Stutteri Blue Hors' tidligere chefberider, Sune Hansen, starter nu egen trænings- og salgsstald syd for Aarhus.
Af Maria Evald
- Jeg savner stadig hestene fra Blue Hors, men nu er det tid til at komme videre.
Sådan skriver stutteri Blue Hors' opsagte chefberider, Sune Hansen, i en pressemeddelelse onsdag den 18. oktober 2011.
Fremover vil Sune Hansen drive et uddannelses- og salgssted med fokus på undervisning og træning af talentfulde dressurheste- og ryttere.
- Efter tiden hos Blue Hors, hvor alting handlede om min egen ridning, ser jeg frem til at hjælpe andre, skriver den 36-årige landsholdsrytter på sin nye hjemmeside.
Småt, men godt
Sune Hansen og hans hustru Emily Ward, der også er dressurrytter, har lejet en nybygget (og endnu ikke færdigopført) stald på Hanne og Peer Ejlersgaards ridecenter Kirstineholm ved Højberg syd for Aarhus. I stalden er der plads til 14 heste og seks kursister, ud fra devisen: Kvalitet frem for kvantitet.
- Jeg ønsker at holde det småt og eksklusivt, for at have tid til både heste, elever og kunder, skriver Sune Hansen i pressemeddelelsen.
Tilbage på toppen
Sideløbende med sin nye karriere som selvstændig træner, uddannelsesleder og sælger, er det samtidig Sune Hansens plan at træde op på medaljeskamlerne igen.
- Jeg ønsker at komme tilbage i toppen af dressursporten snarest muligt, men jeg ønsker også at træne og sælge heste, pointerer han.
Tilbage i september stoppede Sune Hansen som chefberider hos Blue Hors. Ifølge stutteriets direktør, Esben Møller, levede rytterens sportslige resultater ikke op til firmaets målsætninger og forventninger.
Læs pressemeddelelsen i sin fulde længde på Sune Hansens nye hjemmeside.