Anna Kasprzak sætter suverænt dansk punktum ved EM i dressur. Sammen junior- og ungrytterlandsholdet høstede Danmark hele fem medaljer ved EM i Kronberg i Tyskland.
Anna Kasprzak og Blue Hors Future Cup leverede en pragtpræstation i den individuelle kür-klasse ved EM for ungryttere, hvor ekvipagen sikrede sig en fornem bronzemedalje. Med hele fem medaljer kan Danmark dermed sætte et fornemt punktum for EM for junior- og ungryttere i Kronberg i Tyskland. Både junior- og ungrytterlandsholdet høstede bronze, juniorrytter Cathrine Dufour tog to individuelle sølvmedaljer, og Anna Kasprzak satte sig på individuel bronze i kür.
Det skriver Dansk Ride Forbund.
Stærk præstation fra Anna Kasprzak
Med 77,300 % i küren viste Anna Kasprzak og Blue Hors Future Cup, hvorfor de hører hjemme i den absolutte verdenselite. Den danske ungrytterekvipage har gennem de seneste år indkasseret et hav af topplaceringer for deres kür-program, og den 25. juli kulminerede det med en fortjent EM-bronzemedalje.
- Det er simpelthen så fortjent og så stærkt redet af Anna. Det er den perfekte finale på hendes sidste år som ungrytter. Med de præstationer, som vores junior- og ungryttere har leveret her ved EM, ser fremtiden strålende ud for dansk dressur. Fem medaljer er simpelthen bare suverænt, siger Hans Christian Matthiesen, holdleder for junior- og ungrytterne i dressur.
Danskernes EM
EM for junior- og ungryttere 2010 har været særdeles succesfuldt for Danmark. Torsdag den 22. juli vandt både junior- og ungrytterne bronze, mens juniorrytter Cathrine Dufour tog to individuelle sølvmedaljer den 24. og 25. juli. Og med Anna Kasprzaks bronzemedalje i kür kan dansk dressur nu bryste sig af hele fem flotte EM-medaljer.
Fine danske kür-præstationer
Ungrytterne Camilla Orloff og Anne-Kathrine Elkjær Holm var også i aktion i kür-klassen søndag. Camilla Orloff på Utah viste et flot program til 72, 000 %, der rakte til en 9. plads, mens Anne-Kathrine Elkjær Holm og Bernstein indtog 15. pladsen med 64,450 %.
EM-guld til Fabienne Lütkemeier
Det blev tyske Fabienne Lütkemeier på D’Agostino, der tog guldet i den individuelle kür ved EM med 79,350 %, mens sølvet gik til hendes landskvinde Sanneke Rothenberger på Deveraux OLD med 79,000 %.
(Kilde: Dansk Ride Forbund)