Det danske dressurlandshold sluttede med manér, da de sikrede nationen en 5. plads i holdkonkurrencen ved VM i dressur 2010. Den bedste dansker individuelt blev Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, der sluttede på en imponerende 7. plads.
Af Michelle Bager
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby leverede en af deres stærkeste præstationer nogensinde i kür-finalen VM i dressur i USA, hvor det blev til dansk 7. plads. VM-guldet gik til storfavoritten Edward Gal fra Holland, mens britiske Laura Bechtolsheimer fik sølv og Steffen Peters fra USA tog bronzen. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein var eneste dansker blandt de 15 kvalificerede til küren ved et VM, hvor det danske landshold hentede en flot 5. plads ved holdmesterskabet.
7. plads til Nathalie zu Sayn-Wittgenstein i VM-kür
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby leverede endnu en stærk VM-præstation i Kentucky, da den danske ekvipage red kür mod de 15 bedste VM-ekvipager. Med et resultat på 78,750 % endte Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby på en flot 7. plads.
- Det er som om, den vildeste drøm er gået opfyldelse. Jeg er rigtig glad og stolt over, at vi har fået en 7. plads i küren ved VM. Digby var helt fantastisk – han var en smule bagved i den første piaffe, så jeg tænkte, nå nu må du altså frem i skoene kammerat, og det kom han. Vi ramte bare musikken på slaget, og Digby gik noget af det bedste nogensinde. Jeg er mere end tilfreds, siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.
Landstræner tilfreds
- Nathalie zu Sayn-Wittgenstein leverede bare et af de bedste ridt, hun nogensinde har redet. Det er så flot og fuldt fortjent. Hun har gennem hele mesterskabet haft den rette indstilling og været mentalt stærk, og det høster hun frugten af i dag. Overordnet har VM også været en dansk succes – vi kom efter en 5. plads som hold, hvilket lykkedes, så vi er rigtig godt tilfredse, siger Rudolf Zeilinger, landstræner for dressur.
VM-guld til Edward Gal
Det blev den stærke hollandske ekvipage Edward Gal og Moorlands Totilas, der tog VM-guldet i küren med 91,800 %. Ekvipagen tog også holdguld samt guld i Grand Prix Special. Sølvmedaljen gik til Laura Bechtolsheimer fra Storbritannien på Mistral Højris med 85,350 %, mens amerikanske Steffen Peters tog bronzemedaljen med hjem.