Af Michelle Bager
En kraftpræstation fra sidste danske ekvipage, Nanna Skodborg Merrald og Millibar, konverterede sidste års EM-bronze til sølv. EM-guldet gik til Tyskland, mens hollænderne fik bronze. Dressurlandsholdene er sponsoreret af First Horse Hesteforsikring og bærer tøj fra Kingsland.
Suveræne takter fra Merrald
Nanna Skodborg Merrald og Millibar viste torsdag den 21. juli, at de ligger helt i toppen af europæisk juniordressur. Ekvipagen leverede et særdeles stærkt og elegant program, som dommerne takserede til hele 72,919 %, hvilket var mesterskabsklassens tredje bedste individuelle resultat. Med et samlet resultat 211,324 % var EM-sølvet i hus for det danske juniorlandshold ved ECCO FEI European Dressage Championships For Young Riders And Juniors 2011.
Flot præstation fra Anna Zibrandtsen
Anna Zibrandtsen på Capriciella var første danske ekvipage på banen torsdag i anden halvdel af holdkonkurrencen ved EM. De leverede et flot program til 69,459 %, hvilket rakte til en individuel 8. plads i den samlede stilling.
Stemningen var i top og den danske opbakning kunne mærkes i de flotte rammer på Broholm, hvor det storslåede ECCO FEI European Dressage Championships For Young Riders And Juniors 2011 fandt sted den 20. – 24. juli 2010.
Flotte takter fra Nanna Bronnée Madsen og Kathrine Sumborg Christensen
Det var Kathrine Sumborg Christensen og Rohmario, der var første danske ekvipage på banen onsdag ved EM for juniorer. Programmet blev bedømt til 66,919 %, af dommerne, hvilket rakte til en individuel 19. plads i den samlede stilling. Nanna Bronnée Madsen og Skjoldsgaard Monte-Vo var sidste danske ekvipage på banen onsdag, hvor det blev til et fint program. Det honorerede dommerne til 68,946 %, hvilket gav ekvipagen en individuel 10. plads i slutstillingen.
EM-guld til Tyskland
Det blev Tyskland, der med samlet 217,622 % tog guldet ved EM i dressur for juniorer. Holland, der lå til sølv efter første afdeling af holdkonkurrencen, måtte nøjes med bronze efter et samlet resultat på 209,243 %, da Danmark som bekendt tog sølvet.
Læs mere på Dansk Rideforbunds hjemmeside.
Husk i øvrigt DM på Broholm senere på året, hvor du kan møde Dressurens Venner.