< Tilbage

Prinsessen er afsat27-05-2010 - 20:51

Der er glædelige nyheder om en af dansk dressurs mest markante skikkelser. Den højgravide Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har netop sagt ja til Alexander Johannsmann under en vielse på Berleburg Slot i Tyskland.

Den lykkelige begivenhed skete den 27. maj 2010. Hoffet skriver følgende på deres hjemmeside: 

- Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte og Hans Højhed Prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg har den glæde at meddele, at Hendes Højhed Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg den 27. maj 2010 har indgået ægteskab med hr. Alexander Johannsmann. Højtideligheden fandt sted under private forhold i Orangeriet i slotsparken i Berleburg. 

Standesamtlische Trauung

Vielsen kaldes på tysk ”Standesamtlische Trauung” og svarer til en borgerlig vielse i Danmark. Efter tysk lovgivning danner den det juridiske grundlag for en senere kirkelig vielse. Parret forventer, at den kirkelige vielse finder sted i 2011.


Bor på Berleburg

Prinsesse Nathalie er Prinsesse Benediktes og Prins Richards yngste datter. Prinsessen bor på Schloss Berleburg i Tyskland, hvor hun opdrætter og træner familiens dressurheste. Prinsessen er selv aktiv rytter. Hun blev dansk mester i dressur i 2002 og 2009, og vandt bronzemedalje i holdkonkurrencerne ved de Olympiske Lege i Beijing og Hong Kong i 2008. Prinsessen vil i forbindelse med ægteskabet bevare sit navn.

Hesteinteresseret ægtemand

Hr. Alexander Johannsmann er 32 år og tysk statsborger. Han arbejder i sin onkels internationale virksomhed, der er specialiseret inden for hestetransport. Hr. Johannsmann er også opvokset i et miljø, hvor hestesporten spiller en stor rolle, idet faderen har en international sportskarriere bag sig og i dag er en anerkendt træner af springryttere. Hr. Johanssmann vil i forbindelse med ægteskabet bevare sit navn.

Ægteparret vil bo på Schloss Berleburg.

< Tilbage