der kommer mange stærke nationer, så der er mange faktorer, vi ikke kan gøre noget ved. Men jeg håber, at rytterne kan leve op til deres eget høje niveau, de har vist i Europa. Vi har haft en rigtig god sæsonstart ovenpå corona, hvor vi nærmest ikke har været ude for en dør, men så har lagt hårdt fra land til de stævner, vi har nået at være til. Så jeg håber, vi kan holde et niveau, hvor vi præstere godt og alle klarer det godt. Så er jeg rigtig godt tilfreds. Og vi glæder os til at komme afsted og få den oplevelse sammen,” siger Astrid Gemal.

< Tilbage