< Tilbage

745.000 kr. på højkant til ryttere i Rio01-09-2011 - 18:32

For nylig dystede de om EM medaljer i hollandske Rotterdam. Nu mødes nogle af rytterne igen - denne gang på den anden side af jorden i samba-byen Rio de Janeiro. Her skal de dyste om mere end en halv mio. kr. ved det prestigefyldte brazilianske 'Athina Onassis International Horse Show.'

Af Maria Evald

Mandag den 29. august lettede flyet med de europæiske ryttere og deres heste. Rytterne er indkvarteret på luksushotellet Windsor Atlantica direkte ned til Copacabana beach.

Fra den 2. - 4. september afholdes en af de prestigefyldte afdelinger af Global Tours i springing. For første gang bliver stævnet 'Athina Onassis International Horse Show' også vært for international dressur.

Her vil ryttere fra syv nationer kæmpe om en samlet præmiesum på i alt 100.000 euro fordelt med 30.000 euro i den indledende Grand Prix og 70.000 euro i küren. 

Det skriver dressur-nyheds-portalen horse2rider.eu

Prinsesse til Rio

Seks europæiske dressurryttere er meldt til start. De er Nathalie zu Sayn-Wittgenstein med hingsten Horsebo Smarties, hollandske Hans Peter Minderhoud med Whitney van het Genthof, hollandske Edward Gal med Interfloor Next One, tyske Isabell Werth med Warum Nicht, svenske Patrik Kittel med Toy Story, og fra Østrig kommer Victoria Max-Theurer med Eichendorff.

15.000 tilskuere

Ifølge arrangørerne vil 15.000 mennesker komme til Rio-stævnet, der er Latinamerikas største hestesportsbegivenhed. Stævnet er en "øjenåbner" for dressursporten, som ikke er så kendt i Brasilien. Landet skal i 2016 være vært for OL, så måske er det ikke sidste gang, at brasilianerne skal se Horsebo Smarties og prinsesse Nathalie danse over dressursandet.

< Tilbage