< Tilbage

To veteraner ta’r en snak12-01-2022 - 11:22

En samtale mellem Jytte Lemkow og Bjarne Nielsen.

”Det kan godt være, at vi er gamle, men det er dressursporten også!”

 

Sådan siger Bjarne Nielsen, som er født og vokset op på landet, nær Tårs i Vendsyssel. Hans forældre havde et traditionelt landbrug med blandt andet heste, som var en del af hans hverdag, og er forblevet det hele livet, ikke mindst på det professionelle plan.

 

Jytte Lemkow derimod er vokset op på stenbroen i København, og først i sit 11. år blev heste en del af hendes liv. I starten meget beskedent med én ridetime om ugen i Christiansborgs Slots ridehus. Senere har heste fyldt rigtigt meget på mange planer, både på godt og ondt, heldigvis især det første. 

 

Han, Bjarne Nielsen, gik i lære som berider som 18-årig i Hjørring og var færdiguddannet seks år senere.

 

”Det med heste kan man ikke læse sig til, det er kommet med årene. Som yngre berider sugede jeg det til mig, der var muligt, senere er jeg blevet mere beskuende. Jeg har altid syntes, at har man viden og erfaring, har man en forpligtelse til at give det videre.” 

 

Hvad mange ikke ved, så har Bjarne Nielsen sammenlagt også været ungdomslandstræner i 13 år, de fem sidste (2000-2005) som assisterende landstræner for Rudolf Zeillinger. Derefter var han fire år landstræner i Norge, hvilket resulterede i Norges første deltagelse ved et World Equestrian Games, som var i Kentucky i 2010. 

 

Sideløbende med sin beridergerning har Bjarne Nielsen haft mange tillidsjob. Han har fx i mange år været censor ved berideruddannelsen og er det stadig, er medlem af Dansk Varmblods avlsledelse, og er kåringsdommer og en yderst kompetent kommentator fx ved hingstekåringerne i Herning, bare for at nævne nogle få ting. Sammen med Birgitte Borch er han den dygtige speaker, når fjernsynet sender dressur, og hans evne til at indvie også ikke-eksperter i det, der foregår på dressurbanerne, er et kæmpe plus for sporten. Bjarnes baggrund som udlært berider og med interesse for hesteavl siden sin pureste ungdom har givet ham en indsigt af de sjældne i alt, hvad der rører sig omkring hesten. Bjarne blev i 2020 kåret til årets træner i Dansk Rideinstruktør Forening, og kunne i 2021 fejre 50 år i hestebranchen. Han er også modtager af DRF’s ærestegn for sin indsats i forbindelse med berideruddannelsen og dressursporten i øvrigt.


 

Hun, Jytte Lemkow, er uddannet reklametegner og var i sin pure ungdom en håbefuld rytter. Først var det jagter og springning hun foretrak, men snart blev det dressursporten, som helt tog over. Men konkurrenceambitionerne måtte vige for dressurdommergerningen.

 

”Man kunne i min verden ikke den ene dag konkurrere med dem, man den næste dag skulle dømme.”

 

”Jeg avancerede også så hurtigt i graderne som dommer, at det hurtigt stod klart, at det som dressurdommer var der, jeg bedst kunne tjene dressursporten.” 

 

At være dressurdommer har hun brugt 30 år af sit liv på, heraf de 25 som international. Jytte var dengang lidt sensationelt verdens yngste. I dag må hun være den ældste blandt de internationale hestesportsjournalister/fotografer  – ja, sådan ændrer tingene sig (hvis man lever længe nok!).

 

I år har hun været aktiv ridesportsskribent og senere fotograf i 50 år. For mange år tilbage var hun også landsdækkende foredragsholder for Dansk Varmblod med hestens gangarter som speciale, ligesom hun er den skrivende og illustrerende kraft bag succesbogen ‘Dressur med Kyra’. Jytte var desuden den kreative kraft i det udvalg, der i 2000 lavede samtlige danske dressurprogrammer radikalt om. Hun gennemredigerede samtidigt også det danske dressurreglement, som i årenes løb var blevet en sprogligt og faglig ”rodebutik”. Også hun har modtaget DRF’s ærestegn og tillige dressurudvalgets gyldne sporer. 

 

Begge har de modtaget Lis Hartels Mindepris tildelt af Dressurens Venner for deres ekstraordinære indsats for dressursporten i Danmark. Jytte i 2014 og Bjarne i 2016

 

Det er altså ikke anerkendelse, det har skortet på. 

