< Tilbage

Nathalie satser på Digby til OL 09-01-2012 - 22:32

Hvis Nathalie zu Sayn-Wittgenstein bliver udtaget til OL-landsholdet, skal Digby med.

Af Maria Evald

Det bliver endnu engang Digby, der får fornøjelsen af at trave op ad midterlinjen i den historiske Greenwich Park til august. Såfremt Nathalie zu Sayn-Wittgenstein bliver udvalgt som en af de tre danske dressurryttere, der skal ride for Danmark ved OL i London til august 2012, så bliver det på hendes tophest Digby. Det fortæller prinsessen i et stort interview til HesteMagasinet. 

Digby er 15 år gammel og nærmer sig med hastige skridt pensionsalderen. Så hvis Nathalie bliver udtaget til OL-landsholdet, bliver det bliver sandsynligvis hans sidste olympiske mesterskab.

Ifølge Nathalie skal Digby kun starte stævner i to år mere. Derefter venter der ham et velfortjent otium hjemme på markerne ved Bad Berleburg. 

- Lige for tiden holder han en lille stævnepause. Jeg har valgt ikke at ride World Cup for at spare ham til OL. Han kommer nok til at gå et par stævner fra marts og frem, fortæller Nathalie til HesteMagasinet. 

Den danske varmblodsvallak Digby efter Donnerhall/Oxenholm/Pamina/Sandro har sammen med sin rytter Nathalie vundet en stribe flotte sejre. Senest i april 2011, hvor de vandt andenpladsen i World Cup-finalen med et kür-program til 80,036 procent. De var også med til at ride en olympisk bronzemedalje hjem til Danmark ved OL i Hong Kong i 2008.

Siden 2007 har Digby gået alle mesterskaber med undtagelse af fire måneders stævnepause i forbindelse Nathalie's fødsel af sønnen Konstantin, der nu er halvandet år gammel. 

Digby's efterfølgere

Nathalie har mange lovende heste i stalden som kan tage over efter Digby. Deriblandt Horsebo Smarties efter Gribaldi/Ramiro's Bube og Dolarny efter Don Schufro/Rubinstein.

- Horsebo Smarties udvikler sig meget positivt. Jeg håber og tror på, at han kan tage over for Digby på et tidspunkt, fortæller hun til HesteMagasinet.

Hold udtages til juli

Syv dressurryttere står på bruttolisten til OL. Kun tre af dem plus en reserverytter ender med at skulle afsted til London og ride for Danmark. Hvem det bliver, afgøres den 6. juli 2012 umiddelbart efter det internationale CHIO-stævne i Aachen.

< Tilbage