Om en uge er der dressur i international klasse, når der afvikles First Horse International i Bernstorffsparken den 20. – 22. august 2010.
Af Michelle Bager
Det dressurlandshold, der skal repræsentere Danmark ved VM i dressur, udtages efter First Horse International den 20. – 22. august 2010. Det giver landstræner Rudolf Zeilinger den optimale chance for at vælge det absolutte stærkeste hold.
- Det er vigtigt, at Danmark stiller i stærkeste opstilling ved WEG, hvor vi skal op mod verdens stærkeste dressurekvipager. For at udvælge de bedste danske dressurryttere er det vigtigt, at vi kan måle dem mod hinanden. Det får vi både mulighed for ved DM på Broholm og First Horse International, hvor rytterne er samlet, siger Jens-Erik Majlund, sportschef i Dansk Ride Forbund.
Ti dressurryttere kandiderer til VM
Ti danske ryttere har klaret kvalifikationskravene til VM i dressur og udgør dermed den bruttotrup, hvori Rudolf Zeilinger skal finde sit landshold. De kvalificerede er:
Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Sune Hansen, Anne van Olst, Anders Dahl, Anne Troensegaard, Sanne Henningsen, Mikala Münter Gundersen, Lars Pedersen, Jeanette Sund og Lone Bang Larsen.
Landstræner Rudolf Zeilinger glæder sig især over at have muligheden for at se konkurrenterne så tæt på VM. Det er helt optimalt i forhold til de sidste forberedelser inden afrejsen til Kentucky.
Tribunen næsten klar
Det er ekstra glædeligt, at stævnet netop bliver afviklet i den fantastiske gamle park. I efteråret 2009 brændte Sportsrideklubbens tilskuertribune nemlig, og kun sørgelige rester stod tilbage, da brandvæsnet var færdige med deres slukningsarbejde. Nu er arbejdet med den nye tribune i fuld gang, så den kan stå klar til det store internationale dressurstævne i august.
Dressurens Venner glæder sig over, at der igen kan vises dressur på denne smukke plæne og dermed fastholde en god tradition.
Hvis du ikke har mulighed for at komme til selve stævnet, så kan du følge konkurrencen på www.spr.dk. Dressurens Venner vil også dække stævnet her på siden.