< Tilbage

Prinsessens formandsberetning 2012-201317-04-2013 - 18:55

Dressurens Venner støtter EM i Herning ved at sponsorere en forrytter. Forrytteren skal gøre publikum klogere på de øvelser, som rides under dressurkonkurrencerne ved EM. Rytteren ledsagens af faglige kommentarer over stævnets speakeranlæg. Det fortalte Dressurens Venners formand H.K.H Prinsesse Benedikte i sin beretning tirsdag den 16. april 2013, da foreningen holdt sin årlige generalforsamling på Middelfart Ridecenter.

Det sagde H.K.H. Prinsesse Benedikte:

- Jeg ønsker alle et varmt velkommen til Dressurens Venners generalforsamling her på Middelfart Ridecenter. En stor tak til Helle Nissen for de fine faciliteter som er stillet til vor rådighed og for det gode samarbejde omkring gennemførelsen af arrangementet.

Øget medlemstal
Sidste års målrettede arbejde på sponsor- og marketingsområdet har som forventet øget medlemstallet og trukket flere sponsorer til foreningen. Ved at skabe et solidt økonomisk fundament støttes foreningens formål: at fremme en visionær udvikling af dansk dressursport med henblik på at højne kendskabet til det faglige niveau. Derfor er vi glade for at kunne konstatere, at medlemstallet aldrig har været større end det er i dag. Foreningen tæller hermed over 240 medlemmer.

Året har budt på flere store sportspræstationer.

Vi var mange, der i juni igen kunne glædes over de smukke rammer og de gode forhold, da Danmarksmesterskabet blev afholdt på Broholm. Her hyldede vi den nye danmarksmester: Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby. Dette var hendes 3. DM-titel – redet på tre forskellige heste.

Dressurens Venner støttede Danmarksmesterskabet med et sponsorat der blandt andet sikrede, at vi kunne råde over en stand hvorfra vi satte fokus på foreningen og sørgede for, at publikum i alle 3 dage kunne få adgang til faglige dommer-kommentarer via vor radiofoni.

Ved dette arrangement blev også Lis Hartels Mindepris 2012 overrakt. Prisen blev tildelt Lis Lihme og overrakt af Pernille Hartel Siesbye. Ildsjælen Lis Lihme har gennem årtier været en internationalt anerkendt holdleder for paradressurholdet. De dygtige paradressurryttere efterlever på fornemmeste vis Lis Hartels motto om, at man kan, hvad man vil. Det er netop kernen i handicapridningen.

Stor talentmasse
Der blev for alvor kippet med det rød-hvide flag, da Europas unge talenter mødtes til Europamesterskaberne i Bern og i Fontainebleau. Grunden til de brede danske smil skal findes i den medaljeregn, som de unge danske ekvipager red hjem. Et stort tillykke til Cathrine Dufour for hendes 2 guldmedaljer. Det blev også til en flot sølvmedalje til Young Rider-holdet, som dermed forsvarede deres sølvmedalje fra 2011. Også juniorerne lykønskes med deres holdbronze.

Som noget nyt støttede vi ponylandsholdet med et transporttilskud.
Ponyrytterne indfriede forventningerne og holdet fik en fortjent bronzemedalje og en individuel 4. plads.

De flotte resultater ved EM i Frankrig og Schweiz og det faktum - at mange af de unge ryttere i dag er at finde på medaljerækkerne til de store stævner - illustrerer hvor godt det går med talentudviklingen i dansk dressur.

Det store talentarbejde – støttet af sponsorater og især støtten fra ECCO - har resulteret i, at toppen af dressursporten er blevet meget bredere end tidligere. Derfor er der i dag mange dygtige ekvipager at vælge imellem, når holdene skal udtages.

OL
Årets højdepunkt blev uden tvivl de Olympiske Lege i London. Vi er mange, der stadig får gåsehud af at tænke på Anna Kasprzaks helt utrolige kraftpræstation under skybruddet i Greenwich Park. Anna red under de værst tænkelige betingelser. Holdet opnåede en fin 4. plads med stor opbakning fra et fuldt stadion og det største publikum nogensinde ved OL. Vi kan glæde os over den fantastiske opbakning som dressursporten opnåede i London og som sikkert vil give en positiv effekt fremover. Foreningens støtte gik til et ekstra træningsophold udenfor London og til, at holdet kunne medbringe egen beslagsmed.

I oktober måned gav foreningen støtte til JBK Horse Shows internationale dressurarrangement.

Dette var det eneste internationale stævne for seniorer i Danmark og vi finder det vigtigt at støtte disse 3 dage i Odense – til glæde og inspiration for de unge ryttere og alle dressur-entusiaster.

EM
Den største hestesportsbegivenhed i år bliver EM i dressur, springning og para-equestrian på MCH Arena i Herning. Interessen fra sportsinteresserede såvel som fra pressen vidner om, hvor stor en oplevelse der forventes. For første gang afholdes 3 internationale discipliner på dansk jord og Dressurens Venner giver selvfølgelig økonomisk opbakning til arrangementet. Bestyrelsen har i dag besluttet, at støtten skal bruges til en for-rytter der ledsages af faglige kommentarer over stævnets speakeranlæg. Dette for at give publikum et indblik i de øvelser, som rides i den efterfølgende konkurrence.

Ny cup 
Dressurens Venner ønsker at støtte dressursporten på alle niveauer.
Derfor har vi netop lavet en aftale med Dansk Ride Forbund, at vi fremover vil støtte Danmarksturnering i dressur for klubhold. Denne dressurcup er en klubholdskonkurrence, der afvikles med 6 kvalifikationer samt en finale. Hermed får vi muligheden for at støtte bredden, idet der rides på LA2 og LA5 niveauer.

En varm og stor tak til vore frivillige hjælpere, der på flere områder yder foreningen en uvurderlig støtte – både med specialopgaver og assistance i vor stand.

Vi retter en tak for den konstruktive dialog vi har med Dansk Ride Forbund. En særlig tak sendes til vore sponsorer, der trofast støtter foreningens arbejde.

Det er mit håb, at alle vil være med til at udbrede kendskabet til Dressurens Venner og at antallet af medlemmer øges så vi derved får en stærk og bæredygtig forening i vækst – til gavn for dansk dressursport.

Efter eget ønske udtræder Jon D. Pedersen af bestyrelsen og jeg takker ham for hans faglige udtalelser ved behandlingen af støtte-ansøgninger. Hans gode input og andre fine bidrag har været højt værdsat i bestyrelsen.

Jeg slutter denne beretning med at takke bestyrelsen for et særdeles godt og loyalt samarbejde. Vi vil fortsætte arbejdet for at fremme forståelsen for dressursporten, støtte den gode og korrekte uddannelse af dressurhesten og udbrede kendskabet til dressuren på alle niveauer. – Og ikke mindst ønsker vi, at give dressurinteresserede oplevelser på et højt sportsligt niveau.

København, april 2012
H.K.H. Prinsesse Benedikte
Formand for Dressurens Venner

 

< Tilbage