< Tilbage

En kær kollega pensioneres31-07-2011 - 20:02

Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgensteins elskede konkurrencehest, Rigoletto, skal ikke med til flere dressurstævner. Efter otte års trofast optræden på de udenlandske og de danske topdressur-baner, bliver der søndag den 31. juli 2011 sagt officielt farvel til den 15-årige vallak.

Af Maria Evald

- Rigoletto vil ikke mere, konstaterer Nathalie zu Sayn-Wittgenstein tydeligt forpustet og med røde kinder umiddelbart efter at have outreret dressurbanen og steget af hesten. 

Ridtet skulle vise sig at blive Rigolettos allersidste optræden foran dressurdommerne. Nathalie har netop valgt at trække ham ud af konkurrencen og stiller derfor ikke op på ham i søndagens kür-finale. På spørgsmålet om, hvorvidt det er vemodigt eller ej, svarer prinsessen:

- Både ja og nej. Rigoletto har været med i otte år nu. Han har været en god hest, fordi han har fået mig ind i elitesporten. Jeg har haft utrolig store oplevelser på ham. Den har haft alle odds imod sig, men jeg har troet på ham, og nu er tiden inde til, at han skal pensioneres hjemme på slottet. 

Fra grim ælling til smuk svane

Rigoletto er en Dansk Varmblodshest, som er avlet hjemme på Berleburg efter Rubinstein og Rosienne. 
Som føl var han ikke nogen drømmehest at skue. Når han som unghest galopperede, føltes det som en hel flok elefanter, der kom løbende. Hans underhals fyldte mere end hans overhals, og hans mave var tilmed tyk. 

- Rigoletto var ikke særlig sjov at kigge på som ung, og dengang overvejede jeg da også at sælge ham, men min far insisterede på at beholde ham, fortæller Prinsesse Nathalie i bogen "Mit liv med heste." 

Tiden har siden vist, at den grimme ælling blev til en smuk svane. 

Rigoletto efterlader sig et imponerende cv, der bl.a. tæller DM-sejren i 2009, 2002, og vinder af Grand Prix og Grand Prix Special i Aachen i 2009, for blot at nævne nogle.

< Tilbage