< Tilbage

EM i Hagen 2021: ”POST FESTUM” og et kig bag kulissen07-10-2021 - 12:46

Små fortællinger fra EM, der ikke nåede med i de første udgivelser.

Af Jytte Lemkow

 

Se alle billederne og historierne HER.

 

Forståeligt nok har den imponerende danske indsats og medaljehøst domineret referaterne og fotodækningen fra dette års EM i Hagen i begyndelsen af september. Men i alt var 69 seniorer fra 22 nationer, og 53 U25-ryttere fra 17 nationer til start, og blandt dem var der foruden de topplacerede både interessante og bemærkelsesværdige præstationer. 

 

Alle startede én gang, alle U25-ryttere startede to gange, og det gjorde næsten halvdelen af seniorerne også. Kun i Grand Prix Kür – i begge kategorier – var startfeltet tydeligt reduceret. 

 

Forholdene for fotograferne var i starten meget begrænsede, vi stod nærmest oven i hinanden det samme sted. Kun de sidste dage blev de lempet lidt. 

 

Det er ekstremt kostbart at afholde en sådan dobbelt-begivenhed, så selvfølgelig skal sponsorer og annoncørerne have deres – til tider ikke særlig kønne men – synlige labels overalt. Dertil kom en filmfotograf med et kæmpe kamera, der ikke kun stod lige i fotografernes begrænsede synsvinkel, men også helt tæt på banen. Det skræmte også flere heste fra vid og sans, også når det var pakket ind i en kæmpe presenning, når det ikke blev brugt. 

 

Og var man endelig fotografisk fri af førnævnte visuelle forhindringer og de kæmpestore master til det elektriske lys om aftenen, som var fordelt rundt om hele banen, og som for øvrigt ikke var stærkt nok til at man kunne fotografere ved det, kunne man næsten være sikker på at få en af de mange grimme sorte bagsider i synsfeltet fra de resultattavler, som i jordhøjde også var placeret rundt om banen, og som løbende gav dommernes karakterer.

 

Resultatet var masser af dårlige fotos, meget lidt tid til at få dem sorteret, og for mit vedkommende ”indkørsel” af et nyt kamera, et ønske om at fotografere alle, og også et seniorliv der byder på mange andre udfordringer end at sidde foran computeren. 

 

Hvorom alting er, masser af fotos er først efterfølgende dukket op, og nogle små historier, som der ikke var plads til i artiklerne skrevet lige efter begivenhederne. 

 

Se alle billederne og historierne HER.

< Tilbage