 

Han syntes, hun var strid, da hun var dommer, og hun var ikke voldsomt betaget af hans ridestil. 

 

Men de har for længst forbrødret sig og erkendt hinandens kvaliteter, og har nu sat sig sammen, fordi de begge har det samme på hjertet. Og det er bestemt ikke for at tale om, at i gamle dage var alting, inklusive dressurridningen, meget bedre. 

 

Tværtimod er de begge rørende enige om, at det samlede niveau, også på verdensplan, aldrig har været højere. Og det skyldes ikke kun, at toprytterne i dag er super dygtige og professionelle, men i højeste grad også hestematerialet.

 

Er alt så ikke i den skønneste orden? 

 

Det er måske lige det, de synes, det ikke er – eller frygter, at det ikke bliver ved med at være. 

 

De er begge af den opfattelse, at det fortsat er de rentaktede gangarter, der er dressursportens bærende søjler, og fortsat bør være det. Det er det også stadigvæk ifølge både det danske og det internationale dressurreglement. Men ét er teori, noget andet er praksis. Og når de synes, som de gør, er det ikke, fordi de er stokkonservative, men fordi hestens måde at bevæge sig på i hver af de tre grundgangarter, skridt, trav og galop, også afspejler måden, den er trænet på, og om den sundhedsmæssigt er i orden, og derfor er så vigtig at bevare. 

 

Og det er nu engang smukkest at se en hest bevæge sig, som den er skabt til, og som måske gennem korrekt ridning kan blive endnu bedre, også selv om den er i stand til at udføre en masse svære øvelser.

 

De er begge udstyret med det, man kalder ”et skarpt blik”, når det gælder at se hvorledes en hest bevæger sig. Bjarne Nielsen, som siden sine unge dage har været involveret i avlsarbejdet, kan desuden sætte hestens bygning sammen med dens funktion, altså sammen med måden den bevæger sig på, hvilket gør ham så respekteret, som han er. Det er en evne, der ikke er alle forundt, og som har udviklet sig over en lang årrække. 

 

De finder det begge derfor bekymrende, at man i de internationale dressurprogrammer har fjernet tre af de tidligere fire samlede karakterer, hvoraf én direkte omhandlede de rentaktede naturlige gangarter. 

 

Som det er i dag, bedømmes både traven og galoppen ikke særskilt uden at hænge sammen med en øvelse, bortset fra i de frie tempi. Skridten derimod er den eneste gangart, som bedømmes isoleret både som fri og som samlet, og selv om der er god tid til at vurdere den i samtlige programmer, er Jytte og Bjarne ikke imponeret af dommernes evne på dette felt. 

 

Nogle toneangivende personer mener, at skal dressursporten fortsat kunne tiltrække publikum, især de unge og yngre, så skal resultatet fx helst komme umiddelbart efter rytteren har hilst af, hvilket i dag internationalt også er tilfældet, og så er der ikke tid til, at der bliver givet fire karakterer for det, man kaldte det samlede indtryk. Det var egentlig en helhedsvurdering af det lige sete, hvor man som dommer kunne belønne eller straffe ting, som det var svært at få med i den almindelige karaktergivning. Den elektroniske bedømmelse i dag, lader heller ikke megen tid til overvejelser. Heldigvis findes disse fire slutkarakterer stadig i de danske dressurprogrammer, men det er nok kun et spørgsmål om tid. Tilbage er der internationalt kun blevet én samlet karakter: Rytterens opstilling og indvirkning – hjælpernes finhed og effektivitet. 

 

Jytte Lemkow undrer sig lidt over, at man avler heste med større og større gangarter, hvis formålet er at lave Grand Prix-heste. Hun ved selvfølgelig godt, at det er disse heste, der scorer kassen. Det er heste med en mekanik, som både må slide på dem selv og som i et dressurprogram egentlig kun giver ”pote” i den frie trav, vel at mærke hvis hesten får lov at bruge sin ryg, og så måske i den frie galop og sidebevægelser. Men da passage-piaffe og overgangene herimellem, som tæller ca 30 % af samtlige karakterer i et Grand Prix-program, kræver en tydelig forlægning af hestens vægt til bagbenene, ser hun derfor ikke umiddelbart en fordel i de super stortgående heste, der ofte har lange bagben. For nok er disse fortrinlige til at skubbe af med, men måske mindre egnede til at kunne bøje sammen, når vægten skal forlægges til bagbenene for at kunne udføre galoppirouetter, passage, piaffe og overgangene herimellem på korrekt klassisk vis. Ser man tilbage på nogle af de bedste dressurheste de seneste 20 år, fx Totilas, Valegro,  Weihegold, Atterupgaards Cassidy, og verdensetteren Dalera BB ikke at forglemme, er det alle heste, der kunne eller kan udføre passage og piaffe nærmest til perfektion. De er eller var alle nærmere lidt lavstammede og temmelig rektangulære af bygning. Bjarne, som er avlseksperten af de to, er helt enig i Jyttes betragtninger, som nogle måske vil finde lidt kontroversielle. 

