< Tilbage

Legatmodtagere: Dressurens Venner hjælper os01-03-2010 - 21:07

Dressurens Venner vil dansk dressur det bedste. Derfor støtter foreningen både etablerede seniorryttere såvel som fremadstormende talenter og handicapryttere. Siden 2007 har i alt syv danske dressurryttere og en række events modtaget økonomisk støtte.

Af Michelle Bager

Det seneste støttebeløb er givet i februar 2010. Her har Dressurens Venner valgt at støtte dressurudvalget under Dansk Ride Forbund. Der er givet 10.000 kroner og pengene er øremærket til ”Projekt træningsmetoder”. Et initiativ, som vi løbende vil følge hos Dressurens Venner. 

En af de ryttere, der har modtaget støtte i 2009 er Mikala Münter Gundersen. Hun bor og træner til dagligt dressurheste i Wellington, Florida. Især hingsten Leonberg har hun succes med. For nylig sluttede ekvipagen i top 15 ved Exquis World Dressage Masters i Florida.  

- Pengene fra Dressurens Venner gik især til mit ophold i Europa og på undervisning. Det har været en uvurderlig støtte, som har været med til at give mig mere stabilitet på banen, siger Mikala Münter Gundersen til Dressurens Venner.

I løbet af kort tid kan du læse mere om Mikala Münter Gundersen og hendes mål om at ride VM i 2010. Dressurens Venner har besøgt hende privat i Florida. Det er der kommet en artikel ud af, som bliver offentliggjort her på sitet i løbet af marts. 

Flere pony- og ungryttere har også nydt godt af foreningens midler. En af dem er Louise Mølby, der som ponyrytter fik realiseret sin drøm om at deltage i Europamesterskaberne, efter hun fik et støttebeløb på 20.000 kroner fra Dressurens Venner. 

- Det var en drøm for mig, at komme til at deltage i Europamesterskaberne i Tyskland. Uden de penge ville det have været umuligt for mig at komme af sted, siger Louise Mølby, der sluttede som nummer 17 ved mesterskaberne. 

I dag fortsætter hun arbejdet med dressuren som underviser og træner af især ungheste. Hun er i gang med sit sidste år som ungrytter og ser frem til livet som seniorrytter. 

- Jeg fik virkelig blod på tanden efter mesterskaberne i Tyskland. Så jeg fortsætter med at ride og håber, at mine heste en dag vil blive gode nok til at være med blandt eliten i dansk dressursport, siger Louise  Mølby. 

Det er ikke kun individuelle dressurpræstationer, som pengene går til. Dressurens Venner støtter også dressurlandsholdet. F.eks. ved EM i 2009 betalte foreningen 25.000 kroner for at få en dansk dyrlæge med til mesterskaberne og ved OL i 2008, hvor man indkøbte mobiltelefoner, så ryttere og officials kunne kommunikere under legene. 

< Tilbage