16 internationale dressurryttere dystede lørdag den 22. oktober 2011 ved Danmarks største ridestævne, JBK Horse Shows, i Odense. Tre ekvipager startede for Danmark, men den ene måtte desværre forlade banen allerede inden den var kommet op ad midterlinjen.
Af Maria Evald
Først var der fire, så var der tre, til sidst var der to danske ekvipager til start i lørdagens Reem Acra FEI World Cup ved JBK Horse Shows i Odense Congress Center.
Den erfarne World Cup-rytter Anne van Olst måtte i starten af ugen melde fra på grund af feber og halsbetændelse. Anne Troensegaard nåede aldrig op ad midterlinjen, fordi Seduc blev bange for lysindfaldet i hallen, bakkede ind i baneindhegningen, og blev diskvalificeret.
Også for Sidsel Johansen og Schianto voldte lysskyggerne problemer. Solens stråler faldt uheldigt på banen især ved udgangen, og det påvirkede hele deres Grand Prix-program, som dommerne kvitterede med 66,00 %.
Bedste dansker blev World Cup-debutanten Jim Rasmussen og hesten Broholms Highlight. Dommerne gav dem 68,532 %, hvilket rakte til en 7. plads.
- Jeg havde et rigtig godt ridt i dag, men jeg ville gerne have, at Highlight er lidt mere aktiv på banen. Han mangler lidt styrke endnu, men jeg håber på en god tur igen i morgen, sagde Jim Rasmussen ifølge Dansk Ride Forbund ved det efterfølgende pressemøde.
Svensk sejr
1. pladsen gik til svenske Tinne Vilhelmsson Silfvén og Don Auriello med 73,213% tæt fulgt af tyskeren Helen Langehanenberg og Responsible på 2. pladsen med 73,191%.
3. pladsen gik til Hans Peter Minderhoud og IPS Tango med 71,426%.
Spændende free style finale
Søndag den 23. oktober 2011 kl. 14.10 skal de ryttere, der kvalificerede sig i dagens Grand Prix, endnu engang på banen.
Denne gang for at ride Grand Prix Kür (selvkomponeret free style dressurprogram til selvvalgt musik). Man se det hele direkte via FEI-TV.
Den prestigefyldte World Cup-serie slutter i april 2012 med finale i s-´Hertogenbosh i Holland.