< Tilbage

Talrige top-præstationer i 201214-12-2012 - 13:31

Massivt talentarbejde indenfor dressur-sporten er blandt årets højdepunkter.

Af Maria Evald

Anna Kasprzaks olympiske Grand Prix-præstation i skybrud, talentarbejdet indenfor dressursporten, og stiben af internationale medaljer til især de unge dressurryttere. Det har været nogle af højdepunkterne i 2012, mener tre personer med indgående kendskab til dansk dressursport. 

Dressurens Venner har bedt rideforbundsformand Ulf Helgstrand, dressurdommer Hans-Christian Matthiesen og Chef d'Equipe Kimi Nielsen om at gøre status over året, der snart er forbi og se frem på 2013.

Gennem de seneste ni år har 61-årige Ulf Helgstrand været formand for Dansk Ride Forbund. Derudover er han vicepræsident for det europæiske rideforbund European Equestrian Federation (EEF). På spørgsmålet om, hvad der har været højdepunktet i det snart forgangne år fremhæver Helgstrand OL-medaljerne samt striben af internationale medaljer på ungdomsfronten. Netop sidstnævnte er symbol på, at forbundets målrettede talentarbejde bærer frugt, siger Ulf Helgstrand:

- Jeg har stor respekt for det talentarbejde og alle de medaljer, som danske dressurryttere på alle niveauer i dag er i stand til at opnå. Takket være sponsorater, opbakning og især støtte fra ECCO er mange af de unge ryttere i dag at finde på medaljerækkerne til de store stævner. Også fra Team Danmark og Dansk Idræts-Forbund nyder dansk dressursport stor respekt, og mange unge ryttere kan derfor opnå opbakning og støtte. Det store talentarbejde har resulteret i, at toppen af dressursporten er blevet meget bredere end tidligere, og at der i dag er mange flere dygtige ekvipager at vælge imellem, når der skal sættes hold. Skal jeg nævne en enkeltbegivenhed, som har været højdepunktet i 2012, må det afgjort være OL. Det er så flot, at vi opnåede en 4. plads i et år, hvor England var med som en stærk hjemmebane-modstander.

Højdepunktet i 2013 ifølge Helgstrand
- 2013 bliver dressursportsmæssigt et kæmpe år - vel nok det største nogensinde - med det tredobbelte europamesterskab i Herning. Jeg tror, at vi kommer til at opleve en højere kvalitet end ved både OL og VM, da 80 procent af dressureliten er europæisk. Så under forudsætning af, at alle tophestene er med, kommer vi til at se flere verdensklasseekvipager end ved noget andet internationalt dressurstævne. Hvordan det danske landshold kommer til at se ud, er svært at vurdere på nuværende tidspunkt. Der kan komme nye ekvipager til og andre kan falde fra. Det er langt fra sikkert, at den sidste tophest er købt i udlandet. Meget kan ske inden august, siger Ulf Helgstrand.

Toppen af poppen
Hans-Christian Matthiesen (HC) er landsholdsdyrlæge, international dressurdommer og medlem af FEIs dressurudvalg. Når han ikke rejser verden rundt med sin dommer- eller dyrlægetaske arbejder den 41-årige dyrlæge på Hørsholm Hestepraksis. Om højdepunktet for dansk dressur i 2012 siger HC:

- At vi fik en 4. plads ved OL i London cementerer, at Danmark ligger i toppen af dressuren. Danmark er som bekendt et lille land, men vi har en lang tradition for at avle gode heste og har mange dygtige ryttere og trænere, som tager det seriøst og bakker op om sporten. Det er også værd at huske 2012 som året, hvor Young Rider Cathrine Dufour blev dobbelt europamester og dressurrytter Annika Lykke Dalskov kunne fejre dobbelt bronzetriumf ved De Paralympiske Lege. Det store og solide arbejde, der indtil nu er lagt i dansk dressursport bliver bemærket i udlandet, hvor Danmark har en stor sportsmæssig stjerne og bliver fremhævet som mønstereksempel hvad angår talentarbejde, endvidere også den måde, som Dansk Ride Forbund samarbejder med hestevelfærdsorganisationer.

Hvad bliver højdepunktet i 2013?

- EM bliver fantastisk og jeg glæder mig over, at vi har en bred bruttotrup med en stor flok dygtige og dedikerede ryttere, siger HC Matthiesen.

Våde øjne under olympisk ridt
Dressurlandsholdets Chef d' Equipe, Kimi Nielsen, får stadig tårer i øjnene, når hun taler om Anna Kasprzaks olympiske ridt under skybruddet i London. Om højdepunktet i 2012 siger Kimi Nielsen:

- Jeg vil fremhæve to ting: At Cathrine Dufour blev dobbelt europamester for Young Riders må siges at være et absolut højdepunkt. At se hende ride var en kæmpe oplevelse for mig. Det er dejligt, at vi har så mange dygtige, unge ryttere. Den anden ting, jeg vil fremhæve, er OL i London. Der var flere forhold, der gjorde, at det virkelig var op ad bakke. En af vores bedste heste, Taikoon, blev skadet. Vi trak startnummer et - det værst tænkelige. Det betød nemlig, at to af vores tre landsholdsryttere skulle ride på 1. dagen og en på 2. dagen. Og sidst, men ikke mindst red Anna Kasprzak under de værst tænkelige betingelser. At vi blev nummer fire med de uheld var virkelig flot. Især Annas ridt står mejslet i min hukommelse. Regnen væltede ned, og jeg kunne knap se ud af øjnene pga. regn og ikke-vandfast mascara, der blev vasket ind under mine kontaktlinser. Publikum skreg, nogle gik i panik og løb ned fra tribunerne, pressefotografer flygtede, og midt under dette inferno red Anna Kasprzak sit Grand Prix-program med et blændende smil. Hun var total cool. Det var en kraftpræstation ud over det sædvanlige som jeg stadig får gåsehud af at tænke på, siger Kimi Nielsen.

Hvad ser du som højdepunktet i 2013?

- EM bliver afgjort højdepunktet, og at det er på hjemmebane sætter endnu større forventninger. Nu skal vi rigtig vise dem hvor gode vi er. Det gør dette EM til noget helt særligt. Angående landsholdet kan der ske så meget. En ny og spændende ekvipage kan dukke op. Heldigvis har vi flere heste at spille på, end vi har haft tidligere, slutter Kimi Nielsen.

< Tilbage