 

Bjarne Nielsen har også sin egen ”kæphest”. 

 

Dressurdommerstanden er altid blevet kritiseret mere eller mindre berettiget. Der sidder tre ved normale nationale klasser, og fem ved større og international stævner. Men nu sidder der ved store FEI-begivenheder og OL syv dommere, hvoraf majoriteten løbende ser de fleste øvelser fra en mindre ideel vinkel. Og Bjarne Nielsen er ikke imponeret over dommernes evner til at bedømme hestens gangarter. Han forstår simpelthen ikke, hvorfor avlseksperter og gangartseksperter og beridere fx ikke bliver involveret  i den danske dressurdommeruddannelse. Jo større indsigt en dommer har i hestens mekanik og i måden, den trænes på, jo større mulighed har de for at dømme korrekt. 

 

Bjarne Nielsen kan i samtalens løb, heller ikke undlade at bemærke, at alt snak om nutidens jungle af foderanbefalinger, terapeuter, hestepsykologer m.m., aldrig kan erstatte den korrekte ridning og træning af hesten.

 

Begge er de dybt bekymrede for, at dressursporten mere og mere bevæger sig henimod cirkus. Det begyndte allerede, da man i 1986 indførte Kür til musik, som jo er blevet en kæmpe publikumssucces, og som bestemt ikke har været nogen dårlig idé set med publikums øjne. Og det er publikum, der betaler, og også i dressursporten er penge jo alt!   

 

Ved de Olympiske Lege i Berlin i 1936 varede et dressurprogram 17 minutter. I dag varer den korte Grand Prix, som bliver anvendt i forbindelse med World Cuppen 4 minutter og 35 sekunder. Inden Frank Kempermann blev formand for det internationale dressurudvalg for en del år siden, annoncerede han ved et Global Dressage Forum, at hans mål var, at et dressurprogram kun skulle vare 1 minut! Forhåbentlig var det sagt i sjov, men vi er på vej derhen.

 

Det kan godt være, at ungdommen er hektisk, og at alt bare skal gå så stærkt, men en hest er en hest, som den har været det i titusinder af år, og den har brug for tid både fysisk og mentalt til at udvikle sig til dressurhest på højeste plan. Og det er ikke rimeligt, at resultatet af mange års anstrengelser og træning skal vises på kun nogle få minutter.

 

For Søren, dem der slutter op om dressursporten nyder at se på heste og ryttere, især når samarbejdet er smukt og harmonisk. Jo kortere programmerne bliver, jo mindre får man som tilskuer at se, og jo mere kræver det af rytterne, at alt er på plads, når de rider ind på banen. Med færre øvelser bliver en enkelt fejl også mere udslagsgivende, og de to veteraner frygter, at fokus i endnu højere grad bliver lagt på øvelser i stedet for på hestens grundkvaliteter – dens grundgangarter, dens grundridning og dens ridelighed.  

 

De har det også begge lidt svært med, at ”dresscoden” internationalt er blevet så fri, som den er. Når de hollandske ryttere nu officielt rider i en skrigende orange kjole, minder det for meget om tidligere tiders domptører i cirkus. Og alt det guld og glimmer, som nogle ryttere pynter både sig selv og hestene med, hvor er det dog overflødigt. Hesten i sig selv er jo bare så smukt et dyr – den behøver man ikke gøre til et ”juletræ”. Er den velredet, stråler den i sig selv. 

 

To gamle sure mennesker? Nej bestemt ikke, men to personer som i bund og grund elsker heste, og kun vil disse pragtfulde dyrs bedste og som elsker dressursporten – men som også elsker tradition og elegance, og ikke synes, at det hele skal ende i pseudoridning, cirkus, farver, guld og glimmer.

< Tilbage