< Tilbage

Tysk superhest til dansk toprytter 19-10-2011 - 19:35

U25-rytter Anna Kasprzak har fået sig en ny dressurpartner. Han er tysker, rødbrun, 12 år, født i Finland og har et cv, der ville gøre mange andre internationale Grand Prix-heste misundelige.

Af Maria Evald

Hestehovederne tittede nysgerrigt frem fra boksene, da Donnperignon fredag den 7. oktober 2011 entrerede sit nye hjem hos familien Kasprzaks ride- og avlscenter i Haderslev. Ikke kun blandt de to-benene var det tydeligt at mærke, at det nye familiemedlem med kaldenavnet Pepe er en helt særlig herre. Det fortæller Anna Kasprzak's mor, Hanni Toosbuy Kasprzak.

- Vi er meget taknemmelige for, at vi har fået mulighed for at købe Donnperignon. Han er en meget talentfuld og klog hest.

Erfaren konkurrencehest

Med købet af den Donnperignon kommer det 21-årige ridetalent Anna Kasprzak på ryggen af en erfaren konkurrencehest. EM-holdsølv i Rotterdam og bronze ved WEG i Kentucky sidste år er blot nogle af de sejre, hesten har vundet med dens tidligere ejer, den tyske landsholdsrytter Christoph Koschel, i sadlen.

- Jeg har redet ham, siden har var fire år, så naturligvis er det med blandede følelser, jeg står her, fortalte Christoph Koschel til Ridehesten efter ankomsten med hesten til familien Kasprzak i Haderslev.

Handlede via Helgstrand

Salget af superhesten kom i stand med hjælp fra Anna Kasprzak's træner, Andreas Helgstrand, i samarbejde med den svenske landsholdsrytter Partik Kittel. På sin hjemmeside skriver Patrik Kittel:

- Jeg ser frem til at se Anna på den store scene.

Til Ridehesten siger Christoph Koschel:

- Når det nu blev bestemt, at han skulle sælges, så er jeg meget glad for, at han er kommet i hænderne på en familie, som helt tydeligt har forstand på heste samtidig med, at Annas følsomme ridning passer godt til ham.

Hvornår, vi får ekvipagen at se på konkurrencebanen, er et godt spørgsmål. Men det bliver nok næppe før i 2012, vurderer Hanni Toosbuy Kasprzak.

- Lige nu har de travlt med at lære hinanden at kende, siger hun til Dressurens Venner.

< Tilbage