Klik på billederne for at forstørre dem.

Tekst af Jytte Lemkow

Søndag aften sluttede de Olympiske Lege med en flot og overdådig ceremoni på Stade de France med hundredvis af glade og overstadige atleter af de oprindelig 10.714 deltagere fra 206 lande. Det er svimlende tal. 

I alt opnåede Danmark ni medaljer, så de danske atleter indfriede lige netop det mål, som Team Danmark havde sat sig: 9-11.

I alt blev det til fem af bronze (kvindehåndbold, banecykling, brydning, kanosprint og taekwondo), to af sølv (dressur og sejlsport) og efter en forrygende håndboldkamp, som efter sigende aldrig er set bedre, hvor de danske herrer nærmest mejede modstanderne Tyskland i jorden, kom guldmedalje nr. to i hus på Legenes allersidste dag. Den anden guldmedalje havde badmintonspilleren Viktor Axelsen for andet OL i træk taget sig af, efter at have demonstreret, hvor hurtigt et menneske kan reagere kropsligt, og hvor hurtigt man kan flytte sig på en badmintonbane. Intet mindre end imponerende. 

Når man nævner ordet guldmedalje, så kommer skuffelsen hos dressurentusiasterne uvilkårligt op. For nok var det super flot, at de danske dressurryttere for hold vandt sølv, OLs første danske medalje, men at tabe en guldmedalje med 0,072% svarende til, da der i herrernes sprinterfinale på 100 meter var 1/1000 del sekund mellem nr. et og to! Det var næsten ubærligt. Det må også betyde, at bare én af de syv dressurdommer har givet fx et syvtal i stedet for et ottetal, og det kan ingen af de syv dommere bedyre at være sikre på ikke at have gjort. Nogen stor trøst er det så heller ikke, når man kan konstatere, at den tyske overdommer Henning Lehrmann som den eneste ikke havde Cathrine Laudrup-Dufour og Freestyle over 80% i holdkonkurrencen! Og det var Tyskland, der tog sig af guldet. 

Men Cathrine Laudrup-Dufour og Freestyle præsterede i alle tre starter (Grand Prix = kvalifikation både til hold og den individuelle konkurrence, Grand Prix Special = holdkonkurrencen og Grand Prix Kür = den individuelle konkurrence) det bedste danske resultat, og var i Grand Prix næstbedste rytter overhovedet af 60 startende, hvilket i sig selv var en kraftpræstation, så både hun, men bestemt også Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen kan være mega stolte af deres indsats i Paris. I var i vores hjerter de bedste!

Vinderen af den individuelle guldmedalje, tyske Jessica von Bredow-Werndl med den nu 17-årige Dalera BB har bekendtgjort, at den dejlige store hoppe, som for andet OL i træk vandt individuelt- og holdguld, fra næste år skal nyde sit otium og meget gerne skulle blive mor. Men om den fx som sædvanligt kommer til start i Stockholm første adventsweekend i år, forlød der ikke noget om. De har under alle omstændigheder beriget dressursporten med nogle forbilledlige præstationer, hvor ubesværethed og lethed selv i de sværeste øvelser har været deres kendetegn.  

Mount St. John Freestyle er 15 år, hvilket ikke kan ses, men heller ikke den vil med største sandsynlighed være at finde til OL i Los Angeles i 2028. Det samme gælder Blue Hors Zepter, efter Blue Hors Zack, som Nanna blev verdensmester på for hold i 2022 – den er 16 år. Også disse to kvinder har tilført dressursporten på højeste plan en kvalitet, som er bemærkelsesværdig, de relativt få gange vi har set dem i konkurrencer. Begge har demonstreret, hvor let svær dressur kan se ud, og i Nannas tilfælde trods hingstens størrelse og så tilmed redet af en kvinde. 

Men Daniel Bachmann Andersen, som i alle tre klasser blev svageste dansker, hvis man overhovedet kan tale om svaghed i denne sammenhæng, har i den kun 13-årige hingst Vayron en partner, som, hvis de får lov at blive sammen, måske stadig er klar til næste OL. Hingsten har så mange kvaliteter især med forrygende både trav og galopøgninger, ja med imponerende grundgangarter, men endnu med lidt svagheder i piafferne. 

Til de tre danske ryttere: I gjorde det bare så flot i Paris. Guldet var snublende nært (og fortjent), kun heldet (og en tysk overdommer) var ikke på jeres side. Men I vandt Danmarks første medalje ved disse Olympiske Lege, hvilket gav dressursporten stor positiv opmærksomhed, hvilket man ikke lige netop er forvænt med i disse tider. I kom ligesom de danske håndboldherrer på forsiden af Berlingeren, og det er ikke alle forundt!

I mange danskeres hjerter, der har forstand på dressur, havde I fortjent guldmedalje – men sølv er heller ikke til at kimse af!