<

OL i Paris: Et kæmpe tillykke med sølvet!03-08-2024 - 23:31

Tekst af Jytte Lemkow

Foto af Kristine Ulsø Olsen / Ridehesten.com

 

Det er svært at få armene ned i skrivehøjde efter at have set de 30 ryttere i den olympiske holdkonkurrence blandt de bedste 10 nationer. Det er især svært, fordi det ret hurtigt stod klart, at de tre danske OL-dressurryttere, Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Laudrup-Dufour, med stor sandsynlighed var medaljetagere; spørgsmålet var bare, om af bronze, sølv eller guld? Alle, der har set med på skærmen, og alle, der var så heldige at være til stede i Paris, ved nu, at medaljerne blev af sølv, kun 0,121% fra guldet.

 

En lille trøst er, hvis trøst overhovedet er relevant, at Cathrine red til dagens højeste point og var den eneste, der kom over den magiske grænse på 80%, endda med 81,216%. Hun red som den sidste dansker og havde det kæmpe pres på sine skuldre, at medaljernes karat afhang af hende, og hun leverede varen. 

 

I notaterne står der næsten kun: flot, flot flot. Det gjaldt paraderne. Det gjaldt sidetraversaderen i trav og galop. Det gjaldt overgangene til og fra passage, det gjaldt piafferne, det gjaldt passagen, det gjaldt changementerne for hvert andet galopspring. Det gjaldt galoppirouetterne. De frie traver var en anelse forsigtige og helt sikkert med god grund, og der indløb en lille fejl i de 15 changementer for hvert galopspring, hvorimod de ni mellem de to flotte galoppirouetter også var flotte. Om den afsluttende ridning mod overdommeren, som består af passage-piaffe-passage, står: helt vidunderlig. Hold nu op, hvilken hest og hvilken rytter!

 

Men et hold består af tre, og både Daniel Bachmann Andersen og Vayron, og Nanna Skodborg Merrald med Zepter ydede også deres bedste. Og opnåede henholdsvis 75,973% og 78,480%. 

 

Nanna står som Cathrine for virkelig feel good-ridning. Hun sidder også lige så smukt, og ligegyldig hvilken hest hun sidder på, ser den ud til at befinde sig vel, og Zepter, der er blevet 16 år, er ingen undtagelse. Den er stærk i piaffe og passage. Den er totalt øvelsestærk og gangartsstærk uden svagheder, men der indløb en fejl i changementerne for hvert andet galopspring, og at få 4,91 for en øvelse kan mærkes på det samlede resultat, som alligevel blev så flot som 78,485%. 

 

Daniel sidder på klassens gangartsmaskine, det som den regerende verdensmester Glamourdale fra England ellers er kendt som, men den skuffede lidt her i Paris. Den 13-årige Westphalerhingst Vayrons første frie trav var fx et tital værd (det fik den så ikke), den frie galop er imponerende, changementerne er flotte, passagen er flot, men piafferne kunne være med mere løft fortil. Men søndag er atter en dag. Og Vayron har med sine kun 13 år fremtiden for sig. 

 

Det ville have været herligt med en guldmedalje og ikke mindst efter at have set de tyske guldvinderes præstationer. Ankermanden på holdet blev Jessica von Bredow-Werndl, hvis dejlige hoppe Dalera BB, som i mellemtiden er blevet 17 år, opnåede 79,954%. Den har mistet lidt af sin ungdoms glans, og at den næsten konstant pisker med halen er et forstyrrende element, og så er den samlede skridt stærkt pasagtig. 

 

Isabell Werth, der rider sit ottende OL, kom heller ikke fejlfrit igennem sit program. Der var fejl i de ni changementer for hvert galopspring mellem de to galoppirouetter, og der mangler generelt den sidste blødhed og eftergivenhed i hestens nakke, og rytteren må ofte give den tydelige hjælpere. Der mangler den elegance og lethed, som bl.a. Cathrine, Nanna og Jessica står for. De opnåede generøse 79,894%.

 

Tredje mand på holdet, Frederic Wandres med Bluetooth, som opnåede 75,942%, leverede lidt groft sagt et solidt men ikke helt fejlfrit og lidt kedeligt program, og bliver næppe nogen udfordring for de danske ryttere i den individuelle konkurrence, som jo bliver redet i Kür til egen musik. 

 

Bronzemedaljen gik til England, som opnåede 232,492%, så det var ”close race” mellem medaljetagerne, selv om deres stærkeste eller næststærkeste rytter Charlotte Dujardin i 12. time blev taget af holdet.  

 

Forventningerne til den regerende verdensmester i både Grand Prix Special og Kür, den imponerende hingst Glamourdale redet af Charlotte Fry, skuffede lidt. Den har stadigvæk nogle dejlige grundgangarter og flotte changementer. Men piafferne er en svaghed. De opnåede holdets bedste resultat med 79,483%. De øvrige to holdkammerater, den imponerende reserverytter Becky Moody, som med dejlige og velgående Jagerbomb, opnåede 76,489%, og holdkonkurrencens nestor Carl Hester med Fame fik 76,520%.

 

Den danske sølvmedalje er det bedste holdresultat i olympisk sammenhæng nogensinde. Stort, stort tillykke! Før OL 2024 var bronzen i 2008 for hold det hidtil bedste resultat. 

 

Søndag venter Kür-finalen. Vi skal lidt længere tilbage - til før man overhovedet red Kür - for at finde danske individuelle medaljer. Lis Hartel vandt på hesten Jubilee to individuelle sølvmedaljer ved henholdsvis OL i 1952 og 1956, og Anne Grete dengang Jensen nu Tørnblad vandt individuel sølv ved OL i Los Angeles 1984.

 

 

<